Så er det ved at være nu
Efter en hektisk periode med flytning, er dagen kommet, hvor vi skal af sted. Om godt fem timer er vi på vej, og så er der ikke mere vi kan gøre her i lejligheden. Det bliver nu rart. Men inden da er der da lige en del ting, der skal gøres, så der er en smule nerver på. Marianne skal forbi sit arbejde for at sige farvel, og jeg skal lige have pakket.
Planen for vores rejse er ret løs. Vi flyver fra København til Frankfurt kl. 19.15 i aften. Derfra er det videre mod Brasilien med en mellemlanding i Sao Paulo, inden vi lander i Rio de Janeiro i morgen tidlig (lokal tid).
Derefter står turen foreløbig på karneval og verdens største vandfald i Brasilien, hvorefter vi drager videre til Argentina, Chile og videre op gennem Sydamerika og Mellemamerika.
Den 24. juni forventer vi at flyve hjem fra Los Angeles med ankomst i København igen næste dag.
Næste gang I hører fra os, har vi sikkert lige nydt solen på Copacabana.