Verdens største fest

Vi har tidligere skrevet om et af verdens største stadion og en af verdens (muligvis) bedste strande, men denne gang er der ingen tvivl. Hvad vi oplevede i nat var ubetinget verdens største fest. Den store karnevalsparade i Rio kan beskrives med tillægsord som fantastisk, storslået, utrolig – men først og fremmest ubeskrivelig. Alligevel vil jeg forsøge netop dette.

Den store parade foregår på Rios Sambõdromo – et stadion med plads til omkring 30.000 tilskuere – kun bygget med det ene formål at afholde de to parader søndag og mandag i karnevalsugen.

Da vi ankommer med metroen, har vi svært ved at finde stadionet. Ud over selve paraden er der også en ”almidelig” fest med masser af boder, så det er meget svært at finde vej. Og her er karnevalet ikke turistvenligt – der er ingen skiltning overhoved. Muligvis fordi turisterne forventes at komme i særlige busser og de lokale kender vejen.

Men til sidst finder vi ud af, hvilken vej vi skal (når der ingen guider er, må man jo spørge politiet). Vi bevæger os ”som sild i en tønde” og pludselig er der én, som støder ind i mig. Et gammelt tyvetrick, og jeg registrerer da også, at en eller anden bl.a. har fat i min taske. Heldigvis er vi godt forberedte, så det eneste tyve slipper af sted med, er en lang næse. Vi har fordelt pengene godt i dybe lommer, og vores tasker er forsvarligt lukket (med ekstra lås). Så har vi også prøvet dét her i Rio, men på den anden side, så sker der jo sådan noget alle steder, hvor der er samlet mange mennesker.

Endelig når vi frem – lige i tide til åbningsfyrværkeriet. Nu kan vi se, hvor stort det er. Gaden er vel godt 700 meter, og i den ene side er der opstillet kæmpe tribuner, mens der i den anden side er små rum i tre etager, sandsynligvis sponsorloger.

Paraderne er ikke bare sjov og ballade. For de optrædende er det en dødsensalvorlig konkurrence med op- og nedrykning i divisioner. Omkring 30 dommere dømmer indenfor 10 kategorier. Søndag optræder syv skoler og mandag optræder syv andre (således at de to aftener har hver deres show). I det hele bliver det til omkring 50.000 optrædende. Imens sidder hele Brasilien og følger showet på TV, hvor resultatet er lige så vigtigt som et fodboldmesterskab (hvilket ikke siger så lidt i det fodboldgale land).

Sambaskolerne kommer overvejende fra det fattige kvarterer, men her får de chance for at glemme alt deres elendighed i de 80-90 minutter, deres optræden varer. Imens får de opmærksomhed fra de rige i Rio (samt turisterne) – noget de ellers ikke er vant til.

Endelig går det, vi har betalt så meget for (direkte, i form af billetter som indirekte, i form af forhøjede hotelpriser) i gang. Den første skole bliver annonceret, og skolen sambasang starter. I det fjerne kan vi se de mange dansere komme nærmere. Et imponerende syn med flere hundrede dansere i ens kostumer, hvoraf vi kan kende nogle af dem fra vores tur med metroen. Her er ikke nogen speciel transportservice for dem.

Men det mest utrolige er alligevel de store vogne. Her er alle sejl virkelig sat til. Kæmpe drager der bevæger sig, vulkaner der spyr rigtig ild op og et kæmpekomfur inklusiv dampende kedler. Alt sammen fyldt med dansere på et lille podium på godt en halv meter i diameter – i helt op til 25 meters højde. Hver enkelt vogn virker helt umenneskelig at lave, og da hver skole stiller op med omkring seks vogne, kan man kun være målløs.

Midt i paraden går også den store rytmegruppe med 200 til 400 slagtøjsfolk. Det er noget, der kan sætte stemningen i vejret, når de med millimeterpræcision slår på deres instrumenter.

Sidste men ikke mindst er der den vigtige gruppe af personer, som styrer det hele. De sørger for, at alle grupperne holder det rigtige tempo, at vognene kører som de skal og at rytmegruppen spiller sammen. På mange måder er det noget af det mest imponerende at se dem arbejde, mens de stadig har overskud til også at danse samba.

Da først paraden begynder at komme forbi os, går tiden utrolig hurtigt. Inden vi får set os om, er de sidste deltagere fra den første skole forbi os – afsluttende med et kæmpe hold rengøringsfolk med koste og fejemaskiner, som med utrolig effektivitet gør klar til de næste. Nede i den anden ende gør næste hold sig klar, men de må vente tålmodigt lidt endnu (og det samme må vi), for paraden mangler stadig at tilbagelæggende et godt stykke endnu ned forbi de dyre pladser og der hvor dommerne sidder.

Derefter går det slag i slag med de næste seks sambaskoler – den ene mere fantastisk end den anden. Selvom vi bliver godt trætte i fødderne af at stå op, overvejer vi ikke på noget tidspunkt at tage hjem, til trods for at folk efterhånden falder fra (og andre lægger sig til at sove på tribunerne). Det er lidt synd for de sidste skoler, men godt for os, da vi derved får nogle endnu bedre pladser.

Klokken syv i morges er de sidste deltagere danset forbi os, og vi kan begynde at bevæge os mod metroen sammen med de andre standhaftige tilskuere og de mange paradedeltagere. Enkelte stopper dog op på vejen for at få en sidste øl. På én af barerne sidder en af sambakongerne med en øl – stadig iklædt hele sit kæmpe kostume.

Godt trætte når vi endelig hjem. Solen er igen stået op over Copacabana. Det ser ud til at blive en dejlig solskinsdag, men lige nu trækker vores seng mere.

Da vi vågnede i eftermiddags, kunne vi så snakke om, hvor fantastisk det hele havde været. Vi var enige om, at det var en storslået oplevelse, som alle burde prøve. På forhånd var man nok lidt skeptisk – var det hele mon bare et stor turistshow (som man jo oplever så mange andre steder). Men det var det ikke. Det var tydeligt at deltagerne nød det mindst lige så meget som tilskuerne. Og vejret – det var heldigvis med os. To byger på cirka fem minutter blev det til i løbet af de ti timer, showet varede

Men nu har det ikke kun været samba det hele. To dage i træk har vejret været godt. Blå himmel og stort set ingen skyer, så det har vi forsøgt at udnytte. I går formiddags gik vi en lang tur langs Copacabana, der endelig var ved at ligne det billede, man kender så godt. Overalt lå der mennesker og stegte i solen og sælgerne havde travlt. Lækkert endelig at opleve stranden i godt vejr.

I eftermiddags, da vi vågnede, var det stadig godt vejr. Og da vi jo ikke vidste, hvor længe det varer, besluttede vi os for at se den 396 meter høje ”Sukkertop”. Egentlig er Sukkertoppen i sig selv ikke noget særligt – det er udsigten, der gør det interessant at køre med de to kabelbaner op til toppen af bjerget. Herfra har man udsigt over en stor del af Rio med Copacabana, Kristusfiguren og de mange junglebeklædte bjerge midt i byen. Med det syn er man ikke i tvivl om, at Rio er en fantastisk flot by.

Her til aften har vi besluttet os for at slappe af efter nogle hektiske dage med masser af indtryk, der skal fordøjes. Så kan vi jo passende slappe af foran TV’et med den direkte transmission af mandagens karnevalsparade (selvom det kun er et sølle indtryk i forhold til at se det live), hvor et af temaerne bl.a. er H. C. Andersens eventyr – det som kronprinseparret skulle have oplevet indtil der begyndte at gå rygter om kriminalitet og korruption blandt sambaskolerne. Noget der i øvrigt er noget misforstået sludder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.