På flugt fra varmen
Nu har vi fået nok. Vi kan ikke holde varmen ud længere og vil derfor tage til et sted, hvor der er noget koldere – Grønland.
Nej, det passer nu ikke helt. Rejsen har været planlagt i over et år, så det er ikke ligefrem en spontan indskydelse.
For en gang skyld rejser vi ikke alene. Min mor (Ingelise) skal med, og det samme skal et af hendes vennepar (Lis og Tage) samt Tages svoger og svigerinde (Ellen og Helge). Så det bliver noget anderledes for os at være en del af en gruppe. Men mon ikke det kommer til at gå fint alligevel.
Egentlig havde vi slet ikke tænkt på at tage til Grønland, men da Tage, som har boet i Grønland i 14 år, ville arrangere en tur, måtte vi slå til. Han har en del kontakter, således at vi muligvis kan få nogle anderledes oplevelser.
Så i morgen klokken 9.15 sætter vi os i flyet med kurs mod Søndre Strømfjord, hvor vi skal skifte for at komme videre til Ilulissat (også kaldet Jakobshavn). Her lander vi 12.15 lokal tid (dvs. 16.15 dansk tid).
Vi skal opholde os i Grønland i to uger. Hvad der venter os, er vi nok ikke helt klart over – men det bliver uden tvivl spændende.