Våd, vådere, vandfald

Hvis man vil være våd, går man ud i en dansk sommerregn. Hvis man vil være vådere, vælgere man en gang troperegn i Rio. Men hvis man vil være rigtig våd, sætter man sig ned i en båd og sejler ind under et vandfald.

Vi startede morgenen i går med det dårligste morgenmåltid, vi endnu har fået (og forhåbentlig også et af de dårligste, vi kommer til at opleve). Flutet var sådan set udmærket – der var bare ikke noget at putte på. Ikke engang så meget som en smule syltetøj. Så hotellets morgenmad gider vi nok ikke spise igen.

Vi havde besluttet os for at tage lokalbussen til vandfaldene i stedet for en taxa, så vi kunne spare lidt penge. Derfor stillede vi os ved stoppesteder og ventede – og ventede. Endelig kom bussen, men den var allerede propfyldt. Så da der kom en taxa lige bagefter, var beslutningen ikke så svær. Godt nok var den noget dyrere, men vi var ved vandfaldene på den halve tid (og endnu hurtigere, hvis vi havde taget den beslutning fra starten).

Da vi kom ud i parken, viste det sig, at der kun var ti minutter til den tur, vi havde købt dagen før, afgik. Første del var en tur på ladet af en lastbil med en meget energisk guide, som fortalte om det vi så (sådan lidt i stil med havnerundfarten i København). Det var ikke noget særligt, men vi fik da nogle udmærkede oplysninger – bl.a. at det hed en næsebjørn, det dyr vi havde set dagen før.

Næste del var en tur op ad floden. Her havde vi fået at vide, at det kom til at gå stærk, så vi skulle holde på ”hat og briller” (i bogstaveligste forstand). Alligevel var der én, som ikke forstod det, så det kostede ham lige hans kasket – og ”naturligvis” var han japaner.

Sidste del af sejladsen var også højdepunktet – turen hen til og under vandfaldene. Først sejlede vi hen et stykke fra dem, hvor vi kunne tage billeder (bl.a. skulle alle jo have det obligatoriske med dem selv i forgrunden og vandfaldene i baggrunden). Derefter sejlede vi op mod strømmen og hen i nærheden af vandfaldene, hvilket gjorde os godt våde. Og som om det ikke var nok, så sluttede turen med at vi sejlede ind under et af dem. Det tog vel maksimum fem sekunder, men det var nok til at gøre én gennemblødt. Kamera osv. var pakket i vandtætte poser, men alt hvad man havde i lommerne (som f.eks. penge) var gennemblødt. Vi var jo forberedt, men vi havde alligevel nok ikke forestillet os, at vi kunne blive så våde.

Mens vi står og venter på en båd, der skal sejle os over på en lille ø, hører vi pludselig et ”hvad satan”. Da vi kigger, viser det sig at være ham danskeren, vi mødte på Ilha Grande. Godt nok havde vi mailet lidt med ham, fordi vi vidste, at han også skulle hertil, men det havde ikke set ud til vores planer kunne passe sammen. Og så pludselig stod han der midt i parken. Resten af dagen fulgtes vi ad.

Efter en tur rundt på øen og en efterhånden tiltrængt frokost, tog vi den lille togbane ud til vandfaldet ”Devil’s Throat”. Fra stationen, hvor toget stoppede, og derud, var der ti minutters gang igennem noget helt andet landskab. Her var der brede floder, der flød langsomt af sted, for derefter at forvandle sig til frådende vandfald få meter længere henne. Meget fascinerende.

Men det var nu ikke noget i forhold til det syn, der mødte os, da vi kom til ”Devil’s Throat”. Vi havde efterhånden set mange vandfald, men dette her slog alligevel de andre. Her samlede alt vandet sig fra de omkringliggende floder, for derefter at vælte ned i en kæmpemæssig kløft med en ubeskrivelig voldsomhed. Imens stod man få meter derfra og kunne fornemme, hvilke kræfter, naturen besidder.

På vejen tilbage til toget, så vi pludselig en tukan i én af trætoppene, og da den lettede, fulgte flere efter. Det er nu fascinerende at se fugle, man ellers kun kender fra Zoologisk Have (og fra navnet på en is).

Efter et kort stop på hotellet, gik vi ud for at spise. Endnu engang fik jeg en oksebøf, der ville have givet de fleste danske restaurantbøffer mindreværdskomplekser. Hernede står den på menukortet som ”fast food” (noget som kokken vist ikke tager helt bogstaveligt) og koster kun omkring 35 kroner. Til gengæld er der heller ikke meget tilbehør, så det ser lidt voldsomt ud, når ens tallerken kun indeholder en kæmpe bøf og en stor portion pommes frites.

Da vi kom tilbage til hotellet, lagde vi os til at læse. Det blev dog lidt besværliggjort af, at vores værelsesnabo havde besluttet sig for at zappe rundt på tv’et med en meget kraftig lydstyrke. Til sidst blev det for meget, så jeg besluttede at vise ham, hvor lydt her er. Derfor tændte jeg for tv’et og skruede helt op – hvilket faktisk var et held, for pludselig så vi billeder fra karnevalets festparade (for de syv bedste placerede skoler) og vi havnede lige midt i den skole, som var vores favorit – så det var jo meget sjovt at gense.

I dag har vi besluttet os for at tage en kombineret slappe/praktisk dag. Så ingen vandfald til os. I stedet vil vi prøve at få vasket lidt tøj, måske sendt nogle ting hjem og ellers slappe af ved poolen.

I morgen er planen foreløbig, at vi tager tilbage til den brasilianske side og ser vandfaldene der (og mon så ikke vi har fået vandfald nok for denne gang), for derefter at krydse ind i Paraguay, hvor vi bliver et par dage.