Fanget i La Paz

Den gode nyhed er, at det I kan læse nedenstående viser, at vi også klarede turen op ad ”Verdens Farligste Vej”. Den dårlige nyhed er, at vi er fanget i La Paz på grund af påsken – heldigvis dog ikke længere end til i morgen.

Dagen i går var afsat til afslapning på vores super gode hotel (men den ekstremt uvenlige betjening). Planen var at komme med det næste hold mountainbikere tilbage til La Paz, men da vi ikke var sikre på, om de havde plads, gik vi lidt i venteposition uden rigtig at kunne slappe af. Alligevel nåede vi både en tur i poolen og lidt afslapning i hængekøjen.

Gruppen dukkede op noget senere end dagen før, hvor vi havde været af sted, men heldigvis var der plads. Så klokken seks drog vi med turbussen mod La Paz.

I vores guidebog stod der, at for at være mest sikker, skulle man tage turen op i dagslys, i et mindre køretøj og midt på ugen (hvor der ikke er så meget trafik). Vi overtrådte alle tre ting, selvom det ikke var med vores gode vilje. Da gruppen var ret sent på den, var det blevet mørkt, inden vi kom af sted, turbussen var ret stor og da påsken stod for døren, var trafikken ekstrem.

De mange køretøjer resulterede også i, at der var trafikkaos i bunden af dalen, hvor der var en bro med plads til kun ét køretøj – men endelig kom vi af sted – efter lige at have købt en cola gennem busvinduet.

Til forskel fra turen ned, hvor vi skulle køre ude ved kanten og holde tilbage for bilister på vej op, havde vi alle fordelene denne gang. Bussen skulle bare køre helt inde ved klippevæggen og ellers sikre sig, at de andre stoppede. Og da vi samtidig sad i venstre side, kunne vi ikke se ud over afgrunden.

Der var nu både fordele og ulemper ved at køre om natten. Om dagen står der folk med røde og grønne skilte/flag, for at signalere om der er fri bane (en af dem efter at have mistet hele sin familie i en af ulykkerne), men de var gået hjem. Til gengæld var det nemmere at se modkørende på grund af deres lygter – og mørket skjulte også synet af afgrunden.

Turen forløb uden problemer. Vi havde endda overskud til at læne os tilbage og lukke øjnene lidt. Der var dog et tidspunkt, der virkede faretruende.

På et af de smalleste stykker kom en kæmpe lastbil imod os. Vores bus kørte helt ind til klippevæggen, men alligevel kunne lastbilen ikke umiddelbart komme forbi. Det var heller ikke specielt attraktivt for lastbilchaufføren at skulle bakke, for der var ingen vigeplads i nærheden.

I stedet sprang en passager ud og gik foran lastbilen helt ude ved kanten. På den måde kunne chaufføren se, hvor langt ud til kanten han kunne komme. Centimeter for centimeter trillede lastbilen forbi, mens den faretruende hældte ud over afgrunden. Da førerhuset kom forbi vores plads, kunne vi se konen, som så meget ængstelig ud mens hun kiggede ud af vinduet. Det var tydeligvis ikke en situation, der var helt normal for dem.

Endelig nåede lastbilen forbi, og vi kunne ånde lettet op – selvom der jo ikke var nogen farer for os på noget tidspunkt.

Det værste ved turen op, var faktisk at det bumpede meget voldsomt, så det var en befrielse, da vi endelig efter to timer trillede ind på asfaltvej igen. Efter yderligere en times kørsel, nåede vi La Paz, hvor klokken efterhånden var blevet halv elleve.

Vi blev sat af midt i byen og så var det ellers med at finde et hotel. Efter at have gået igennem nogle mørke gader, som vi formodentlig ikke havde vovet os ud i, hvis det havde været mange andre steder i Sydamerika, fandt vi det søgte hotel.

Desværre var det lukket, men efter at have konsulteret vores guidebog, fandt vi et andet lige i nærheden. Det kostede godt nok 47 dollars, men på det tidspunkt trængte vi bare til en seng, så vi slog til.

Vores oprindelige plan lød på, at vi i dag skulle have taget videre til en by kaldet Copacabana (ikke at forveksle med stranden i Rio). Vi havde forsøgt at booke et hotel, men da vi ikke havde hørt fra dem, ændrede vi planer. Her i påsken bliver Copacabana fyldt med pilgrimme, så hvis man ikke har en reservation, kan man godt opgive at få plads.

I stedet har vi valgt at tage direkte med fly fra La Paz til Cuzco i Peru. Efter at checket på Internettet, kunne vi også konstatere, at der går et fly i morgen tidlig.

Problemet er bare, at også i Bolivia er der også helligdag Langfredag, så alt er lukket. Derfor vidste vi ikke rigtigt, hvad vi skulle gøre – og vi havde da også indstillet os på at blive påsken over her i La Paz, selvom det ikke var med vores gode vilje.

Da vi syntes, at vores hotel var alt for dyrt, havde vi besluttet os for at finde ud af, om der var plads på det hotel, vi boede på sidste gang her i La Paz.

På vejen til hotellet fandt vi faktisk et åbent rejsebureau, men her kunne de ikke hjælpe os med billetter, da flyselskabet også har lukket i dag. I stedet foreslog de os at tage ud til lufthavnen, hvor flyselskabet ville have åbent – og det var vi faktisk indstillede på at gøre.

Vores gamle hotel havde desværre ikke plads. Til gengæld har de et rejsebureau tilknyttet, og der kunne de faktisk hjælpe os med billetter, da de var koblet op til flyselskabet med en computerforbindelse. Så det lykkedes os at få de ønskede billetter, og vi slap for at tage ud i lufthavnen. Det var virkelig en lettelse at have fået styr på det.

I mellemtiden var det hotel, vi oprindelig var gået efter i går aftes, åbnet igen. Det koster kun en tredjedel, og selvom standarden heller ikke er nær så høj, så er det mere pengene værd. Derfor har vi nu valgt det – og det er jo kun for en nat.

Resten af dagen vil vi slappe af og prøve at få tiden til at gå i et helligdagslukket La Paz.

I morgen tidlig tager vi flyveren til Cuzco, hvor der bl.a. står Machu Picchu på programmet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.