Den lange vej til Tobago

Det var en længere rejse for at komme hertil. Men det var alt besværet værd. For der er virkelig lækkert her på Tobago.

Søndag morgen var det op klokken 5 for at pakke de sidste ting og få lukket lejligheden ned. Og klokken 6.30 kørte vi så mod lufthavnen.

Desværre viste det sig, at vores fly var en halv time forsinket – så der var god tid til at spise morgenmad. Den halve time blev så til en time. Men endelige klokken 10.15 kunne vi flyve mod Miami.

Turen blev brugt på film, iPad og læsning. Og vi fik også sovet lidt, inden vi landede klokken 15 – hvilket var 21 dansk tid.

Ved paskontrollen var der lang kø. Men heldigvis gik det forholdsvis hurtigt. Og efter også at have hentet vores bagage, kunne vi tage en shuttlebus til vores hotel med det meget lange navn Residence Inn by Marriotte Miami Airport.

Her var pigerne en tur i poolen. Og bagefter spiste vi aftensmad på hotellets sportsbar – hvor AFC finalen i amerikansk fodbold lige var færdigspillet. Der er ingen af os, som ved så meget om amerikansk fodbold. Men sejren betød i hvert fald, at Kansas City Chiefs er klar til Super Bowl i starten af februar.

Efter maden var det så i seng for pigerne klokken 19.30 – hvilket var 1.30 dansk tid. Og kort tid efter sov Marianne og jeg også.

Desværre sov pigerne ikke længere end til klokken 3 om natten. Men for dem var det jo også 9 om morgenen dansk tid. Så den stod på iPad, indtil Marianne og jeg vågnede 3 timer senere.

Efter morgenmaden og pakning af vores ting gik turen igen til lufthavnen, hvor vi hurtigt kom igennem check-ind og sikkerhedstjek. Og med en mindre forsinkelse fløj vi så mod Port-of-Spain på Trinidad – en tur der var sat til præcis to timer og 59 minutter.

Heldigvis tog paskontrollen ikke lang tid her. Og vi fik også hurtigt vores bagage. Så der var god tid til at få lidt at spise, inden vi skulle ud på den sidste flyvetur mod Tobago.

Flyveturen til Tobago tog 16 minutter – hvilket vist er den korteste flyvetur, så vi endnu har været på. Det er dog ingenting i forhold til de to minutter og 57 sekunder, som verdens korteste flyvetur er på – mellem to skotske øer.

Da vi havde fået vores bagage, blev vi mødt af en mand, som kørte os til det sted, hvor vi skulle hente vores lejebil – og så gik turen ellers mod vores hotel.

Det var lidt af en udfordring. For på Tobago kører man i venstre side. Og det betyder ikke bare, at man skal holde sig i den anden vejbane. Det betyder også, at alle instrumenter er spejlvendt.

Så selv det at blinke af bliver en mental udfordring. Og det skete da også flere gange, at jeg startede vinduesviskerne i stedet.

Læg dertil kørsel af bjergveje i mørke. Så har man en lidt anstrengende cocktail. Men vi kom heldigvis sikkert frem til vores næste hotel The Naturalist Beach Resort – hvor vi fik vores lejlighed bestående af tre soveværelser (selvom vi kun havde bestilt en med to). Og kort tid efter var det sovetid.

Næste morgen vågnede vi igen tidligt. Og nu hvor det var lyst, kunne vi se den flotte udsigt ud over havet og stranden. Desværre var der store bølger, så det var ikke rigtig sikkert for pigerne at bade.

Hvad værre var dog, at vi opdagede, at vi var punkteret. Så første opgave på ferien var at få fat i udlejningsbureauet for at få dem til at hjælpe os – hvilket skulle vise sig ikke at blive helt nemt.

Bagefter gik vi en tur langs stranden, hvor der blev soppet lidt. Og Marianne og jeg var også en tur rundt i den lille by, mens pigerne blev på værelset.

Efter en kop kaffe til Marianne og lidt shopping i det lokale supermarked, stod den på afslapning resten af dagen – kun afbrudt af frokost på en restaurant.

Ren afslapning var det dog ikke. For imens brugte jeg en masse tid på at skrive frem og tilbage med udlejningsbureaet for at få dem til at komme og skifte dæk. Og til sidst lykkedes det.

Så efter aftensmaden på en anden restaurant, kom de endelig forbi, skiftede dæk, gav os en anden bil og kørte tilbage igen i vores oprindelig bil – nu på reservedæk.

Næste morgen kunne Frida så endelig komme i vandet, selvom bølgerne var høje – mens det stadig var for voldsomt for Vilde.

Og efter morgenmaden kørte vi så af sted på en lille ørundtur i vores nye lejebil. Den skulle det dog heller ikke gå så nemt med. For da vi ville rulle vinduerne op, sad de fast. Heldigvis er der jo varmt her – og det regnede ikke. Så det var ikke nogen forhindring for at bruge bilen.

Efter en tur over et bjerg og igennem en meget gammel regnskov, stoppede vi ved en strand, hvor pigerne kunne bade. Og senere spiste vi frokost på en restaurant ved vandet.

Derefter gik turen igen ad en masse snoede bjergveje, inden sidste stop ved et lille vandfald – hvor Marianne og Frida tog en svømmetur.

Tilbage igen havde bølgerne lagt sig tilpas meget til, at Vilde også kunne komme med i vandet sammen med Marianne.

Mens de var det, skrev jeg igen frem og tilbage med udlejningsbureauet. Og til sidst kom de så tilbage med vores oprindelige lejebil – nu med et lappet dæk.

Bagefter var det tid til aftensmad på en anden restaurant – med så lang ventetid, at Frida næsten faldt i søvn ved bordet.

I går havde bølgerne så endelig lagt sig så meget, at man kunne bade uden problemer. Så vi fik lige en morgendukkert, inden vi kørte til Englishman’s Bay – en kort tur på godt 10 minutter.

Og det var en virkelig flot strand. Her spiste vi først frokost. Og bagefter var Marianne og jeg på skift ude at snorkle med pigerne. Der var ikke så meget at se ud over nogle fisk – men det var en fin tur alligevel.

Efter tre timer kørte vi hjem igen, hvor vi brugte resten af dagen på terrassen. Og her kom der så igen en mand forbi fra vores udlejningsbureau – fordi han havde glemt sin pung i vores bil. Det var så tredje gang på tre dage, at de tog den godt en time lange tur (hver vej).

Aftensmaden blev spist på samme restaurant, som vi havde spist på to dage før – og som serverede mad, der var noget bedre end de andre restauranter (uden at være dyrere).

I dag har vi så taget endnu en morgendukkert. Og om en times tid checker vi så ud herfra og kører til det næste sted på Tobago.