Et hul

Så er vi kommet til byen Foz do Iuazu, der i vores guidebog beskrives som ”et hul” – og vi kan kun give forfatteren ret. Her er ikke særlig spændende, men nu er det heller ikke byen, men det berømte vandfald, vi er kommet for at se.

I går aftes havde vi sidste aften i Rio, så vi bestemte os for at spise på én af de restauranter, som vi havde haft mest succes med. Maden var ikke noget specielt, rent faktisk mindede specielt Mariannes ret om en gang klassisk, dansk ”husmandskost” – nogle udmærkede stykker kød, med en kæmpe portion kartoffelmos og brun sovs (der vist skulle indeholde lidt Madeira). Ikke engang en smule udkogte bønner, var der blevet plads til. Det er nu ikke fordi restauranten skiller sig væsentlig ud – sådan er det de fleste steder i Rio. Godt med kød, pommes frites (eller anden form for kartoffelret) og ris.

Min ret var lidt mere spændende. Grillspyd og ris med diverse grønsager plus rosiner. Hvad angår den sidste ingrediens, trådte tjeneren virkelig i karakter som serviceminded, hvilket også var grunden til, at vi netop havde valgt den restaurant (hvor vi tidligere havde fået god service).

Tjenerne er ulasteligt klædt (specielt i forhold til det forholdsvis lave prisniveau) med pressefolder i bukserne, hvide jakker og slips (kun de hvide handsker manglede) – hvilket er en stor kontrast til gæsterne, som ofte kun sidder iført badetøj – noget der er meget almindeligt i Rio – og ikke kun ved stranden.

Men vigtigst af alt, så er tjenerne meget opmærksomme. Hele tiden holder de øje med ens tallerken, og når den er ved at være tom, kommer de hen for at servere. Rent faktisk står maden på et andet bord, så man ikke selv kan nå den. Men det var nu alligevel ved at være lidt for meget af det gode, da tjeneren opdage min manglende lyst til at spise rosinerne – så inden han servede en ny portion ris, sørgede han venligt for at fjerne dem alle sammen. Så kan man vist ikke forlange bedre service.

I morges klokken otte tog vi en taxa mod lufthavnen – bare for at opdage, at vores fly var næsten to timer forsinket. Men i det mindste gjorde det jo så ikke så meget, at køen til check-in var meget lang.

Vi havde på forhånd forestillet os at bo på det eneste hotel, der ligger inde i nationalparken, og derved også lige ved vandfaldet. Vi havde også prøvet at booke det på Internettet, men havde fået at vide, at det var optaget. Men da det er noget, vi har oplevet før uden at være sandt, besluttede vi os for alligevel at tage chancen og fortælle en ”røverhistorie” om, at vi havde booket men ingen bekræftelse havde fået – et trick der var gået flere gange i Asien, hvor vi derved havde fået til en billigere ”Internetpris”.

Det skulle vise sig at blive en lidt smådyr ”fornøjelse”. Ud over en taxatur til ca. 75 kroner, skulle vi også betale for adgang til nationalparken, hvilket var på to gange 45 kroner. Da vi ankom, fortalte vi vores lille nødløgn, og ikke så underligt, kunne de ikke finde vores reservation. Det i sig selv var jo ikke et problem, men desværre havde de ikke noget værelse – dem havde alle pakketuristerne fra karnevalet sat sig på. Værre tidspunkt kunne vi jo nok heller ikke have valgt til at tage chancen. Men vi fik da et kort kig på vandfaldet, og det ser ud til at blive en stor oplevelse.

Så i stedet måtte vi tage til Foz do Iguazu ”downtown”, der ligger 20 kilometer fra vandfaldet – og endnu en udgift på 130 kroner til taxa. Så alt i alt kostede vores lille eventyr os cirka 300 kroner (inklusiv de 75 kroner, som vi jo under alle omstændigheder skulle have betalt for at blive kørt fra lufthavnen). Den største ærgrelse var nu ikke pengene, men det, at vi ikke kunne bo lige ved vandfaldet. Og en tur i hotellets pool, ville jo heller ikke have været så skidt.

I stedet er vi nu indlogeret på et hotel til en helt anden pris – men også i en helt anden kvalitet. Ikke at som sådan fejler noget – det er bare lidt nedslidt og småkedeligt (og ingen pool). Byen er, som tidligere nævnt, heller ikke noget at skrive om (selv om jeg jo gør det alligevel). Der er ikke rigtig noget centrum, i stedet er der nogle lange veje med masser af restauranter – ikke specielt hyggeligt.

Derfor har vi også en plan om at finde et godt hotel i morgen tidlig i Argentina (der ligger lige ovre på den anden side af en flod). Under alle omstændigheder skal man se vandfaldet fra begge sider, da det er to meget forskellige oplevelser, og så kan vi jo lige så godt have vores base der.