Rejsetravlhed med ekstra udfordringer

Så er det endnu engang blevet tid til at tage ud på nye vintereventyr – og få lidt sol og varme samtidig.

I morgen meget tidligt hopper vi ind i en taxa og kører til Københavns lufthavn. Herfra flyver vi til Miami, hvor vi har en enkelt overnatning, inden vi skal videre.

Første stop er Tobago. Derefter går turen til Surinam, Fransk Guyana og Guyana. Og så slutter vi med lidt badeferie på Barbados og Jamaica, inden vi igen flyver tilbage mod Danmark (igen via Miami).

Hele turen tager knap 6 uger – hvilket også betyder, at vi er tilbage igen i Danmark lige inden, at årstiden skifter fra vinter til forår.

Igennem hele dagen i dag har vi haft travlt med at pakke og få lukket lejligheden ned. Og mens alt dette skulle klares, fik vi så også lige en ekstra ”udfordring”, som vi skulle forholde os til.

For da jeg tjekkede min mail i morges, var der en meget kort besked fra Surinam Airways om, at vores fly mellem Surinam og Guyana var blevet udskudt en dag.

Det er muligvis meget normalt på disse kanter. Men når man allerede har booket hotel og ture, er det ikke lige så heldigt.

Så vi fik travlt med at finde alternativer – hvilket ser ud til at blive et mindre fly, der til gengæld flyver mellem de to by-lufthavne. Så i det mindste slipper vi for et par længere bilture til de internationale lufthavne, der ligger et stykke uden for byen.

Nu vil vi så se at få pakket det sidste – og forhåbentlig komme ordentlig tid i seng. For de næste par dage bliver ret hektiske. Så det bliver rart endelig at være fremme ved vores hotel på Tobago mandag aften lokal tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *