Hard “Tango” Café

Hvis man forestiller sig en “Hard Rock Café” og derefter bytter alle rockrekvisitterne ud med tilsvarende tangoklenodier, så har man den restaurant, vi spiste aftensmad på i forgårs.

Aftenen før havde vi fået stukket en af de sædvanlige ”flyers” i hånden med reklame for et show med tangodans og musik. Samtidig var det også en restaurant (og museum), så vi besluttede os for at spise aftensmaden der.

Showet startede med at orkestret spillede alene. De kunne byde på noget fantastisk spil på spanske guitarer – sådan så man blev helt hensat til filmen ”Desperado”. Utroligt som de kunne flytte deres fingre på guitarens gribebræt.

Derefter kom aftenens vært på og spurgte om det sædvanlige med, hvor folk var fra. Vi kunne konstatere, at vi var en meget blandet flok fra Danmark, Argentina, Colombia, Chile, Tyskland, Sydafrika, Canada, Mexico og Californien. Og så er det vi undrer os – hvorfor er amerikanere aldrig bare fra USA? De er altid fra Californien, Oklahoma og Texas. Selv folk fra store lande som Kina, Canada, Australien og Tyskland er ikke fra Hang Suin Shing provinsen, Montreal, Sydney eller Baden Baden. De siger bare deres land, mens amerikanere altid nævner deres stat. Så meget for nationalitetsfølelsen.

Efter opvarmningen kom den første sanger på, og her blev det rigtig tydeligt (selvom vi ikke forstod et ord), at det er de store følelser, det drejer sig om. Hvad angår drama, lader det ikke opera noget tilbage. Der var da også flere, som sang med på deres “fædrelands (tilsyneladende) vemodige sange” – og en enkelt kunne heller ikke holde tårerne tilbage. Ikke noget vi er vant til “i det kolde nord”.

Derefter vekslede det mellem tre sangere og to dansere, som alle gjorde det godt på hver deres måde. De var alle klædt i meget gammeldags tøj. Det var tydeligt, at tangomoden ikke har udviklet sig synderligt siden 40’erne.

I pauserne spillede orkestret, og de (få) lokale kom op for at danse. I staren var det en af de ansatte, som bød damerne op (og da turisterne ikke kan danse tango, var der få at vælge imellem), men senere var det par, som fik sig en svingom. Specielt hyggeligt var det at se de gamle, som tydeligvis stadig havde en stor livsglæde, når de var på dansegulvet.

Efterhånden var vi ved at være godt trætte, og da showet ikke så ud til at stoppe foreløbig, valgte vi at betale vores regning (med turistpriser) og komme hjem i seng.

I går morges skiftede vi så hotel – og det er ikke noget, vi kommer til at fortryde. Nu har vi et værelse, der godt nok kun er en tredjedel i højde, men til gengæld lyst – og ikke mindst stille. Samtidig er her rent og madrassen er god.

Efter at have slappet lidt af, fandt vi Buenos Aires antikmarked, der bliver opstillet hver søndag. Hvad angår antikviteterne, så skal man vist lede længe for at finde noget, der ikke også er i Danmark – men måske er det billigere her. Det er vi ikke kendere nok til at vurdere.

I en af butikkerne så vi i øvrigt en kvinde, som vi første gang havde se på båden fra Ilha Grande, derefter ved Iguazu vandfaldet og altså nu i Buenos Aires. Selvom mange rejser den samme rute, er det nu pudsigt at støde ind i folk så mange forskellige steder og tidspunkter.

Ud over alle boderne, var der også mange optrædende. Af de mere specielle var et orkester, som tydeligvis spillede politisk tango. Vi forstod jo godt nok ikke ordene, men den “Kill Bush” t-shirt, én af dem havde på, sendte et ret tydeligt signal.

Nu har vi været i Buenos Aires i nogle dage, og vi føler os mere hensat til en sydeuropæisk by som Rom eller Paris – både hvad angår arkitektur, butikker og befolkning. Så selvom der ikke er så mange oplagte seværdigheder (som f.eks. i Rio), kommer vi ikke til at kede os.

I eftermiddag skal vi så for første gang på skolebænken for at lære spansk. Selvom vi har klaret mange ting med tegnsprog – som f.eks. at købe bogbind med klister – så bliver det nu rart at lære sproget. En del snakker engelsk her i byen, men det er helt sikkert slut, når vi kommer til Bolivia.