På 1. klasse til Buenos Aires

I forgårs forlod vi Paraguay for at tage den korte tur over floden til byen Posadas i Argentina – sjovt nok med den samme chauffør, som kørte os til Jesuitruinerne. Efter de sædvanlige grænseformaliteter, var vi i Argentina. Om vores taxachauffør var mere tilfreds med indtægten denne gang, er svært at vide – men i det mindste spurgte han os ikke om flere penge.

Fra Posadas havde vi besluttet os for at tage en bus til Buenos Aires. Da den først kørte kl. 20, havde vi godt otte timer, der skulle fordrives. Vi startede med lidt frokost på busstationen, hvor de intet menukort havde. Så valget faldt på to gange ”milaneses”, hvilket viste sig at være noget paneret kød. Dertil en stor cola, der var ”mucho grande” – 1,5 liter.

Mens vi sad os spiste, kom en ældre, argentinsk dame hen til os for at spørge om vej med lokalbussen til centrum. Vi morede os lidt over, at hun lige valgte de to, som så mest turistede ud, tydeligvis ikke var fra byen og heller ikke kunne sproget – når der nu var flere lokale at spørge (hvilke vi da også henviste hende til).

Efter frokost tog vi ind til centrum (med taxa). Her var der siesta i alle butikkerne – undtagen på apoteket. Så hvis man bliver rigtig syg, er det da glædeligt, at man ikke behøver at vente, til siestaen er slut.

Vi havde planer om at bruge tiden med lidt praktiske gøremål, og da vi havde været på Internettet, satte vi os på en isbar, mens vi ventede på at vekslestedet skulle åbne igen (akut pengenød må åbenbart vente til efter siestaen).

På isbaren sad de heldigt stillede og spiste grotesk store portioner is, mens de mindre heldigt stillede børn rendte rundt og ledte i skraldespandene efter rester – når de ikke bare sad og kiggede misundeligt på de isspisende. Det så ikke ud til at røre lokalbefolkningen, men vi vænner os nok (heldigvis) aldrig til det.

Efter at have fordrevet nogle timer i byen og yderligere nogle på busstationen, ankom vores bus og vi komme ombord. Vi vidste, at det var en luksusbus, men vi havde alligevel ikke forestillet os, at den var så lækker. Her kunne vi kort tid efter afgang finde os selv halvt liggende i de brede sæder med en whisky i hånden (senere var det et glas champagne), mens en steward – iført ikke hvide, men plastichandsker – forberedte et mindre måltid. Men det bedste var alligevel, at der mellem os og passagerne foran vel var omkring to meter, så sæderne kunne lægges helt ned, uden at komme i nærheden af dem.

I alt var der 28 passagerer i bussen, som havde betalt 200 kroner – dvs. i alt 5600 kroner. Utroligt at det kan dække bustransport i 12 timer, en (eller flere) chauffører og en steward – foruden de faste udgifter som indkøb og vedligeholdelse af bussen, husleje på busterminalen og salgspersonale.

Efter en god nats søvn (der kun blev spoleret af en ekstrem høj spillende videofilm i starten af turen – noget der åbenbart opfattes som luksus i hele verden), ankom vi til én af de 75 holdepladser på Buenos Aires’ busterminal – sammen med alle de andre busser, der holdt i en lang kø, for at komme frem. Alle så ud til at ankomme til byen samtidig.

Vi havde udvalgt os et hotel på forhånd, men da vi kom frem, kunne vi konstatere, at der var fyldt. Det samme var der på de næste, vi prøvede, men til sidst lykkedes det os at finde et sted. Det var hverken det første eller det bedste, men vi orkede ikke at slæbe mere rundt på vores bagage. Stedet er ejet af to ”gamle nisser”, som helt sikkert er meget søde, men som vist er blevet for gamle til at drive hotel. I hvert fald er de for gamle til at gøre ordentlig rent, hvilket stedet også bærer præg af.

Det er ellers en utrolig flot bygning, der med lidt maling kunne gøres virkelig indbydende. Vores værelse har godt 5,5 meter til loftet, hvilket er mere end selv de bedste herskabslejligheder i København. Problemet er bare, at det ligger lige ved receptionen/indgangen – kun adskilt af to tynde (og utættet) fløjdøre, og med åbne vinduer øverst (der sidder så højt, at vi ikke kan nå dem). Derfor kan vi også høre, hver gang nogle kommer hjem, telefonen ringer og ikke mindst støj fra gaden – alt sammen yderligere forstærket af de høje lofter – hvilket gør det meget svært at finde ro.

Vi har da også valgt at tage konsekvensen, og efter en del søgen i går, fandt vi et sted, der godt nok er tre gange dyrere (det første sted er nu også billigt), men hvor vi faktisk kan få sovet. Og hvor alle ikke kan grine af os, når vi ligger på værelset og øver os med vores spanske parlør.

Begge steder ligger meget tæt på centrum, hvilket er attraktivt. Buenos Aires har en hyggelig gågade, der i går formiddags, var fyldt med mennesker som en lørdag formiddag på Strøget om sommeren – til trods for det kun var fredag. Sjovt nok var det omvendt her i dag, hvor det rent faktisk var lørdag formiddag, men hvor der stort set ingen mennesker var. Hvor de så i stedet er, kan vi kun gætte på. Måske fester de så meget, at de i stedet ligger i sengen derhjemme.

På gågaden foregår der en masse. Argentina er kendt for deres billige skindtøj, hvilket de lokale handlende da heller ikke undlader at gøre opmærksom på. Alle steder står de og deler ”flyers” ud, der fortæller hvorfor man lige præcis skal vælge deres butik. De har ikke problemer med at komme af med dem, men efter at folk lige har kigget på dem, ryger de direkte i skraldespanden, så det er nok tvivlsomt, hvor meget det hjælper.

Gågaden lader heller ikke Strøget noget tilbage, hvad angår optræden. Men det er nok ikke så tit, man ser tango i København. Her stiller et par damer og mænd sig op, og så danses der ellers. Men det er ikke kun de professionelle, som danser. Når de lokale bydes op, er de ikke sene til at springe til og danse – foran en masse fremmede mennesker.

Det bedste der skete i går var dog, at vi fandt en butik med engelske guidebøger. Efter at have klaret os med en meget overfladisk bog, der dækker hele Sydamerika, fik vi fat i nogle landespecifikke bøger om Argentina, Uruguay, Bolivia og Peru. Og ikke mindst fik vi en spansk/engelsk parlør og en ordbog.

Vi har dog taget konsekvensen at vores manglende spanskkundskaber, hvor en ordbog ikke er nok – og har meldt os til et spanskkursus. Fra mandag og fem dage frem, skal vi på skolebænken i fire timer hver dag, og lære en smule spansk. Naturligvis kommer vi hverken helt eller halvt til at snakke flydende spansk, men det skal helst lære os nok til, at vi selv kan arbejde videre med det.

I går aftes gik vi en tur på gågaden inden vi skulle spise, og her kom vi forbi en af de sædvanlige spillehaler. Et specielt spil tiltrak dog vores opmærksomhed – et dansespil. Her står man på en stor plade med fem felter, og skal så i takt til musikken hoppe på de symboler, der samtidig vises på skærmen – hurtigere og hurtigere efterhånden som sværhedsgraden stiger. Det var utrolig, hvad de unge kunne – det så næsten ud som om det var professionelle dansere. Spillet kommer sikkert (eller er måske allerede kommet) til Danmark, og når ungdommen jo ikke for motioneret nok, men i stedet sidder foran computeren, kunne det jo være en god kombination – spillerne (danserne) fik i hvert fald sved på panden.

Aftensmaden blev spist på en nærliggende restaurant. Marianne fik en laksesteak, mens jeg fik en 600 gram stor bøf – og det ved jeg, fordi de reklamerede med det på menukortet. Sådan en sag fylder godt på en tallerken, men det lykkedes mig at komme igennem den (og klemme en lille dessert ned bagefter) – nok ikke noget, der er sundt at gøre hver dag.

Efter en nat med en del søvnafbrydelser, hver gang nogle kom hjem (eller en bil bremsede hårdt), gjorde vi os i dag klar til at tage mod den lokale kirkegård. Det lyder ellers ikke som en seværdighed, men her i Buenos Aires har de rige et sidste hvilested, der sagtens kan leve op til det, de havde i levende live. I række efter række står der små paladser, der i virkeligheden er familiegrave. Så hvis man har penge nok – og ikke mindst det rigtige efternavn, så kan man ligge der. Hvis ikke, så må man nøjes med noget mindre prangende et andet sted.

Den mest kendte grav er Evita Perons – og den er da heller ikke svær at finde. Man følger bare strømmen af turister. I sig selv er den ikke noget særlig, men den har en stor symbolværdi for argentinerne, så der ligger altid blomster.

Udenfor kirkegården var der et marked, hvor vi fik købt lidt souvenir – noget der ellers ikke har været så meget af (hvilket nok mest har ærgret Marianne).

Den næste lille uge vil vi nyde her i Buenos Aires med en kombination af undervisning, sightseeing og så ellers almindelig afslapning. Det sidste er der rig mulighed for på de mange gode caféer, som Buenos Aires også kan byde på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.