Kristus og turistfælden
Så lykkedes det os at sætte kryds ud for den sidste ”det skal vi se i Rio”-ting – den berømte 38 meter høje Kristusfigur i beton, der står i en højde af 796 meter og skuer ud over byen.
Der er to muligheder for at komme op til toppen – taxa eller togbane. Vi valgte den sidste. Om det var et godt valg, kan nok diskuteres, men med alle de mennesker, som ville op til toppen, var det vist et valg mellem ”pest og kolera”.
Efter at have stået i kø i et kvarters tid, får vi købt vores billet. Men hvorfor er det, at det altid skal tage så lang tid for folk, at betale for en billet? Det er det samme alle steder. Man venter og venter, og når det så bliver ens tur, siger man ”to billetter”, lægger pengene og får to billetter plus evt. byttepenge. Og det tager vel i omegnen af ti sekunder. Hvorfor det behøver at tage meget længere tid, er os en gåde.
Men vi fik vores billetter og stillede os op på perronen, bare for at kunne konstatere (efter at have ventet yderligere et kvarter), at vi stod det forkerte sted – vi havde nu også undret os over, at der ikke var flere mennesker.
Over i en anden kø. Her gik det relativt hurtigt med at komme fremad – bare for igen at finde ud af, at vi ikke kunne komme med. Denne gang viste det sig, at der stod et klokkeslæt på billetten. Så det var først vores tur 40 minutter senere – dvs. i alt en time og et kvarter efter, vi var ankommet til stationen.
Da det endelig blev vores tur, kunne vi da også se andre komme helt frem, bare for at blive smidt væk igen på grund af det forkerte klokkeslæt. Men så kunne de jo passende lægge en masse penge i kioskerne og souvenirboderne imens – noget af en turistfælde, specielt i forhold til prisen på godt 70 kroner pr. billet, hvilket er rigtig mange penge hernede (til sammenligning koster en busbillet ca. 3,50 krone).
Endelig kom vi af sted. Vi havde haft en forventning om en god udsigt på vejen op (og havde endda fået placeret os i den af guidebogen anbefalede side) – men der var nu ikke meget at se andet end høj junglebevoksning. Enkelte steder fik vi dog udsigt til vejen derop, og den mulighed var nu nok ikke gået meget hurtigere. Her holdt taxaerne i lange køer.
Ved billetlugen stod der, at selskabet fralægger sig ansvaret for ændringer i vejret, når man kommer til toppen. Det grinede vi en del af (selv amerikanerne er vel ikke bange for at blive sagsøgt for vejrændringer), men med den ventetid, vi havde været igennem, var det lige før, vi forstod, hvorfor det var nødvendigt at skrive.
På toppen var der mange mennesker – rigtig mange. Og da alle jo skal have det obligatoriske billede af dem selv med Kristusfiguren i baggrunden, var det noget af et kaos. Skubben og masen, folk som desperat kæmpede for at få et billede af deres familie uden alle mulige andre kom ind foran kameraet.
På mange måder minder konceptet omkring Kristusfiguren om Den Lille Havfrue (bare i overstørrelse). Selve statuen er ikke noget særligt (ud over at den er imponerende i sit omfang), men det er mere symbolværdien. På samme måde som Den Lille Havfrue er kendt over hele verden som symbol på København (og vel også Danmark), er det Kristusfiguren, der symboliserer Rio.
På et punkt adskiller de to ting sig dog – omgivelserne. Mens Den Lille Havfrue står i nogle omgivelser, der vel må kaldes kedlige, så er Kristusfiguren placeret et fantastik sted. Nede i byen kan den ses fra alle steder, og fra toppen kan man se hele byen – Copacabana, Maracanã stadionet og centrum – alle de steder, vi har været. Så det var da helt sikkert hele besværet værd.
Turen ned gik lidt hurtigere, men efter at have brugt dobbelt så meget tid på transport som oppe på toppen, trængte vi efterhånden til at komme tilbage til hotellet. Heldigvis kom der en bus næsten med det samme, og han kørte godt til (som de stort set altid gør hernede).
I dag er så sidste dag i Rio. Karnevalet er slut og vi er klar til at tage videre. Vi fik set alle de planlagte turistattraktioner, men vi ærgrer os lidt over, vi ikke fik set lidt mere til den folkelige del af karnevalet.
Sambaskolernes parade står stadig som noget helt fantastisk, men vi ville gerne have oplevet lidt flere af de spontane optog og fester. Oprindelig havde planen jo været, at vi skulle se alle turistattraktionerne de første dage vi var i Rio, så vi kunne koncentrere os om karnevalet i anden omgang. Men den plan ødelagde det dårlige vejr jo. Alt i alt har vi dog været heldige med vejret. Når det nu skulle være, var det da rart, at de gode vejr viste sig her til sidst, hvor vi for alvor havde brug for det.
I morgen tidlig er det så tid til at rejse videre til Foz de Iguazu – verdens største vandfald på grænsen mellem Brasilien, Argentina og Paraguay.