Vemodig afsked med Galapagos

Nu er vi tilbage i Quito efter en lidt vemodig afsked med Galapagos dyr og mennesker.

Fredag aften havde vores båd sat kursen mod øen ”Santiago”, hvor vi kastede anker midt om natten – noget der endnu engang ikke forbigik vores opmærksomhed, da vi havde kahyt lige ved siden af. Efterhånden var det dog mere blevet en konstatering og et kig på klokken end en kæmpe chok, når vi blev vækket ved lyden af kæden der blev sænket.

Om morgenen var det endnu engang tidligt op for at gå i land. Første sted var ”Puerto Egas” – en vulkanø med en strand med meget sort sand. Endnu engang tog søløverne imod os ved landgangen, mens krabber og leguaner sad på de sorte sten.

Efter at have gået rundt på øen i et par timer, var det på med svømmefødder og snorkel, for det var endnu engang blevet tid til snorkkeling. Og endnu engang blev det en stor oplevelse.

Først og fremmest fik vi mulighed for at opleve en skildpadde helt alene. De andre gange havde vi set den sammen med en masse andre mennesker, og det er altså ikke helt det samme, når man ligger sammen med ti andre. Denne gang kunne vi følge den i lang tid, mens den stille gled gennem vandet. Ud over skildpadden, så vi også en hel stime hajer samt en masse farvestrålende fisk. Endelig fik vi også svømmet rundt mellem de legesyge søløver.

Da vi kom tilbage på båden, satte den kursen mod ”Bartolomé Island”, 2½ times sejlads fra ”Santiago”. Her fik først mulighed for snorkkeling ved ”The Golden Beach”, hvor vi stødte på et nyt dyr – pingvinen.

Pingvinerne var nu ikke meget for at hoppe i vandet, og når de endelig gjorde det, galt det om at være hurtig. De kan svømme med op til 80 kilometer i timen og dykke ned til 180 meter, så det er ikke nemt at følge dem.

Vi havde tidligere set havleguaner – men kun fra land. Nu fik vi også mulighed for snorkkeling sammen med dem, hvilket var en sjov oplevelse.

Ud over en masse fisk og en kæmpe rokke, så vi endnu en haj. Denne gang svømmede den så langsomt, at jeg kunne komme helt tæt på den uden at anstrenge mig – sandsynligvis havde den ikke set mig. Selvom vi havde fået at vide, at den slags hajer ikke var farlige, så havde jeg nu ikke lyst til at overraske den. Derfor lod jeg den også svømme efter kort tid – inden den fik øje på mig.

Efter snorkkelingen skulle vi i land på ”Bartolomé Island” og gå de 380 trin op til toppen. Inden da skulle vi dog lige en tur rundt om øen i gummibåd for at se dyrelivet. Landskabet virkede ikke som om vi var meget tæt på Ækvator. Faktisk havde man mere en fornemmelse af Færøerne eller New Zealand. Alene det at der var pingviner gjorde, at det var svært at forbinde det med tropisk klima. Galapagos er da også det nordligste sted, hvor der lever pingviner, hvilket alene skyldes de relativt kolde havstrømme, der omgiver øerne.

Fra toppen af ”Bartolomé Island” kunne vi nyde den flotte udsigt over vulkanøens måneagtige landskab. Desværre var myggene ikke indstillet på at lade os være i fred, så efterhånden blev den en kamp for at komme tilbage til båden i en fart. Men det blev nu nok myggene, der vandt kampen – efterfølgende kunne Marianne i hvert fald tælle 11 myggestik bare på det ene ben.

Mens vi lagde os til at sove, satte båden kursen mod ”Genovesa” – Galapagos nordøstligste ø, der ligger en lang sejlads væk fra de andre steder. Derfor er der også en del både, der ikke tager dertil, men da vi havde valgt en båd med en relativ stor motor, var det muligt at sejle dertil i løbet af natten.

Da vi stod op næste morgen kunne vi se, at vi ikke var de eneste, som havde taget den lange tur. Blandt andet lå der et kæmpe skib med omkring 100 passagerer. At den overhoved får lov til at sejle rundt omkring Galapagos er lidt af en skandale. De sidste par år har ingen nye både fået tilladelse til at sejle turister rundt – men pludselig kom dette kæmpe skib ud af ingenting. Ejerne er et rederi, der ellers sejler rige turister rundt i Caribien, så mon ikke penge har haft en vis indflydelse.

Ud over det er et kæmpe problem, når 100 passagerer skal i land på samme sted, så udgør det store skib også en mulig miljøkatastrofe. Hvis en mindre båd går på grund, er oliesvineriet til at overse, men hvis det sker for det store skib, er oliekatastrofen en kendsgerning – noget der skete i 2001 og gik ud over en masse dyr.

Vi gik i land på ”Genovesa” ved ”The Heavens Steps”. Øen er et paradis for fugleelskere, men også os andre, som bare synes fugle er relativt interessante, fik noget ud af besøget.

På øen er der godt 500.000 fugle, hvilket er en blanding af blåfodede suler, rødfodede suler, frigatfugle, ugler, pelikaner samt en masse andre arter, vi har glemt navnene på. Endnu engang blev vi vidne til dyrenes ligegyldighed overfor mennesker. Når man gik forbi en fugle med få centimers afstand, kiggede den bare lidt forundret op inden den fortsatte med det, den var i gang med.

Vi havde flere gange fået at vide, at vi ikke måtte bruge blitz, når vi fotograferede, og at vi skulle blive på stierne. Alligevel var der nogen, som sjovt nok ikke kunne finde ud af at overholde de simple regler – og sjovt nok var det de nyankommende fra den anden båd. Det var som om, at bare de fik deres gode foto, så var alt andet ligegyldigt – men måske var de bare ikke blevet opdraget lige så godt af deres tidligere guide.

Efter besøget på øen, var det tid til dagens snorkeltur, der desværre ikke kunne leve op til de foregående. Hvis det ikke havde været for de to rokker, vi trods alt fik set, havde det været en stor skuffelse.

Eftermiddagen var egentlig planlagt at skulle være til afslapning, men kaptajnen tilbød at sejle af sted for at lede efter delfiner. Endnu et eksempel på, at besætningen på båden virkelig gjorde hvad de kunne for at gøre turisterne tilfredse.

Efter en time sejlads, dukkede der en kæmpe flok delfiner op – noget der fik selv kaptajnen til at komme ud for at tage billeder, så det må have været usædvanligt med så mange. Det var imponerende at se de mange delfiner svømme lige ved siden af (og under) båden. På et tidspunkt nøjedes de ikke kun med at komme op til vandoverfladen – de hoppede også op i luften og slog saltomortaler.

Turens sidste snorkeltur var ved ”The White Coral Beach” – og det blev lidt af et antiklimaks ovenpå alle de fantastiske ture, vi ellers havde haft. Sigtbarheden var meget ringe, og vi fik da også kun set én, lille rokke. Meget skuffende – selvom vi efterhånden også måske var blevet lidt for forvente.

Da det var sidste aften, diskede kokken op med ekstra god mad – blandt andet en kage med pynt i form af en fugl lavet af æblestykker. Meget imponerende.

Efter maden sad vi og snakkede lidt, og selvom vi egentlig ikke havde lyst til at gå i seng, blev trætheden alligevel for overvældende til sidst.

I går morges var det op 5.45, så vi kunne nå en sidste tur inden vi skulle mod lufthavnen. På øen ”Santa Cruz” ligger mangroveskoven ”Black Turtle Cove”, hvor vi tog en sejltur rundt i gummibåd. Da vi stadig lå i vores seng og vækkeuret lige havde ringet, havde vi ikke meget lyst til at skulle op – men det blev en god afskedstur. Vi fik set de sidste fugle sidde i træerne og i vandet svømmede skildpadder og stimer af hajer og rokker.

Derefter var der kun morgenmad tilbage på skibet inden vi skulle i land – noget ingen af os vist havde lyst til. Vi kunne sagtens have fortsat endnu en uge.

Guiden havde bedt os om at udfylde et spørgeskema, og her kunne vi give topkarakterer over hele linien.

Maden havde været rigtig god og meget varieret. Samtidig havde forholdene været perfekte ombord. Vores kahyt var god og der var masser af fællesarealer – alt sammen altid pinligt rent.

Besætningen havde været super og altid parat til at hjælpe – lige fra kaptajnen over kokken til tjeneren og dem som sejlede gummibådene.

Endelig var vores guide virkelig god. Han snakkede – til forskel fra mange andre guider, vi har oplevet på vores rejse – engelsk, der var til at forstå. Desuden var han uddannet biolog og havde en kæmpe viden om øen. Men vigtigst af alt, så gik han meget op i Galapagos ve og vel, som han hele tiden prøvede at formidle. Samtidig gjorde han alt for, at vi skulle have nogle gode oplevelser – blandt andet ved hele tiden at sørge for, at vores gruppe gik alene og ikke behøvede at blande os med de andre grupper, der var på øerne.

Endelig var der vores medpassagerer. I en gruppe vil der altid være nogle man synes godt om, og nogle man synes mindre godt om. Sjovt nok var det dem, vi oprindeligt kom på båden med, vi bedst kunne lide – mens de nytilkommende ikke sagde os så meget. Den amerikanske familie var meget søde, og den enlige tyske fyr, var en stor, glad dreng, som altid var i godt humør. Endelig var der det tyske par, som vi snakkede mest med. De har endda tilbudt os, at hvis vi kommer forbi Frankfurt, så må vi endelig kigge ind. Det samme har vi naturligvis sagt til dem.

Så vi kan kun glæde os over vores held, da vi lidt tilfældigt valgte lige netop denne båd (og derved også denne besætning og guide) blandt flere andre muligheder.

Ugen på Galapagos kommer helt sikkert til at stå som en af de største oplevelser – ikke kun på denne rejse med i det hele taget. Det er umuligt at sammenligne med f.eks. karnevalet i Rio eller templerne i Bagan i Burma. Men det er første gang vi har følt os så vemodige ved at skulle forlade et sted. Galapagos er et sted, alle mennesker burde have krav på at besøge mindst én gang i deres liv.

Endnu engang var flyet forsinket her i Ecuador – denne gang dog kun en time. Den første af vores medpassagerer sagde vi farvel til allerede i flyet, da han skulle videre til en anden by i Ecuador. Efter at have fået vores bagage, tog vi afsked med den amerikanske familie, hvorefter vi delte en taxa med det tyske par. Dem havde vi også aftalt at spise aftensmad med senere.

Efter at have slappet af på vores nye hotel – med rejsens indtil nu (og forhåbentlig også i det hele taget) hårdeste madrasser – mødtes vi med tyskerne på deres hotel. Vi fandt en restaurant, hvor vi fik en saftig bøf – noget vi havde savnet til trods for den gode mad ombord. Efter maden tog vi enkelt drink på en nærliggende bar. Klokken elleve var trætheden dog for voldsom, så vi tog en taxa tilbage mod vores hotel, hvor vi tog den sidste afsked med vores medpassagerer. Så nu er vi kun os selv igen.

Her til morgen var første mission at skaffe flybilletter til Panama City. Det lykkedes os at få billetter til i morgen, selvom det desværre betyder et flyskifte og ventetid i Bogota i Colombia – men mon ikke det er forholdsvist risikofrit at opholde sig der. Det er nok ikke i lufthavnen, folk bliver kidnappet.

Resten af dagen vil vi bruge på nogle praktiske ting (vi har noget tøj med meget havsalt i, der skal vaskes) samt gå på Internettet. I morgen er det så af sted mod Mellemamerika, hvor nye oplevelser venter.