Dream come through

Et motel ved en kun lidt befærdet vej flere kilometer fra den nærmeste by – det må da garantere en rolig nattesøvn. Nej, ikke når en flok unge amerikanere er indkvarteret der.

Efter at have larmet i går aftes, gik de ellers til ro omkring halv tolv – dvs. i tide til at vi kunne få en ordentlig nattesøvn. Men det var kun til omkring klokken et, hvor flere af dem fandt på, at de (under råben og skrigen) skulle i poolen.

Det blev vi naturligvis godt irriterede over, men det var intet i forhold til vores nabo, som brokkede sig meget højlydt – og muligvis også truede med mere håndfaste metoder. I hvert fald blev resultatet, at politiet mødte op og bankede på hans dør. Mere skete der vist ikke – men det betød, at vi først sov klokken to.

Vi var da heller ikke meget værd, da vores vækkeur ringede klokken otte i morges. Men hvis vi skulle nå hele ”Kennedy Space Center”, var der ingen vej udenom at stå op.

Det er fra ”Kennedy Space Center” at de fleste af USA’s rumfærger bliver sendt op – samtidig med, at de også har lavet det til en form for forlystelsespark.

Første stop, efter et meget grundigt sikkerhedscheck, var en halv times foredrag med en tidligere astronaut. Det var ganske interessant med bl.a. et noget kontroversielt statement om, at den globale opvarmning ikke er det store problem (hvilket han personligt havde set fra rummet) – lige vand på Bjørn Lomborgs mølle.

Det blev dog lidt komisk, da han fik det obligatoriske spørgsmål, om hvilket råd han ville give børn, som drømte om at blive astronauter. Svaret var, at først og fremmeste skulle de gøre noget ved deres drømme, for intet er umuligt (og det blev ikke sidste gang, vi hørte den sætning i dag). Men det vigtigste var, at de ikke begyndte at tage stoffer – og en ven vil aldrig tilbyde én stoffer (underforstået så er han ikke ens ven). Hvad rumfart og stoffer lige har med hinanden at gøre (eller nærmere ikke at gøre), havde vi som danskere nok lidt svært ved at se.

Efter foredraget stillede vi os i kø til den bus, der tager én rundt i området. Selvom der ikke var mange mennesker, tog det ret lang tid at komme med.

I det hele taget er det tydeligt, at stedet måske gerne vil være en forlystelsespark i stil med Disneyland – men ikke er det. Tingene kører bare ikke så smurt her – men til gengæld er det heller ikke helt så opskruet.

Første stop på turen var ”LC-39 Observation Gantry”, hvorfra man kunne se de forskellige opsendelsestårne i området. På vejen dertil kørte vi bl.a. forbi bygningen, hvor rumfærgen bliver samlet. Dette er af gode grunde en kæmpe bygning, og eftersigende skulle de være muligt at få Frihedsgudinden ind gennem de kæmpe døre (der i øvrigt tager 45 minutter at åbne).

At det i det hele taget er en kæmpe virksomhed fortæller antallet af medarbejdere – der er i alt 14.000 ansatte (foruden alle underleverandørerne). Vejene rundt i området ligner da også alle de andre, normale veje i USA – inkl. skiltning og lyskryds. Eneste forskel er, at der ikke er adgang for ”almindelige” mennesker.

Efter at have kigget lidt der, måtte vi endnu engang stille os i kø for at vente på bussen. Næste stop var ”Apollo/Saturn V Center”, hvor vi så et show om den første flyvning til månen.

Man kan sige meget om amerikanerne, men de forstår at stable et show på benene med den helt rette mængde ”følelsesporno”. Det blev dog lidt for meget, da man til sidst så en flok børn (naturligvis i den helt rette, politisk korrekte blanding af drenge/piger, sorte/hvide osv.), som alle ville være astronauter. Og det kunne de da også sagtens, hvis de bare troede på sig selv og bl.a. bl.a. bl.a.

Efter et besøg i den store udstillingshal, hvor man for alvor kunne se, hvor store de tidligere raketter havde været, tog vi bussen mod sidste stop – ”International Space Station Center”.

Det kunne vi nu godt have undværet, for efter endnu en ”tro på dig selv”-film, kunne man se nogle moduler fra rumstationen – hvilket ikke var så spændende, som det måske lyder.

Tilbage igen ved centret kiggede vi lidt på de forskellige udstillinger (bl.a. en model af den nuværende rumfærge), inden vi ville tage en IMAX-forestilling (som man kender fra Planetariet). Men der var allerede fyldt op – hvordan det så er, når der er mange i parken, er ikke svært at forestille sig. Endnu et bevis på, at de ikke er gearet til at være forlystelsespark med mange mennesker.

Men alt i alt var det en ok oplevelse, som vi da var glade for at have oplevet. Specielt er det skægt at have været der, næste gang man ser en opsendelse i tv.

Fra parken var der godt en times kørsel til ”Radisson Resort” i Kissimmee (det hedder byen altså) tæt ved Orlando, som vi havde bestilt på forhånd. Vi havde endda skrevet en kørselsvejledning ned, men det var ikke helt nemt alligevel. Resultatet blev da også, at vi kørte for langt og nær var røget på motorvejen igen (uden mulighed for at vende om foreløbigt). Til sidst fandt vi dog hotellet og fik et glimrende værelse (specielt til prisen).

Aftensmaden blev endnu engang pizza (da det var den eneste ordentlige spise på hotellet). Denne gang var det dog den rigtige ”Pizza Hut”. Men hvorfor de skal putte så meget ost på pizzaen (og ikke mindst hvordan det kan lade sig gøre at putte endnu mere på en pizza med ekstra ost) – det fatter vi ikke helt.

Nu vil vi så prøve at få en god nattesøvn – men det kan måske blive lidt svært, for også her på hotellet er der fyldt med unge mennesker (vist nok en eller anden form for sportsfolk). Og en del af dem har valgt at slå sig ned på gangen næsten lige udenfor vores værelse. Hvor kunne vi dog bare godt tænkte os lidt fred og ro uden støj fra hverken trafik eller folk.

I morgen regner vi med at skulle i ”Seaworld” – noget vi glæder os meget til. Og den sidste dag tilbringer vi sandsynligvis ved poolen, hvis vejret ellers er til det.