En helt anden verden

Efter nogle dage ved vandfaldet Foz do Iguazu på hhv. den argentinske og den brasilianske side, har vi nu bevæget os over grænsen til Paraguay – og på mange måder også til en helt ny verden.

Sidste aften i Brasilien brugte vi på en ”spis hvad du kan” restaurant. Faktisk var det lidt af en tilfældighed. Mens vi gik rundt for at lede efter et sted at spise, kom en fyr hen med en af de sædvanlige ”flyers” med restauranttilbud. Samtidig ville han også vise os derhen, og han var så insisterende, at det var tydeligt, at han ville få noget ud af det. Vi ville helst gå for os selv, og til sidst fik vi også afvist ham. Han sluttede af med at bede om nogle penge til at købe lidt mad for og fik resten af vores mønter.

Men da vi havde gået et stykke, fik vi faktisk lidt ondt af ham, så efter lidt søgen, lykkedes det os at finde ham igen. Han snakkede rigtig godt engelsk og havde boet tre år i Norwich, så man kan undre sig, hvordan det kan gå så galt, at han bliver nødt til at tigge om penge til mad. En mand med engelskkundskaber burde have muligheder for et job i turistbranchen. Han var både velvelplejet og veltalende, så vores eneste gæt er, at han måske har en plettet straffeattest.

Ved at vise et hold gæster til restauranten samt dele fem ”flyers” ud, kunne han få et gratis måltid mad. Så det var jo et beskedent offer for os, at lade ham vise vej samt tage imod en ”flyer”.

Stedet var ikke det mest hyggelige, men deres buffetkoncept var helt i orden. Der var en stor salatbar (noget specielt Marianne satte pris på), og så kom tjenerne ellers rundt til bordene med forskellige slags kød (noget jeg satte meget pris på). Resultatet var, at man fik spist ret meget. Det er jo svært at sige nej, når de (igen) pludselig står med et spyd med lækkert oksekød på.

I går morges forlod vi vores rare hotel, hvor den venlige receptionist ringede efter en taxa. Belært af erfaring har vi fundet ud af, at det godt kan betale sig at ofre lidt ekstra, når man skal krydse en grænse. I stedet for at skulle ud af en bus, have sine stempler og vente på en ny, klarer man formaliteterne mens taxaen venter.

Også denne gang var det en god idé. Grænsen mellem Brasilien og Paraguay er meget hektisk – specielt fordi brasilianerne kan købe toldfri elektronik i Paraguay, hvilket betyder et mylder af biler, fodgængere og motorcykler over grænsen. En anden fordel ved taxa i forhold til bus var, at vi kom direkte til busstationen. Med bus skulle vi alligevel have været med taxa fra lokalbusstationen til busstationen for langtursbusser.

Da vi kom til busstationen så vi vist lidt hjælpeløse ud, hvilket hurtigt fik et par personer til at vise os vej over til bussen, som kørte ti minutter efter. Vi havde ikke fået vekslet penge eller noget, men efter lidt sprogproblemer lykkedes det os at konstatere, at man kunne betale med brasiliansk valuta.

Da vi lige havde sat os, kom en mand ind, som straks begyndte at tale til os. For første gang på turen ærgrede det os meget, at vi ikke kan noget spansk. Det var helt tydeligt, at han havde masser af interessante ting at fortælle, men desværre forstod vi ikke særlig meget af det. Men med diverse fagter lykkedes det os at finde ud af, at han (vist nok) spillede fodbold, havde sure tæer og var meget svedt af at bære tunge ting.

Selve bussen var udmærket, selvom den hoppede ret meget, indtil den kom op i fart. Musikvalget var også ret alternativt med tyskinspireret popmusik, klavermusik, opera og sågar Chris de Burgh (ham med ”Lady in Red”). Og da der også var en dreng, som havde fået en legetøjmobil med alverdens lyde, var der noget af en larm. Men alt det blev (heldigvis) overdøvet af lyden fra de åbne vinduer, når vi kørte.

Vi havde været bange for ikke at have vand nok til turen, men det var nu ikke noget problem. Hver gang bussen stoppede, blev der fyldt med sælgere både udenfor og indenfor, som udover drikkevarer også solgte solbriller, radioer, undertøj, grillpølser på spyd, tennissokker, pokemon tandbørster og bøjelige blyanter (inklusiv en demonstration foran i bussen i stil med sikkerhedsdemonstrationerne i fly).

På turen kunne vi også konstatere, at naturen er meget anderledes her end i f.eks. Brasilien. Visse steder minder den om Danmarks med flade marker, nåletræer og masser af majs. Den skiller sig dog væsentlig ud på den røde jord. Sjovt nok er mange af husene også røde. Om det skyldes farvning fra jorden eller et forsøg på at usynliggøre dette, er ikke helt sikkert.

Mange i Paraguay drikker en form for kold, grøn te, som de suger med et specielt instrument. Dette er nærmest et stålsugerør med filter, formet som en ske for enden, så det både kan bruges til at suge og røre med. Og da vi havde budt nogle kiks rundt (det kan altid betale sig at gøre sig gode venner med medpassagererne), blev vi også budt på teen. Det smager faktisk bedre, end det ser ud.

Den snakkende mand havde sagt tre timer, guidebogen sagde fire, men det tog fem en halv time før vi endelig var fremme. På forhånd havde vi kig på et hotel lige ved busstationen, men da vi ville ind, var lågen låst. De holdt åbenbart siesta. Der var dog en dreng som så os og råbte til sin kinesiske bedstefar i restauranten ved siden af (som åbenbart var tilknyttet), at ”der var kunder i butikken” – men han reagerede slet ikke. Først efter drengen havde råbt flere gange, signalerede han, at han havde hørt det – men at det åbenbart også ”ragede ham en høstblomst”. Så da vi havde kigget os lidt omkring uden at finde andre mennesker, besluttede vi os for at gå et andet sted hen.

Vi fik et glimrende værelse (der dog lugter lidt af indelukket sommerhus) lige i nærheden til en billig pris. I det hele taget er der meget billigt her i Paraguay. En klase bananer koster en krone, og da vi købte forsyninger, skulle vi kun af med omkring 27 kroner for to vand, to mineralvand, to colaer, to øl, 200 gram fyldt chokolade, en rulle Mariekiks og fire pakker papirslommetørklæder. Så efter nogle dyre dage i Brasilien, kan vi nok indhente lidt her.

Encarnación, som byen hedder, er også en grænseby, hvilket tydelig ses på butikkerne. Her er alt hvad man kan ønske sig af nyt elektronik – noget som mange paraguayer (som visse steder stadig kører i æseltrukne vogne) nok ikke kommer i nærheden af økonomisk. I stedet er der argentinerne på den anden side af floden, som forsyner sig. Denne form for grænsehandel giver en spøjs varesammensætning i butikkerne. At se kameraer, fiskestænger og sågar skydevåben blandet sammen i én butik er ikke usædvanlig. En pistol kan i øvrigt købes for mellem 450 og 1000 US dollars, men man skal af med helt op til 1600 US dollars for et gevær. For os som højst har set et jagtgevær i en butik, er det usædvanligt pludselig at stå over for et udstillingsvindue med pistoler, geværer, pumpguns og hvad det ellers hedder.

Det er tydeligt, at der ikke kommer mange vestlige turister til landet. Faktisk føler vi os som om, vi er de eneste. Endnu har vi ikke set andre, som skiller sig ud fra mængden af sydamerikanere. At vi er lidt af et særsyn, fik vi også bevis for, da en lille dreng pludselig hev sine forældre i ærmerne og tydeligt pegede på os. Det var åbenbart ikke noget, han så hver dag.

Her til morgen gik vi over på restauranten med den sure, gamle kineser – og han var ikke blevet i bedre humør siden i går. Men vi fik da bestilt hhv. stegte nudler og stegte ris – så det var næsten som at være tilbage i Sydøst Asien igen. Og prisen kunne man ikke klage over – 13 kroner inklusiv to vand.

Efter morgenmaden lykkedes det os endelig at få sendt en pakke på det lokale posthus, selvom det ikke var helt nemt på grund af sprogbarriererne. Da det samtidig krævede udfyldelse af en masse papirer og en omhyggelig indpakning, gik der en halv times tid. Men de var søde og hjælpsomme, så den skal nok komme sikkert hjem.

På vejen tilbage købte Marianne to poser, der (vist nok) er te. Det særlige ved dem er, at de (vist nok) hjælper mod hhv. hovedpine og stress. Vi viste ikke helt, hvad de skulle koste, så damen fik 5000 af den lokale valuta (hvilket er 4,50 krone), men det var åbenbart for meget, så vi fik 2000 igen. Det er rart at opleve, at de ikke bare tager pengene, vender sig om og griner af ”de dumme turister”.

Efter det praktiske var klaret, gjorde vi klar til at tage mod Trinidad og Jesus (ja, det hedder byerne faktisk). Her ligger resterne af to Jesuit-bebyggelser. Det har ikke været så nemt at finde noget om Jesuitterne i vores guidebog, så det må vi læse mere om når vi kommer hjem, men under alle omstændigheder har de efterladt nogle ruiner i nærheden af byen til eftertiden.

Vi havde besluttet os for at tage en taxa, men da vi hørte prisen, kunne en bus lige pludselig også komme på tale. Så vi gik over mod bussen, hvilket resulterede i, at en anden chauffør kom løbende mod os. Nu var prisen pludselig faldet med 50 %, så den endte på 90 kroner for at køre os frem og tilbage (samt ventetid). Samlet en tur på små 100 kilometer.

De to steder er blevet erklæret bevaringsværdige af UNESCO (på samme måde som f.eks. Kronborg og Roskilde Domkirke). Derfor var det også mærkeligt at kunne konstatere, at vi var helt alene ved den første ruin i Trinidad. De fleste andre steder med den klassificering, ville der have holdt flere turistbusser med japanske turister. Men det viser endnu engang bare det, at der stort set ingen turister (andet end andre fra Sydamerika) er her i Paraguay.

Da vi kom ud af ruinen, kom der to unge souvenirsælgere springende – sandsynligvis brødre. Og da vi sikkert ville blive de eneste mulige kunder den dag, ville vi ikke være andet bekendt end at købe en souvenir. Heldigvis havde de også noget, vi kunne lide – så vi drog af sted med et Jesuittårn i sandsten til 5,50 krone.

Næste stop var byen Jesus – 12 kilometer af en lang, rødstøvet vej, afsluttende med et vejarbejde, der krævede noget omkørsel. Også her var der meget stille og ingen mennesker bortset fra et par lokale, som sad i skyggen og snakkede. Bagefter var der så igen 12 kilometer tilbage til hovedvejen, hvor bilen rystede så meget, at vi måtte holde fast på vinduerne, så de ikke faldt ud.

Når man har set Bagan i Burma og Angkor Wat i Cambodia, skal der efterhånden noget til at imponere én – og det kunne disse ruiner ikke helt. Men bare det at opleve stilheden, var det hele værd. Det er første gang på hele vores tur, at der hverken har været larm fra biler, hunde, børn eller andre turister på vores rejse. Det var virkelig befriende. Og entreen kan vi heller ikke klage over. Begge steder kostede det to kroner pr. person. Det er vist det billigste sted (som ikke var gratis), vi endnu har besøgt.

Da vi kom tilbage til byen, prøvede chaufføren med det ynkelige trick at se lidende ud, men han sagde noget på spansk, der helt sikkert betød, at turen havde været for billig. Personligt forstår vi ikke helt, at han vil nedværdige sig sådan. Det vi betalte ham, gjorde at han tjente en rigtig god løn i dag. Det er trods alt de færreste dage, at han får sådan nogle lange ture. Og så alligevel prøver han at få flere penge. Men det kunne han nu godt glemme alt om.

Tilbage på hotellet kunne vi konstatere, at vi tilsyneladende var blevet godt solbrændte. Men da vi samtidig også kunne se, at vi var blevet rødhårede, måtte vi desværre indse, at vi bare var blevet dækket af rødt støv.

Resten af dagen vil vi slappe lidt af. I morgen tager vi igen over grænsen til Argentina, hvor vi satser på at komme med en bus til Buenos Aires – en tur på 14 timer, der heldigvis foregår i gode busser.

Til slut en bemærkning om vejret – noget som fyldte meget i starten af vores rejse, men som vi ikke har skrevet om længe. Dette skyldes udelukkende at det er godt. Solen skinner mere eller mindre fra en skyfri himmel hver dag, og det sidste regn vi oplevede, var nogle enkelte byger i Rio. Så nu krydser vi bare fingre for, at det bliver ved sådan.