City of God

Vi har nu været i Rio i et døgn, og vi er endnu ikke blevet overfaldet eller fået stjålet vores ting. Her virker nu også meget sikkert, men alligevel er vi opmærksomme. Alle guidebøgernes formaninger, går trods alt ikke helt hen over hovedet på os, så man bliver en smule paronoid.

Efter at have knoklet de sidste par uger med flytning og planlægning af rejse, nåede vi faktisk alt på listen og kom af sted med kun ti minutters forsinkelse. Selve rejsen hertil tog 23 timer fra vi tog hjemmefra til vi ankom til vores hotel. Men sådan en lang rejse er naturligvis ikke helt uden problemer. De første oplevede vi i Kastrup Lufthavn, da vi skulle checke ind. Det var simpelthen ikke muligt at få to sæder ved siden af hinanden (hvilket skulle vise sig at være et problem for flere). Heller ikke i Frankfurt kunne de hjælpe, men heldigvis lykkedes det os at bytte med en kvinde i flyet. Umiddelbart så det også ud til at være en god byttehandel for hende, som fik mit sæde – en vinduesplads i forhold til et midtersæde – men på det tidspunkt vidste hun heller ikke, at hun skulle sidde lige foran Tysklands måske mest ucharmerende mand. At han havde indtaget væsentligt mere end sin andel af tyske bratwurst og fadøl (hvilket hans størrelse tydelig viste), var en ting. Men at han snorkede så voldsomt, at man måtte sidde med høretelefoner på, var slemt. Og det blev da heller ikke mere charmerende af, at han spildt yoghurt på trøjen (eller måske var det bare indholdet af hans hoste, når han ikke holdt sig for munden). Utrolig nok var han sammen med en nydelig kvinde, der formodentlig var brasilianer – så han må da i det mindste have haft godt med penge.

Efter et kort stop i Sao Paulo (hvor termometeret allerede vist 23 grader kl. 7.20) nåede vi Rio de Janeiro (hvor temperaturen i mellemtiden var oppe på 31 grader). Og heldigvis var vores bagage med (hvilket ikke var tilfældet for én af de andre fra flyet).

På vej ind til byen i lufthavnsbussen kunne vi ved selvsyn konstatere, hvorfor Rio bliver kaldt ”City of God”. Alene beliggenheden med de mange strande og de skovbeklædte bjerge i midten, gør sit. Samtidig er der utrolig frodigt med masser af grønt over det hele.

Desværre havde buschaufføren ikke helt styr på, hvor vi skulle af, og da vi først opdagede det, var vi kommet et par kilometer for langt. Så vi måtte gå hele vejen tilbage med vores tunge oppakning i den kraftige varme.

Vores hotel er udmærket, men lidt nedslidt. Til gengæld koster det kun cirka 350 kroner pr. nat, hvilket ikke er dyrt for et hotel i Rio med beliggenhed lige ud til Copacabana. Stranden er 4,5 kilometer lang, og her er fyldt med liv. Efter arbejde kommer de lokale (kaldet capriocaer) ned til stranden for at spille beachvolley, bade, sole sig og ellers bare dyrke deres sociale relationer.

Efter den lange rejse, var vi efterhånden godt sultne, så vi gik ind på en restaurant lige ved siden af vores hotel. Her bestilte vi et fad med blandet, grillet kød for to personer, dertil to gange salat. Resultat – to kæmpe tallerkner salat til forret, og et kæmpe fad med pølser, okse-, kyllinge- og svinekød. Dertil masser af ris, pommes frites og maniok (hvilket er en nationalspise, der for udenforstående minder om savsmuld). Så da vi var færdige med at spise, kunne vi næsten trille.

Om aftenen satte vi os ned på en af de lokale strandbarer og fik os en cola. Ude i det fjerne kunne vi se vejret blive meget mørkt og det begyndte også at lyne. Heldigvis holdt vejret tørt, men i nat vågnede vi ved at regnen piskede ned og her til morgen har det også regnet en del. Så det bliver ikke i dag, vi skal på stranden (der da også er helt øde – et meget specielt syn).

Indtil nu har vi kunne konstatere, at Rio på mange måder minder om Europa. På enkelte punkter skiller det sig dog lidt ud. Der er masser af små supermarkeder, men sjovt nok er de alle kombineret med et apotek. Og her snakker vi ikke kun om kodymagnyler, men det helt store medicinskab. Brasilianerne må ha’ et kæmpe forbrug af medicin, siden det kan købes på ethvert gadehjørne.

Af andre pudsige observationer kan nævnes, at der vist kun findes små hunde (af tæppetisser-typen, der må have en form for prestige), og at brasilianerne rent faktisk findes i alle nuancer fra helt hvid til kulsort. Med lidt mere sol (og et noget større ordforråd) kan vi måske ligefrem komme til at gå for at være indfødte.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.