Endnu en bid af Danmark

Efter ”morgenmaden” i går – der bestod af kaffe eller te, juice og et stykke (nogenlunde) dansk wienerbrød – var vi klar til at kigge nærmere på Solvang i dagslys.

Først gik vi forbi den lokale boghandel, hvor de havde en større samling danske bøger. De var dog alle så gamle, at de lignede noget fra et dødsbo (for 25 år siden). Vi supplerede med fire af vores bøger, som de fik gratis – så var der andre, som kunne få glæde af dem.

Boghandelen havde også en H. C. Andersen afdeling, der var meget imponerende i betragtning af, at det var et privatprojekt. Her kunne man se en kopi af H. C. Andersens hus, en buste af ham samt en del gamle udgaver af hans eventyr.

Udenfor igen kunne vi rigtig se hvilken turistattraktion, stedet var. Der var fyldt med japanere, som blev kørt ind i store turistbusser, hvorefter de blev sat af og kunne nyde de danske specialiteter. Det var nu lidt sjovt at se japanerne stå bøjet og monteret med wienerbrød i en af de mange, danske bagerforretninger. Og mon ikke en del af dem vælger det ”rigtige” Danmark næste gang?

Vi holdt os nu heller ikke tilbage for at handle danske varer – men for os var det importeret slik, der var i høj kurs. Det var prisen nu også (halvanden til to gange normalprisen), men det var det værd.

I en af slikbutikkerne faldt vi i snak med et dansk par, som var flyttet til USA for 45 år siden. Nu tog de så til Solvang med jævne mellemrum for at spise dansk mad og købe danske varer.

I det hele taget var det lidt svært at vide, hvem som snakkede dansk – så hver gang startede vi på engelsk. Men man skulle alligevel passe på, for engang imellem forstod ekspedienterne faktisk hvad man sagde – så her kunne vi ikke kommentere den manglende kvalitet eller de for dyre priser så højlydt, som vi ellers har haft gjort.

Lidt souvenir blev det også til – bl.a. noget meget amerikansk julepynt. Men ellers var det nu mere et par praktiske ting, vi fik med hjem (samt ikke mindst den meget værdifulde lakrids).

Da vi blev sultne, fandt vi en dansk restaurant. Det var nu kun menukortet, der smagte af Danmark – kokken og tjeneren var vist fra Mexico. Men de forstod at lave maden, så den næsten smagte som derhjemme. Vi fik en stor platte med frikadeller, flæskesteg, leverpostej og så videre – alt sammen meget velsmagende. Så nu kan vi nok lige holde lysten efter dansk mad ud de sidste dage.

Desserten blev et par æbleskiver, der åbenbart er det helt store hit her. Overalt blev de solgt, og det var endda også muligt at købe en æbleskivepande. Selv i vores engelsk guidebog, var det noget af det, der blev brugt mange linier på at beskrive.

Sidste stop var ved kirken, der fuldstændig lignede en dansk landsby kirke. Det var nu lidt specielt at stå i USA og kigge på noget så typisk dansk – og her var det ikke engang en attraktion bygget for turisterne.

Besøget i Solvang var en god oplevelse. Ud over at det var en slags eventyrpark, var det faktisk også en hyggelig by – Danmark kogt ned på få kvadratmeter. Samtidig var det sjovt at se, hvad udlændige (eller fraflyttere) opfatter som typisk dansk – æbleskiver for ekspempel. Sidst, men ikke mindst, er vejret væsentlig bedre i ”Minidanmark” end i den rigtige version (selvom det er koldt om natten) – men vi vil nu ikke bytte alligevel.

Fra Solvang kørte vi videre nordpå mod Monterey. Endnu engang fulgte vi ”Highway 1”, der startede med at gå igennem en masse små byer. Efterhånden blev der mere og mere øde, og efter et par timer befandt vi os i nogle skarpe hårnålesving ved kysten.

Med jævne mellemrum stoppede vi op for at nyde det barske, men flotte landskab – der var væsentlig anderledes, end vi havde regnet med. Vi havde ikke forestillet os, at Californien ville indeholde sådan store, øde områder.

Et enkelt sted var der en kæmpe sælkoloni. Men da det var ret koldt og blæsende – og sælerne til forveksling lignede de søløver, vi tidligere havde set på rejsen – skyndte vi os videre.

Efterhånden blev det også tåget. Og da det samtidig begyndte at blive mørkt, ville vi heller ikke spilde tiden for meget.

Turen tog væsentlig længere tid en planlagt. Da vi kiggede på kortet, så der ikke ud til at være så langt – og det var der nu heller ikke. Men når man på store strækninger kun kan køre med 60 kilometer i timen, tager turen ret lang tid.

Vi var da også først fremme ved vores hotel klokken 21.30. Så mere end et hurtigt måltid på den lokale burgerbar (der lignede lige præcis den forestilling man har fra film og tv) blev det heller ikke til, før vi gik på hovedet i seng.

I dag står der akvarium på programmet, inden vi igen kører nordpå. Tiden går og der er masser vi stadig vil se – så vi har travlt.