Et noget anderledes Danmark – og så alligevel ikke

Vi har nu haft et par dage i Grønland, der er meget anderledes end ”Syddanmark” (som det bliver kaldt her). Men på samme tid er det også tydeligt, at Grønland er en del af Danmark og derfor ikke så fremmed, som så mange andre steder, der ligger fire timers flyvning fra København.

I forgårs var det op klokken fem om morgenen. Efter alle skriverierne om lange ventetider i Kastrup, havde vi valgt ikke at tage nogle chancer, så vi mødte op 2½ time før afgang – men det havde nu ikke været nødvendigt. Check-in tog ikke så lang tid (men nu var det jo heller ikke et charterfly, vi skulle med), og sikkerhedschecket blev klaret på fem minutter.

De sidste par flyvninger, vi har haft, har været meget skrabede med hensyn serveringen om bord. Maden har man skulle betale for, og drikkevarerne har man kun fået i meget små mængder. Men her fik vi noget for den forholdsvis dyre billetpris. Inden vi fik set os om, sad vi med to glas æblejuice og tre colaer hver. Der blev ikke sparet på noget.

”Underholdningen” stod en hysterisk møgkælling (så er det sagt) for. Hun havde to børn på vel omkring to og fire år med. Og de havde spildt sodavand, hvilket tilsyneladende skulle have noget med bordet at gøre (og åbenbart ikke det faktum, at børn i den alder har det med at spilde). Og katastrofen blev ikke mindre af, at tv-skærmen tilsyneladende var i stykker, så børnene ikke kunne se tegnefilm. Umiddelbart så det ikke ud til at genere børnene, som opførte sig meget eksemplarisk – til forskel fra deres mor, som blev helt hysterisk. Hun råbte og skreg til stewarden, som forsøgte at berolige hende. Utroligt at voksne mennesker kan opføre sig på den måde – men så var der da underholdning for os andre.

Efter lidt over fire timers flyvning, nåede vi Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord), hvor vi skulle skifte til et mindre fly. Da vi steg ud af flyet, var vi forberedt på kulden, men her var 16 grader (hvilket føles endnu varmere i Grønland på grund af den tørre luft), så vi kunne nyde ventetiden på terrassen – lidt som at være på skiferie.

For at komme til Ilulissat (Jacobshavn) skulle vi med et mindre fly. På den 45 minutter lange tur, var vi vidner til et utroligt landskab. Den første del af turen mindede det faktisk lidt om Galapagos med tør jord og blågrønt vand. Efterhånden som vi nærmede os, begyndte isbjergene at dukke op, og da vi landede, var det tydeligt, at vi var kommet til et helt specielt sted.

I lufthavnen blev vi hentet for at blive kørt til vores hytter. Inden skulle vi lige forbi hotellet, der stod for udlejningen. Her viste det sig, at der var visse problemer – men det ville kun lige tage fem minutter. Problemet var, at der kun var tre (og ikke fire) hytter ledige – til trods for, at de var blevet bestilt for lang tid siden. Men de ville finde ud af noget. Og så var hytterne i øvrigt ikke lige blevet gjort helt rent endnu.

De fem minutter trak ud, så vi blev budt på kaffe på terrassen, hvilket var glimrende, for så kunne vi nyde den fantastiske udsigt (og de lidt mindre fantastiske myg) imens.

Det er dog begrænset, hvor meget kaffe, man kan drikke – så da de fem minutter efterhånden var blevet til en halv time, blev vi budt på frokost. Gratis glæder er jo altid godt, men efter endnu halvanden times ventetid, var vi efterhånden ved at være godt trætte af situationen.

Endelig var der fundet en løsning, hvilket blev til de tre hytter plus et værelse på et andet hotel. Efter en del snak frem og tilbage, blev det til, at vi tog hotelværelset. Vi blev dog advaret om, at der kun var de to dårligste værelser tilbage – ét lige ved indgangen og ét i kælderen.

Valget faldt på det ved indgangen, der sådan set er fint nok, bortset fra at alle biler holder i tomgang lige udenfor vores vindue, når de venter på gæsterne (hvilket godt kan tage lidt tid).

Efter at have pakket ud, havde Tage foreslået, at vi skulle gå en tur. Vi havde egentlig forventet en lille tur rundt i byen, så vi havde ikke taget vandrestøvlerne på – men Tage havde andre planer.

De næste to en halv time gik vi rundt i omegnen af Ilulissat i en fantastisk (men også lidt sumpet) natur. Her kunne vi fra første parket se alle de mange isbjerge i fjorden og bugten. Desværre fik vi også hilst på de mange myg (og de fik hilst på os), hvilket er den største plage her. Man har ikke lyst til lige at sætte sig i fem minutter, for hvis man ikke hele tiden er i bevægelse, så bliver man overfaldet.

Da vi kom tilbage fra vores lange tur, havde vi planlagt noget simpelt fra den lokale gril – men den var lukket. Så i stedet blev det thai-mad i hotellets restaurant. Det var godt nok noget dyrere, men til gengæld smagte det utroligt godt – som om det var en thai, som havde lavet det.

Efter at have været oppe i næsten et døgn, var vi ved at være godt trætte. Det er jo ellers ikke helt naturligt at lægge sig til at sove, da midnatssolen gør, at det er lyst hele døgnet. Men her hjælper et par af de ”mørkebriller”, man får udleveret i fly, der lukker helt af for lyset.

Det var dog ikke helt nemt at falde i søvn, for det var lørdag og grønlænderne havde lige fået løn – hvilket er en kombination, der betyder druk for en del af dem (og åbenbart også var grunden til, at vores hytter havde taget længere tid at gøre klar). Her i Grønland lever de meget fra dag til dag – når der er penge, bliver de brugt, og når der så ikke er flere, må man spare. Sandsynligvis et levn fra de gamle fanger-dage, hvor man ikke kunne være sikker på at få mad på bordet hver dag.

Først blev der banket på vores dør, og vi fik ved selvsyn set, hvorfra udtrykket ”grønlænderstiv” stammer. Udenfor stod der en mand, som var helt væk. Marianne fik dog tydeligt forklaret ham, at han ikke havde noget at gøre her – og vi hørte da heller ikke mere til ham. Men den første del af natten var der meget larm udenfor, der især generede Marianne. Endnu engang havde vi glæde af ørepropper.

I går morges skulle vi til gudstjeneste med tilhørende konfirmation. Imens var det blevet lidt diset, hvilket vi ikke tænkte så meget over – indtil vi kom udenfor. Nu lå temperaturen tæt ved frysepunktet, hvilket var en omvæltning fra gårsdagens forårstemperaturer.

Gudstjenesten blev holdt i byen flotte trækirke. Vi blev dog udenfor, men kunne alligevel sagtens følge med i, hvad der foregik. I Grønland står kirkedøren åben, og folk går ind og ud i løbet af gudstjenesten – hvilket virker meget mærkeligt på os danskere. Vi er vant til, at man bliver siddende, når kirkehandlingen først er i gang. Men sådan er det ikke her – og det er ikke kun børnene, som tager en pause engang imellem.

Vi var så heldige, at der var konfirmation i forbindelse med gudstjenesten, hvilket betød, at mange af grønlænderne havde deres farvestrålende nationaldragter på, som man kender så godt fra kongefamiliens mange besøg.

Det var vi ikke de eneste turister, som havde opfanget, så udenfor stod der en kødrand af ”pressefotografer”, som alle skulle have billeder. Heldigvis har grønlænderne ikke noget imod at posere – hvilket de gjorde så professionelt, at man skulle tro, de ikke foretager sig andet.

Eftermiddagen stod i fodboldens tegn, hvor vi skulle overvære VM-finalen. Grønland har deres egen tv-kanal – men indtil nu har vi kun set danske programmer på den. Det smarte er, at de ”sakser” lidt fra DR1, lidt fra DR2 og lidt fra TV2 – afhængigt af, hvad de sender. Så selvom vi er meget langt fra Danmark, kan vi se danske nyheder og fodbold med danske kommentatorer (det sidste kunne man måske godt undvære, når Holmstrøm er imellem).

I det hele taget er Grønland en sjov blanding af Danmark og et fremmed land. I butikkerne er der danske varer og man kan betale med dankort. Stort set alt står både på grønlandsk og dansk, og er man er i tvivl om noget, taler alle dansk. Efterhånden er det ved at blive naturligt for os, men det var mærkeligt i starten.

Efter at have set Zidane nikke skaller og Italien for en gang skyld vinde en straffesparkskonkurrence, var det blevet tid til aftensmad.

Her besluttede vi os for at gå ud til Hotel Arctic, der er byens fineste hotel (selvom det nu ikke siger så meget). Her fik vi endnu engang et overraskende godt måltid mad. Vi havde ellers ikke forventet, at gastronomien var i højsædet her i Grønland, men indtil nu er vi blevet glædeligt overraskede.

I nat så det ud til, at grønlænderne havde fået brugt deres månedsløn (eller også var det bare fordi, det var søndag) – for der var ikke nær så meget larm, så vi fik en god nattesøvn.

Her til morgen var vejret noget bedre, så endnu engang skulle vi have en anden mængde tøj på. Det er ikke nemt at finde ud af – men måske vi lærer det i løbet af de to uger.

Ved middagstid skal vi enten på endnu en vandretur eller ud at sejle – det ved vi ikke helt endnu. Men under alle omstændigheder venter der os helt sikkert nogle store naturoplevelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.