I et fuglebur

Dagen i går var sat af til afslapning og praktiske gøremål, men det var nu ikke det hele, der gik som planlagt.

Vi havde samlet en del ting, vi ville have sendt hjem og vi havde også fundet posthuset på et kort. Men på vejen slog det os, at det jo faktisk var søndag (noget man ikke er så bevist om, når man er ude at rejse), og selv her i ”de varme lande” er der altså ikke åbent på posthuset en søndag. Så vi må slæbe videre på vores overflødige bagage lidt endnu.

Efterhånden trængte vi også ret kraftigt til at få vasket vores tøj, så vi havde efterladt to store poser til hotellets vaskeservice om morgenen – med lovning på at det ville være færdigt i løbet af eftermiddagen. Men da vi kom tilbage ved firetiden, stod de to poser stadig urørt i receptionen – og de kunne desværre ikke sige andet end at vaskeriet nu var lukket. Så vi måtte atter hanke op i vores snavsetøj.

Egentlig havde vi planlagt at blive på hotellet endnu en nat, men da vi spurgte om det var muligt, kunne manden i receptionen ikke svare. Vi måtte komme igen næste morgen – hvilket betød, at vi ikke kunne vide, om vi skulle pakke eller ej. Efter den oplevelse samt den manglende vask af vasketøj, lavede vi om på vores planer og besluttede os for at tage til Brasilienssiden i dag.

I går aftes bestilte vi (igen) oksebøf på en restaurant, og selvom vi ikke troede det var muligt, viste den sig faktisk at være endnu større end dem, vi tidligere havde fået. Som om det ikke var nok med én, stor bøf, fik vi to. Til sammen var der nok kød for 150 kroner i danske supermarkedspriser. Og hernede koster det 30 kroner på en restaurant. Utroligt.

I morges forlod vi vores hotel, som vi faktisk var blevet enige om, ikke var så fantastisk. Værelserne var sådan set fine nok (bortset fra at der var utrolig lydt), men detaljerne på hotellet manglede. Ved poolen var der kun et par liggestole og ikke mange flere almindelige stole, så hver dag var der folk, som hverken kunne sidde eller ligge. Men værst af alt, så var personalet ikke særlig gæstfrie.

Derfor var det også dejligt at opleve den modtagelse vi fik på vores nye hotel. Her blev vi mødt med et ”Welcome – can I help you”. Alene det, at de snakker engelsk, er en befrielse. Og da vi lidt senere ville tage imod vandfaldene, fik vi et mindre foredrag om busserne, priser, tidspunkter osv. En helt anden holdning en på vores forrige hotel.

Vi kom af sted med bussen – efter nogle mindre problemer med at finde det rigtige stoppested. Heldigvis var der en betjent, som rent faktisk kom løbende efter os, for at vise vej. Det er den slags små oplevelser, der giver et positivt indtryk af stedet (og landet). Hvis vi ikke havde haft andre oplevelser, ville vores opfattelse jo være, at brasilianerne er nogle søde og hjælpsomme mennesker – mens argentinerne er sure og uimødekommende. Heldigvis har vi haft andre oplevelser, der giver et lidt mere nuanceret billede.

På hotellet anbefalede de en fuglepark, der har det specielle, at man går rundt inde i burene, så man kan komme helt tæt på fuglene. Receptionisten havde angivet prisen i US-dollars, hvilket undrede os lidt, da det ellers ikke er noget man gør. Men det viste sig, at prisskiltet også var i dollars derude. Og da vi betalte i den lokale valuta (kaldet Real), gav de en meget dårlig kurs. Rent underligt at det ikke kan svare sig at betale med lokale penge.

Men parken var en god oplevelse. Vi så masser af fugle helt tæt på – bl.a. tukaner og papegøjer (samt nogle andre, mere ukendte arter). På et tidspunkt kom en papegøje så tæt på, at den kravlede op på min rygsæk og begyndte at bide i stropperne. Ret sjovt, selvom jeg dog efterhånden blev lidt nervøs for at den skulle bide dem i stykker.

Efter fugleparken var det tid til at se vandfaldene for sidste gang – denne gang på den brasilianske side. Vi var blevet advaret om, at det måske ville være lidt skuffende, og ganske rigtigt. Det var helt sikkert også flot her – man kunne se flere vandfald på en gang, men da afstanden derved også var større, var det svære at fornemme de store kræfter. Alligevel er vi glade for, at vi så der fra begge sidder. Ellers skulle vi have gået og spekuleret på, om vi var gået glip af noget.

Da vi kom tilbage til hotellet, hoppede vi i poolen. Eller pool er måske så meget sagt. Den virker ikke meget større end et badekar, men det betyder nu ikke så meget, så længe man kan få sig en forfriskende dukkert.

Den bedste oplevelse var dog bagefter. Da vi ankom til hotellet, afleverede vi vores tøj til vask, og nu har vi lige fået det tilbage. Selvom det er svært at forestille sig, når man normalt bare smider tøjet i vaskemaskinen, så var det en hel befrielse igen at have en stor stak rent tøj.

I morgen tager vi videre over grænsen til Paraguay, hvor vi satser på at fange en ny bus, der skal bringe os videre til en ny by. Her skal man ifølge guidebogen kunne se ruinerne af nogle Jesuit-bebyggelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *