Intelligente dyr

Lad det være sagt med det samme – ”Seaworld” i Orlando er et fantastisk sted. Det er en forlystelsespark med lidt af det hele: nogle vilde rutsjebaner, nogle fantastiske shows og en masse spændende dyr.

For at få den fulde oplevelse krævede det en god nats søvn – og for tredje nat i træk var det lidt af et problem. Af en eller anden grund skulle de unge sidde på gangen og ikke på værelset.

Til sidst blev det for meget for Marianne, som bad dem om at dæmpe sig. De var (måske mod forventning) meget forstående og dæmpede da også samtalen – men blev alligevel på gangen. Så længe de snakkede sammen, var det ikke noget problem, men så ringede en mobiltelefon lige, og derefter var man lysvågen igen. Heldigvis smuttede de ind på værelserne klokken halv tolv, så vi fik sovet ok.

I morges kørte vi så de godt 15 kilometer til ”Seaworld”, hvor man heldigvis allerede på parkeringspladsen kunne se, at de var lavsæson. Vi kom stort set til at holde lige ved indgangen.

Første stop var lidt morgenmad, og da det var klaret, ville vi se et delfinshow – men da vi kom fem minutter før, var alt optaget. Så fik vi da lært på den hårde måde at komme i god tid.

I stedet gik vi i gang med de kørende forlystelser. Første stop var rutsjebanen ”Kraken”, som vi havde læst meget godt om. Da der stort set ingen kø var, var det der tog længst tid at gå igennem alle båsene, hvor folk normalt venter i halve og hele timer.

På vejen var der noget lys, der blinkede og en stemme som sagde, at alle skulle gå mod udgangen. Men det regnede vi med var en del af oplevelsen (selvom vi godt nok undrede os), for der var ingen andre, som kom imod os og ingen guider, som gav nogle beskeder.

Det viste sig dog, at rutsjebanen var gået i stykker, og alle blev derfor sendt ud af forlystelsen. Vores største frygt var, at den ikke kom til at køre mere. Med vores held (eller mangel på samme), ville det være oplagt.

I stedet prøvede vi ”Journey to Atlantis” – en vandrutsjebane med ”vådgaranti”. Det var nu heldigvis ikke så slemt, og med det gode vejr, tørrede vores tøj hurtigt.

I mellemtiden var folk begyndt at stille sig i kø til ”Kraken” igen, og alt tydede på, at den snart ville køre – hvilket også viste sig at være rigtigt.

Og det var en super oplevelse. Vi har efterhånden prøvet en del rutsjebaner (bl.a. i Las Vegas), men denne var det ultimative. Første og fremmest var den vild, men turen var også ret lang. Så til sidst var man helt forpustet af alle påvirkningerne. Da der stadig ikke var nogen kø af betydning, prøvede vi den lige igen – men denne gang var oplevelsen ikke helt så stor.

Efter disse ture, ville vi se et spækhuggershow. Belært af erfaring kom vi næsten en halv time før – men allerede der var der næsten fyldt op på det store stadion, der kan indeholde 6.500 mennesker. Vi fik dog nogle gode pladser til den store oplevelse.

Inden showet kom i gang, skulle vi lige have lidt for de patriotiske amerikanere. Nuværende eller tidligere militærfolk fra USA eller de allierede lande blev bedt om at rejse sig op – hvorefter alle klappede.

Ingen tvivl om, at alle bør have stor respekt for folk, som sætter livet på spil i en krig – hvad enten man så mener at krigen er rigtig eller forkert. Men hvad den slags politiske manifestationer (hvor også Bush’s navn blev nævnt) laver til et spækhuggershow i en forlystelsespark – det er svært at se.

Men efter endnu et ”It’s never to late to have a dream” – med nogle børn, som alle ville arbejde med dyr, kom showet i gang (der i øvrigt hedder ”Belive”). Og det var imponerende.

Spækhuggere er ikke ligefrem helt små dyr, men alligevel kunne de lave de mest fantastiske kunstner sammen med deres trænere. At se træneren blive skubbet på spækhuggerens næse gennem vandet for til sidst at blive kastet højt op i luften mens spækhuggeren slår en saltomortale i luften – det er ubeskriveligt, og næsten gåsehudsfremkaldende.

På vejen ud af stadion så vi dog den største spækhugger af dem alle. Desværre havde han to ben og to arme – og var et menneske. Vi har set mange kæmpe mennesker her i USA, så der skal efterhånden meget til at overraske os. Men hans lige har man ellers kun set i en voksudgave på ”Belive it or not”-museet. Utroligt at det kan gå så galt.

Når vi nu var i gang med shows, valgte vi endnu et – det vi ikke kunne komme ind til tidligere på dagen. Denne gang var vi der i god tid og fik nogle fine pladser.

Showet var med delfiner, fugle og mennesker – og det mest fantastiske var timingen som også dyrene havde. Det blev tydeligst understreget i det øjeblik, hvor et musikstykke sluttede – og fyrværkeri eller lignende normalt bliver skudt af. Her var det i stedet tre delfiner, som synkront sprang op af vandet, mens vel godt ti papegøjer fløj ind over folk – lige præcis på sluttonen. Hvis man på forhånd var i tvivl om delfiner og spækhuggeres intelligens, var man det ikke mere efter de to show, vi havde set.

Derefter gik vi lidt rundt og så alle de andre dyr – sæler, søløver, hajer, fisk, pingviner, rokker osv. Vi var også på en flyvetur til Antarktis i ”Wild Artic” og sidst men ikke mindst så vi søkøer, som vi jo havde snorklet med i Belize.

Inden parken lukkede, kunne vi lige nå en sidste tur i ”Kraken” – og denne gang tog vi os den nødvendige tid til at få plads i de forreste sæder. Det kom vi ikke til at fortryde, for det var en endnu vildere oplevelse at kunne kigge direkte ned i jorden (hhv. op på himlen, når vi vendte på hovedet). Så selv op det var den tredje tur, var det også den sjoveste.

Efter turen var klokken blevet seks, og det var lukketid. Men på det tidspunkt havde vi også opholdt os i parken i otte timer, så vi var efterhånden klar til at tage hjem.

På vejen ud glædede vi os endnu engang over de få gæster. Helt usædvanligt var der ingen trafikpropper, så vi kom hurtigt af sted. For at skabe lidt (unødig) spænding, valgte vi at køre en anden vej hjem – og vi fik da også kørt forkert. Men efterhånden er vi åbenbart blevet gode til at redde situationen, for vi fandt hurtigt tilbage.

Inden vi tog helt tilbage til hotellet, skulle vi lige spise. Vi havde egentlig planlagt thaimad, men det blev i stedet japansk – og en noget anderledes oplevelse.

Ingen af os har før været på en japansk restaurant, men inden vi fik set os om, sad vi ved et ”bord” sammen med en anden familie. I midten var der en kæmpe stegeplade og i loftet en emhætte, så det var ikke svært at regne ud, at vores mad skulle tilberedes ved bordet.

Og det blev den af en kok, som samtidig opførte det helt store show med jonglering af køkkengrej og madvarer – til specielt familiens to børns store fornøjelse. Selve maden var også god, selvom man godt kan blive en smule træt af stegte ris og nudler.

Herefter var det bare tilbage til hotellet – med et stille håb om, at de larmende unge var taget videre. Det var de desværre ikke (eller også var deres værelse overtaget af nogle andre, som var lige så larmende), hvilket vi kunne høre igennem deres og vores lukkede dør. Specielt to piger lød som om de var med i et afsnit ”Jerry Springer”. Hvorfor kan visse amerikanere bare ikke snakke helt almindeligt?

Lige nu er der dog fred og ro, så vi håber på en god nattesøvn. I morgen planlægger vi lidt afslapning ved hotellets store pools og måske også nogle sidste indkøb – lidt afhængigt af vejret. Og i overmorgen er det så tilbage til Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.