På posthuset

De sidste to dage har ikke været nær så interessante som de første to. Alligevel har der været enkelte højdepunkter.

I går morges var første stop ”Post Office Bay”, hvor vi sejlede ind til stranden i gummibåd. Inde på stranden var der en pelikan, som jeg naturligvis skulle fotografere – tæt på. Men inden jeg fik set mig om, sad den på min skulder – desværre ikke længe nok til at Marianne kunne få et foto.

”Post Office Bay” hedder sådan, fordi der ligger et posthus. Godt nok et noget utraditionelt et. I sin tid da der var hvalfangere omkring Galapagos, lagde de deres post i en tønde. Når der så kom andre hvalfangere til, som var på vej hen til den samme destination som posten, tog de den med. Traditionen bliver stadig holdt i hævd. Turister kan lægge deres post, og andre turister kan så tage den med, hvis de bor i nærheden. Der var dog ingen post til Danmark – hvilket måske var meget godt i betragtning af, at vi først kommer hjem om over to måneder.

Efter besøget på ”postkontoret”, var det tid til en gummibådtur rundt i ”Punta Cormorant”. Der var nu ikke så mange dyr (men man er jo også blevet forvent), men vi fik set en havskildpadde samt en anden art søløve en den, vi tidligere har set.

Efter at have sejlet rundt et stykke tid, lagde vi til ved stranden og gik til den nærliggende lagune. Her var der flamingoer – vel en 15 stykker – hvilket ikke rigtig kunne imponere, når vi havde set flere hundrede i lagunerne i Bolivia. Men igen var det jo bare fordi vi allerede havde oplevet noget, der var endnu mere imponerende.

Ved en anden strand så vi også de første dyr på Galapagos, der faktisk er bange for mennesker. I sandet lå der en del krabber, men så snart man nærmede sig, skyndte de sig ned i deres huller. Absolut noget, vi ikke er vant til her.

På stranden lå der også noget plastic, der var skyllet i land. Det tog guiden med. I det hele taget er de meget fokuserede på ikke at svine, hvilket er en undtagelse i Sydamerika. Naturligvis ved de godt, at de skal bevare øerne fri for affald for turisternes skyld, men man fornemmer også, at de gør det for deres egen (og dyrenes) skyld.

Efter den lidt kedelige tur, var det igen blevet tid til en snorkeltur – hvilket blev en super oplevelse. En kort bådtur derfra lå ”Devil’s Crown”, hvor der var masser af ”akvariefisk”. Da vandet samtidig var meget klart og lyst, var sigtbarheden helt i top. Man kunne vel se mindst tyve meter.

Her fik vi også set en haj, der rent faktisk svømmede – og ikke bare lå på bunden. Jeg prøvede at følge den, og selvom den gled dovent gennem vandet, måtte jeg give op efter lidt tid – det var for hårdt. Men inden da fik jeg taget et foto med vores nyindkøbte engangs-undervands-kamera. Så forhåbentlig bliver det godt.

Lige inden vi skulle op, så vi en kæmpe stime med flere tusinde fisk. Det var imponerende at se, hvordan alle fiskene bevægede sig som ét, stort dyr. På utrolig vis skiftede alle fiskene retning samtidig som på kommando.

Efter en god oplevelse på en ellers lidt kedelig dag, startede vores båd en fire timers tur mod ”Santa Cruz”, hvor vi skulle lægge til for natten. Tiden brugte vi på at slappe af på dækket og få læst lidt.

På ”Santa Cruz” ligger hovedbyen ”Puerto Ayora”, hvor en stor del af Galapagos befolkning bor. Det er også her en del af turisterne kommer, så der mangler ikke barer og Internet caféer – noget vi benyttede os af sammen med de andre fra båden. Det var da også tydeligt at se, at turisterne lægger en del penge. Byen så meget ny ud – meget anderledes end resten af Ecuadors byer.

Det var underligt at komme på land. Efterhånden er det begyndt at være naturligt med lidt gyngen – og man føler sig næsten søsyg, når jorden pludselig ikke gynger under én.

Selvom der er bebyggelse, er der stadig mange dyr omkring havneområdet. På pælene sidder der pelikaner og på stenene krabber. Vi har da også set både søløver og en enkelt rokke i vandet.

I morges var det tid til at sige farvel til seks af vores medpassagerer, som enten var startet på turen før os eller kun var på en femdages tur. Samtidig kunne vi glæde os over, at vi havde valgt otte dage. Det havde været en flad fornemmelse, hvis vi allerede skulle tilbage til fastlandet igen.

Dagen i dag havde vi på forhånd udnævnt til lidt af en ”ventedag”. Vi skulle have nye passagerer på båden, hvilket gjorde, at vi skulle bruge tiden på land på ”Santa Cruz”.

Første stop var ”Darwin Centeret”, hvor man opdrætter skildpadder. En stor del af skildpadderne er efterhånden blevet udryddet på grund af mennesker – og det de har ført med sig. Man har spist en stor del, men også husdyr og rotter har sørget for at mange skildpadder er blevet udryddet. Derfor gør man nu en stor indsats for at øge bestanden.

En af metoderne er at øge antallet af hunner. Skildpadder har ikke X- og Y-kromosomer. I stedet bliver kønnet bestemt af temperaturen ved udrugningen – som man derfor øger kunstigt således at hunnerne kommer i flertal.

En skildpadde kan blive flere hundrede år. I Australien lever der en skildpadde, som Darwin bragte med sig fra Galapagos, da han besøgte øerne i 1835. Også i Darwin Centret er der nogle rigtig gamle skildpadder.

Midt under vores rundtur kom der pludselig fem personer, som efterfølgende viste sig at være vores nye ”bådkammerater”. De havde indtil nu været på en anden båd, men på grund af for få passagerer, var de flyttet til vores. Umiddelbart var de vist lidt utilfredse med det – bl.a. at de pludselig skulle pakke alle deres ting i går aftes – men da de havde set vores båd og oplevet vores guide, var de vist meget tilfredse.

På Darwin Centret kunne vi se en del skildpadder – fra de små, nyfødte til de helt store. Alligevel var det ikke det samme som at se dyrene i deres naturlige omgivelser. Hvis vi ville se dyr i fangenskab, kunne vi jo tage til en zoologisk have – hvilket jo kun havde kostet os en brøkdel.

Efter besøget havde vi lidt tid fri til at få shoppet. Da en lille cola koster halvanden dollar ombord (samme pris som på restauranterne), valgte vi at forsyne os med en to-liters flaske i land.

Efter frokost dukkede de to sidste personer op direkte fra fastlandet og vi var nu samlet. Det var lidt som sammenlægningen i Robinson – inklusiv to jokere – hvor folk grupperede sig. Men efter at have snakket lidt på kryds og tværs, begyndte ”de gamle” at blande sig med ”de nye” (og ikke mindst omvendt).

I eftermiddags havde vi et besøg i ”højlandet” – hvilket i Galapagos sammenhæng betyder 500-600 meter. Egentlig gad vi ikke rigtig. Vi er ikke taget til Galapagos for at tage med en bus, men udsigten til vilde skildpadder gjorde det lidt mere attraktivt.

Efter at have kigget et stykke tid, dukkede der endelig en skildpadde op under nogle buske – og endda en kæmpe én. Og pludselig nærmest myldrede det med dem. Vi så endnu én lidt derfra, samt to i en lille sø. Endelig var der én helt henne ved bussen. Det var rart at vi fik set skildpadder i naturen og ikke kun på Darwin Centret.

På vejen tilbage til båden stoppede vi ved et par store kratre, der var skabt ved vulkanudbrud. Det var flot nok, men igen var det ikke det, vi var kommet for at se.

Nu har vi lige haft vores briefing for i morgen, og det ser til gengæld ud til at blive en spændende dag med to ø-besøg og to gange snorkkeling. Sandsynligvis sammen med pingviner, hvilket er noget vi ser meget frem til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.