Aldrig mere ”Air France”
Så er vi hjemme igen fra Cuba – lige i tide til juleaften. Men hjemturen blev noget mere kaotisk end forventet – takket være inkompetence, arrogance og manglende kommunikation. Så vi vil gerne gentage det, vi skrev efter udrejsen – aldrig mere ”Air France”. Og til det kan vi tilføje – aldrig mere ”Paris de Gaulle”-lufthaven i Paris.
Efter check-ud fra vores usle værelse, havde vi seks timer at bruge i Havana – men da vi også havde en del at gøre endnu, var det ikke noget problem.
Første stop var ”Capitol”-bygningen, hvor vi prøvede at komme på Internettet – men de havde midlertidigt lukket (sandsynligvis på grund af frokost). I stedet gik vi forbi cigarfabrikken – med den tilhørende butik – for at checke priserne på cigarer. Her kunne vi konstatere, at cubanske cigarer ikke er billige – selvom det stadig er helt andre priser i Europa (i USA er Havana-cigarer jo helt udelukket på grund af handelsblokaden). Til gengæld regnes de også for verdens bedste.
Frokosten blev spist på restauranten ”Hanoi”, hvor vi havde spist før. Til trods for navnet, var der almindelig, cubansk mad på menuen – men i store portioner. Utroligt som det varierer fra sted til sted.
Vi havde to danske bøger, som vi ikke ville slæbe med tilbage til Danmark. I stedet kunne vi jo passende forære dem til en af de lokale handlende på Havanas bogmarked. Men de var ikke så nemt at komme af med – sælgerne var ikke rigtigt interesserede (da de ikke var på engelsk). Og så er det man tænker, at de vist ikke er så fattige der, når de ikke kan bruge gratis varer. Der er masser af danskere i Havana, så markedet burde være der. Til sidst lykkedes det dog at komme af med dem, men fornøjelsen var ikke så stor ved det.
Efterfølgende gik vi tilbage til cigarfabrikken ”Real Fábrica de Tabacos Partagás” for at få en rundvisning. Efter at have lagt den heftige sum af ti Euro hver, startede rundvisningen.
På fabrikken arbejder der godt 600 mennesker – heraf ca. 65 % kvinder. De knokler otte timer om dagen – men får til gengæld også en god løn (set med cubanske) øjne for det. Først skal de dog lige ”i skole” for at lære at rulle cigarerne. Det tager ni måneder, og her får de kun 80 pesos (hvilket er 25 kroner) – om måneden. Når de er færdige stiger deres løn til 300-450 pesos (95 – 140 kroner) om måneden. Efterhånden som de bliver hurtigere, kan de opnå ekstra bonus. De hurtigste kan nå op på omkring 900 pesos (280 kroner), samt ikke mindst en bonus på 65 pesos konvertible (”turistvalutaen” svarende til godt 65 euro).
Dette skal ses i sammenhæng med at en ingeniør i Cuba har en startløn på godt 250 pesos og en læge tjener omkring 800 pesos. Så der er bedre penge i at være arbejder på en fabrik. Det var da også tydeligt, at en stor del af arbejderne var unge (sandsynligvis verdens bedst uddannede fabriksarbejdere). Og vores guide var uddannet ingeniør – men her var pengene bare ikke så gode.
Alligevel er lønningerne ikke store nok til at klare sig – så man må finde på noget. Hver dag får arbejderne lov til at tage tre cigarer med hjem, som de kan sælge. Men som guiden utrolig ærligt fortalte, så bliver der stjålet væsentlig flere cigarer. Og hvis man arbejder i pakkeriet, er det i stedet cigarkasser eller banderoler. Det virker næsten som om, der bliver set ”igennem fingre med det”. Som han sagde – alt er muligt i Cuba.
Guiden var nu ikke nogen god sælger. Han fortalte os, at man skal være inkarneret cigarryger og ryge adskillige cigarer hver dag, for at kunne smage forskel på det bedste mærke ”Cohiba” og de næstebedste mærker (der dog stadig er klasser over de fleste andre mærker). Så han forslag var, at man købte nogle flere af dem i stedet – et råd vi besluttede os for at følge.
Desværre var sælgerne i den tilknyttede cigarforretning ikke så flink. De var faktisk snobbede og direkte ubehøvlede. Måske et par dage på fabrikken under helt andre forhold ville gøre underværker. De var ikke meget for at hjælpe, og de cigarer vi ville have, havde de ikke – så vi valgte at gå til en anden forretning, vi havde set på vejen.
Det skulle vise sig at være en god idé. Udvalget var ikke helt så stort – til gengæld var priserne væsentlig lavere og betjeningen bedre.
Efter at have fået vores cigarer, gik vi på jagt efter nogle flasker af Cubas berømte ”Havana Club”-rom. Vi vidste, at vi kunne få det på rom-museet, og selvom det ikke var det billigste sted, valgte vi at købe det der – i stedet for at skulle drøne hele byen rundt.
Sidste punkt på programmet var postkortskrivning – noget vi havde udskudt nogle gange på grund af manglende udvalg af postkort. Men det betyder nu nok heller ikke så meget, for eftersigende tager det alligevel godt en måned for et kort at nå til Europa.
Efter at have klaret alle de praktiske ting, tog vi en ”motorhjelm” tilbage til hotellet. En motorhjelm er Cubas svar på tuktuk – en trehjulet knallert med tilhørende kabine, der mest af alt ligner en motorhjelm. De larmer meget, er ret kølige at sidde i – men man kommer hurtigt frem.
Om morgenen havde en mand spurgt, om vi havde brug for en taxa – og vi havde svaret, at vi først ville få brug for den om eftermiddagen. Da han stadig var der, aftalte vi en pris – hvorefter vi lige klædte om til vores varmeste tøj.
Det viste sig ikke at være ham, men en kvinde (formodentlig hans kone), som skulle køre os. Hun fortalte en hel masse på spansk under kørslen – men det var nu ikke så meget af det, vi forstod.
Vi kom ud i lufthaven i god tid – ikke mindst på grund af, at flyet var en time forsinket. Men vi checkede ind, klarede de sædvanlige sikkerhedscheck og satte os til at vente i afgangshallen.
Her var fyldt med danskere, som havde været på en gruppetur. De skulle flyve direkte til København – hvilket vi godt kunne være lidt misundelige over. Til gengæld var vi glade for, at vi ikke havde rejst rundt med dem i flere uger, for de virkede meget hjælpeløse, nu da deres guide havde forladt dem. Sjovt som nogle folk tror, at de kan rejse om på den anden side af jorden – og tingene så stadig skal være som derhjemme.
Ventetiden var ikke specielt behagelig. Afgangshallen var én stor bygning med flisegulv og larmende tv (hvad er det med spansktalende og høje lydstyrker?), så der var meget larm.
Til gengæld var toilettet gratis – og endda pænt. Det sørgede en toiletmand for, så til forskel for alle de andre steder, hvor der bare sad en person og krævede penge ind (uden at røre en finger med hensyn til rengøring), havde man faktisk lyst til at give nogle penge her.
På et tidspunkt mens jeg sad og kiggede på vores billetter til turen mellem Paris og København, sagde Marianne, at det var godt, der ikke var problemer med billetterne. I det samme fik jeg øje på, at der stod klokken 19 og ikke klokken 12.55 som afgangstidspunkt fra Paris. Og flynummeret var også et andet – endnu en fejl fra Air France?
Da der kom en person ved gaten, fik vi den forklaring, at billetten var blevet lavet om, da der (åbenbart) ikke var tid nok til flyskifte i Paris på grund af forsinkelsen. Det havde de åbenbart bare lige glemt at fortælle os ved indcheckningen.
Den times forsinkelse blev til halvanden, inden vi kom af sted – men så var vi også på vej.
Da vi steg ombord, kunne vi se, at flyets landingstidpunkt var sat til klokken 11.54 – dvs. en time før vores næste flyafgang. Så det var svært at forstå, hvis vi ikke skulle kunne nå at skifte fly på en time.
Undervejs fik vi ikke sovet så meget – dels på grund af lufthuller, dels på grund af spekulationer omkring vores videre fly. Til gengæld sad der ikke nogen på sædet ved siden af os, så vi havde lidt ekstra plads.
Flyet blev yderligere et kvarter forsinket og landede klokken 12.10. Efter ti minutter var vi ved gaten – stadig i fin tid til at nå vores næste fly. Men så skete der ikke noget. Der kom ingen lufthavnsmedarbejdere til at køre gaten frem og åbne døren.
I mellemtiden var en norsk pige, som havde været væk i tre måneder og havde hele familien ventende på sig, begyndt at græde. Og en engelsk kvinde begyndte at skabe sig over for stewardessen (som var lige så frustreret, da hun også havde et andet fly at nå) – hun mente, at flyets pilot skulle kalde et andet fly og holde det tilbage. Utroligt at folk ikke kan forstå, hvem som det kan betale sig at skælde ud på (dem som kan gøre noget ved problemerne) og hvem det ikke kan.
Først efter 20 minutter kunne vi komme ud – utroligt at vi ikke blev prioriteret højere, når vi var forsinkede og mange havde andre fly at nå.
Så havde vi travlt. Vi skulle nå fra terminal A til terminal D med kun et kvarter til flyafgang – og ”Paris de Gaulle”-lufthavnen er ikke den nemmeste af finde rundt i.
Efter at have løbet op og ned af diverse trapper, været ved at vælte en del mennesker og fundet ”transfer”-skranken (hvor de sendte os videre med det samme til gaten), fandt vi den rigtige gate. Folk var stadig ved at gå ombord, så vores lykke var gjort – troede vi.
Der var lige det problem, at vores boardingpas var blevet ændret i Havana – hvilket også betød, at vores pladser var blevet annulleret.
Manden ved gaten var et arrogant magtmennesker af den værste slags. Han gad dårligt kigge i vores papirer, der viste vores rejseplan. Samtidig påstod han direkte, at vi løj, da vi fortalte, vi var blevet sendt videre fra ”transfer”-skranken.
Ifølge ham, var der ikke plads på flyet. Men efter vores oplevelse på udrejsen, hvor vi ikke kunne komme til at sidde sammen – og så pludselig godt kunne alligevel – troede vi ikke meget på ham. Det hidsede ham endnu mere op, hvilket fik ham til at råbe ”hvad vil I ha’, jeg skal gøre? Vil I sidde på toilettet? Vil I sidde på skødet af piloten?” – ikke lige den mest professionelle håndtering.
I mellemtiden var der kommet en svensk familie på seks og en enlig svensker til, som havde samme problem – og de forsøgte naturligvis også at komme med. Det gjorde heller ikke sagen bedre, at han så fandt to pladser (en almindelig og en på business-klasse) – som kort tid senere alligevel ikke var der.
Resultatet blev dog, at vi måtte opgive at komme med. Da vi ikke havde lyst til at opholde os i Paris’ lufthavn i seks timer, fandt vi ”transfer”-skranken igen.
Der afgik et fly klokken 15.50. Det prøvede vi at komme med, men der var ikke plads. Efter vi pressede lidt på, var der alligevel plads (sandsynligvis på business-klassen), men nu var det vores bagage, der var problemet – den ville de ikke kunne nå at finde (til trods for de havde to timer).
I mellemtiden var den svenske familie kommet til. Sammen prøvede vi at fortælle, at det burde være muligt at finde bagagen på to timer, men ved skranken fortalte de, at de havde meget travlt (ordet kaos dækker i virkeligheden nok bedre) – mon ikke de har det hvert år lige inden jul?
Vi var også villige til at tage videre uden bagage, men det var ikke tilladt ifølge sikkerhedsbestemmelserne. Sjovt nok havde manden ved gaten jo tilladt det, hvis der ellers havde været plads. Og i øvrigt sker det jo mange gange på en dag, at folk lander i sidste øjeblik før deres næste fly, så bagagen ikke kommer med.
Den svenske familie var endda villige til at indgå det kompromis, at faderen blev tilbage og rejste med bagagen – mens resten af familien (blandt andet bedstefaderen på over 80) tog det første fly. Det kunne medarbejderen ikke gå med til – men hvis de blev to tilbage, så var det i orden. Og så er det man spørger sig selv, hvori den sikkerhedsmæssige forskel ligger?
Efter lange diskussioner – først med en almindelig medarbejder og derefter supervisoren – var vi ikke kommet videre. Til slut var den arrogante medarbejder fra gaten så uheldig at indfinde sig. Her kunne vi jo så udpege manden, som havde givet os lov til at gå ombord uden bagage, hvis det havde været muligt – så mon ikke han står til skideballe hos chefen (hvilket han ærligt har fortjent). Han sag blev heller ikke bedre af, at han var så dum at ærligt fortælle, at det hele i virkeligheden handlede om, at det var for dyrt at eftersende bagagen. Så meget for god service – ”it’s all about the money”.
Men til trods for at vi kæmpede, endte vi med seks timers ventetid samt en voucher til mad i lufthavnen – noget vi kun fik, fordi vi sagde, at de måtte give os en eller anden form for kompensation.
Så endnu engang kan vi gentage – aldrig mere Air France. At man kan blive forsinket, så man ikke kan nå det næste fly, er en ærlig sag – sådan er det at flyve. Men at ens billet bliver lavet om på grund af forsinkelse (til trods for der faktisk på det tidspunkt stadig er en time til at nå det næste fly), og man så alligevel når frem i tide – bare for at få at vide, at der ikke er plads – det er uacceptabelt.
Vi fandt det der lignede lufthavnens bedste restaurant, for nu skulle vi i det mindste have så meget som muligt ud af det. Det der på voucheren hed en valgfri forret/dessert og en valgfri hovedret, havde dog sine begrænsninger. Vi fik et særligt voucher-menukort (med nogle få retter), men mulighederne var nu fine nok alligevel.
Efter lang ventetid (naturligvis også med forsinkelse på flyet til København), kunne vi endelig gå ombord – troede vi.
For først skulle vi lige med en bus. Her blev vi stoppet ind som en flok kreaturer og kørt gennem hele lufthavnen – hvorefter vi pænt måtte vente på at komme ombord.
Men også her var sikkerheden i orden – endda i en latterlig grad. Vi havde vist boardingpas, da vi gik gennem gaten og vi havde vist boardingpas igen, da vi skulle ombord på bussen (til trods for at der kun var en vej til denne udgang). Men det var åbenbart ikke nok – også da vi gik ombord på selve flyet, skulle vi vise boardingpas. Mon ikke de skulle til at kigge lidt på deres prioriteter og sende nogle flere ned i bagagehåndteringen.
Med tyve minutters forsinkelse kom vi af sted. Men nu havde vi også været forsinkede med alle de andre fly både ud og hjem – så hvorfor skulle det være anderledes her?
Efter en time og fyrre minutters begivenhedsløs flyvetur (hvor der i øvrigt var masser af plads – her var ikke overbooket), landede vi i Københavns Lufthavn. Da vi steg ud, havde vi næste lyst til at kysse jorden – endelig på dansk grund igen.
Naturligvis landede vi længst væk fra bagagebåndet (som man jo altid gør i København), men efter en lang gåtur og et kvarters ventetid, kunne vi endelig tage det sidste stykke hjem.
På den sidste taxatur kunne vi konstatere, at det ikke kun er i ”de varme lande”, at man forsøger at snyde kunderne. Chaufføren pralede nærmest med, hvordan de kører omveje med udlændingene – godt man kender København.
Omkring klokken 22 var vi hjemme igen i vores lejlighed efter godt et døgns transport – men i det mindste i god tid før juleaften. Så heldige havde alle vist ikke været i kaoset i ”Charles de Gaulle”-lufthavnen i Paris.
Nu kan vi se tilbage på knap tre gode ugers rejse. Cuba er et spændende land med mange kontraster – fattige cubanere og rige turister, nedslidte huse og forurening i Havana og lækre ressorts på øerne osv. Det er spændende, hvad der sker, når Fidel Castro engang er væk.