I dag er det Mariannes fødselsdag – hurra, hurra, hurra

Da vi vågnede i morges, var Marianne pludselig blevet 25 år. Det valgte vi at fejre, ved at forlade vores lidt kedelige hotel og tage mod Argentina – en kort bustur derfra. Her havde vi forhåbning om at finde et hyggeligere hotel og en mere spændende by.

Selve busturen var nem nok, men den blev besværliggjort lidt af, at vi først skulle af ved den brasilianske grænse for at stemple ud og bagefter ved den argentinske for at stemple ind. Ved den første grænse ventede bussen ikke, så der blev vi nød til at tage den næste bus. Men hele turen tog nu ikke så lang tid. Fra vi forlod vores gamle hotel og til vi stod ved vores nye, var der kun gået 1½ time – ikke noget at regne i forhold til mange af de andre ture, man tager.

Efter at have stillet vores bagage og hævet nogle penge, fik vi fat i en taxa til vandfaldet. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forventet, men det hele var sat i system – på en meget amerikansk måde (og det skal forstås positivt). Alle steder var der engelsktalende guider, som kunne hjælpe én. Faktisk meget dejligt, når vi mange andre steder har været vant til, at der ikke blev snakket to ord engelsk. Det bliver spændende at se, om det er noget generelt her i Argentina.

I anledning af Mariannes fødselsdag, havde vi besluttet os for at spise på Hotel Sheratons restaurant, der ligger med udsigt til Brasilien til den ene side, Argentina til den anden og vandfaldet i midten (og en kæmpe buffet lige ovre til højre). Det lyder voldsomt fint, men rent faktisk var buffeten (som vi havde læst om i vores guidebog) meget rimelig i pris (stedet taget i betragtning) – omkring 120 kroner inklusiv et glas koldt, argentinsk hvidvin.

Da vi havde sprunget morgenmaden over, var vi efterhånden også godt sultne. Og klokken var da også blevet næsten et – troede vi. For det var først, da vi fik at vide, at restauranten ikke åbnede før klokken 12, at vi blev klar over, at urene skulle sættes en time tilbage. Så ventetiden blev fordrevet i hotellets bar med cola og fantastisk udsigt.

Men efter lidt ventetid kom vi til. På det tidspunkt var der ikke så mange i restauranten, men pludselig væltede det ind med japanere (de er åbenbart overalt i verden). Én af dem må have haft frygtelig hjemve. I hvert fald fyldte hun en hel tallerken kun med sushi. Heldigvis var vi på det tidspunkt nået til det kæmpe dessertbord (der gav Marianne julelys i øjnene), så vi slap for det værste masen ved buffeten. Af en eller anden grund kommer urinstinktet op i folk, når de selv skal ”fange” deres mad (også selv om det foregår under ordnede forhold med gaffel og ske).

Da vi nu var blevet mætte, var vi klar til at kigge på vandfaldet. Eller vandfaldene er nok mere det rigtige ord. Rent faktisk drejer det sig om i alt 275 forskellige vandfald (foruden alle de mindre i området), der alle har et fald på omkring 80 meter. Overalt i parken er der stier, så man kan se vandfaldene fra alle vinkler – oppefra, fra siden og nedefra. At stå fem meter fra vandfaldet er utroligt. Det buldrer så meget, at man ikke kan snakke sammen, vandstøvet gør én godt våd og der dannes regnbuer i vanddampene. Det er endnu én af de oplevelser, der er meget svære at beskrive med andre ord end de mest positive tillægsord – fantastisk, utroligt, imponerende…

Heldigvis er området meget mere end ”kun” vandfald (selvom det i sig selv er imponerende nok). Stierne går igennem subtropisk regnskov, og i forhold til andre steder, hvor der er mange turister, er det faktisk muligt at se en del dyr. I den kort tid vi var der, fik vi set farvestrålende sommerfugle, kanariefugle, varaner, noget som vi mener hedder næsebjørne – og lige inden vi forlod parken – et (meget sky) bæltedyr.

Og så er vi endda først lige begyndt. I morgen er planen, at vi skal med båd ned under et af vandfaldene samt med togbane til ”Devil’s Throat”, der skulle være det mest imponerende vandfald af dem alle. Her skulle det føles som at stå at kigge ud over den afgrund, som søfolkene i gamle dage troede der var, der hvor jorden stoppede.

Hjemturen foregik med bus (hvor vi måtte stå op), så efter en god dag med lange gåture, var vi efterhånden godt trætte i benene. Men så er det jo godt, at vi har fundet et hotel med pool. Lidt af en luksus, men noget man virkelig værdsætter efter en lang dag med mange oplevelser.

Nu vil vi kigge lidt nærmere på byen (der ser væsentlig mere hyggelig ud end den i Brasilien) og måske få os en af de berømte, argentinske bøffer og den ikke mindre kendte rødvin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.