En transportdag

Vi undrer os nogle gange på denne tur over, at amerikanerne er så langt fremme på mange områder, når de samtidig foretager sig ting, som får selv molboer til at ryste på hovedet.

Det første eksempel er deres trafikkultur (eller mangel på samme), som vi bl.a. oplevede på vores lange køretur i dag. I Danmark holder man mod højre, hvis man ikke kører så hurtigt. Men sådan er det ikke her.

En typisk situation på en fem-sporet motorvej er da også, at der i inderste spor (dvs. det der burde være hurtigst) kører en ældre herre med blød hat og masser af tid. På siden af ham i de to yderste spor ligger der nogle kæmpe lastbiler og kører om kap, mens resten af trafikken forsøger at komme frem i spor 3 og 4. Sidst men ikke mindst zigzag’er nogle enkelte biler ind og ud mellem de andre med stor dødsforagt. Utroligt at der ikke sker flere uheld.

Køreturen har nu bragt os til byen ”Cocoa” tæt på ”Kennedy Space Center” og ”Cape Canaveral”, som vi har planlagt at besøge i morgen. Vi har fundet det glimrende motel ”Days Inn”, hvor vi har fået et værelse til 50 dollars. Priserne er tydeligvis faldet her efter nytår.

Da vi var fremme allerede ved to-tiden, skulle der ske noget, så vi valgte at køre til det nærliggende ”Ron Jon Surf Shop” – efter sigende verdens største surf-butik med to millioner besøgende om året. I brochuren blev der da også både reklameret med vandfald og glaselevator(!).

Men vi var nu ikke specielt imponerede. Det såkaldte vandfald var vel godt en meter højt, og en glaselevator (der i øvrigt bare kørte mellem stuen og første sal) har man ligesom også set før. Da udvalget af tøj samtidig var noget discount-agtigt, var det lidt af en turistfælde. Men ja, det var da et ret stort sted.

På vejen tilbage stoppede vi op ved ”Wal-Mart”, som vi forbinder med et kæmpe supermarked – men det var nu noget mindre Bilka. Så hylder med flere hundrede forskellige typer ketchup har vi stadig til gode at se. Jeg talte dog 11 forskellige typer Coca-Cola (det helt store er kirsebærsmag).

I supermarkedet blev vi vidne til et andet grotesk, amerikansk påfund. I USA har de ikke de samme pensionsordninger, hvilket betyder at mange ældre stadig arbejder til langt over efterlønsalderen. Det går nogle gange lidt langsomt, men det er sådan set helt ok.

Her skulle manden dog ikke nøjes med at scanne varer – han skulle også putte i poser. Og poserne var vel kun en tredjedel af dem, man får i danske supermarkeder. Det blev der så rådet bod på, ved at de hang på en karrusel med plads til seks styk. Afhængig af varetypen, blev karrusellen drejet og varen lagt i en passende pose (så de tunge øl f.eks. ikke masser tomaterne).

Når ham foran så samtidig havde købt halvdelen af butikken (bl.a. 12 frysepizzaer), så måtte det tage noget tid. Og når kunden så ikke havde penge nok (og åbenbart heller ikke havde noget kreditkort), så nogle varer skulle findes på den halve meter lange bon og føres tilbage, så tog det endnu længere tid. Da alt dette var overstået, skulle alle dollarssedlerne (og dem var der en del af) tælles flere gange og til sidste vendes, så de pegede samme vej i kasseapparatet. Se det kan man kalde ventetid (og ikke mindst spildtid).

Det mest utrolige var dog, at ingen i køen virkede som om, at de syntes, det gik for langsomt. Det er lidt tankevækkende, at de kan have et så tåbeligt system og samtidig sende folk til månen (hvilket vi jo skal se beviser på i morgen).

Ved siden af vores motel, ligger der et ”Pizza Hut” – troede vi. Skiltet var der udenfor, men da vi spurgte indenfor, var det kun ”en slags Pizza Hut”. Sandheden var, at det ikke mere var et Pizza Hut – de (mis)brugte bare stadig skiltet. Men pizzaen var såmænd udmærket, og det var hyggeligt at spise den på sengen.

I morgen skal vi så kigge på rumfart, inden vi kører de sidste kilometer mod Orlando, hvor vi skal opholde os resten af tiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.