Støtte til Hara Krishna

Vi befinder os nu i Cuzco i Peru efter præcis to uger i Bolivia – væsentlig længere end vi oprindeligt havde planlagt.

Vores forudbestilte taxa hentede os i går morges kl. 7.30 ved vores hotel for at køre os til lufthavnen. Heldigvis kom vi i god tid, for check-in proceduren var noget kaotisk.

Efter at have stået i kø lidt tid, kom vi frem til skranken. Der fik vi vores billetter, men skulle samtidig aflevere vores pas, da der skulle tages kopi af dem. Efterfølgende skulle vi til en anden skranke og betale lufthavnsskat, hvorefter vi så igen kunne komme tilbage og få vores pas.

Lufthavnsskatten blev betalt – og også i den grad. For indenrigsflyvninger er den 15 bolivianos (12 danske kroner), mens den for udenrigsflyvninger er på 25 dollars (i omegnen af 150 kroner), så der er vist ingen tvivl om, at det er udlændingene, som holder lufthavnen kørende. Hvad man så får mere for de mange ekstra penge, er ikke helt til at vide.

Efter at have ventet længe, fik vi vores pas tilbage. I mellemtiden kunne vi stå og more os over pakketuristerne, som fuldstændig spærrede check-in området med deres store kufferter, så ingen andre kunne komme forbi.

Næste forhindring var paskontrollen. Da vi skulle igennem, var den lukket. Vi fik beskeden ”kom igen om en halv time” – formodentlig for ikke at have for mange i boarding området, men det var nu en usædvanlig måde at gøre det på.

En halv time efter blev paskontrollen klaret, og så var der kun check af håndbagage tilbage. Efter at have været igennem metaldetektoren, blev jeg bedt om at smide mine støvler (som om vi var i USA). Jeg var lige ved at sige til dem, at det var på eget ansvar – men den slags autoriteter skal man nok ikke spøge med.

I flyet fik vi første forsmag på, at det nu var slut med kun rygsæksturister – i stedet var det pakketuristerne, som dominerede. Af en eller anden grund myldrede de rundt i flyet på hele turen. Selv efter skiltet med sikkerhedsbæltet var tændt, skulle de lige skifte plads og tage billeder af hinanden. Sjovt nok sagde stewardesserne ikke noget til det – sikkert fordi de var vant til det.

Efter en noget slingrende flyvetur, hvor vi hele tiden skiftede højde og retning, landede vi i lufthavnen i Cuzco. Efterfølgende måtte vi stå i en lang kø for at få vores indrejsestempel – og af en eller anden grund var der kun én til at tage sig af det.

Uden for lufthavnen blev vi tilbudt adskillige taxaer. Den første pris lød på 10 sol (den lokale valuta), men da vi begyndt at gå, røg den hurtigt ned på fem, så selvom vi ikke helt vidste hvor meget det var, var det en nedsættelse der var til at forstå.

På turen ind til byen snakkede taxachaufføren meget, og vi var klar til at væde om, hvor længe der gik, før han ville tilbyde os en tur næste dag – men det skete faktisk ikke denne gang.

Da vi var lige i nærheden af vores hotel, kunne han desværre ikke køre længere på grund af trafikken. I stedet råbte han til en mand længere fremme, som (tilsyneladende) svarede, at deres ikke var plads på vores hotel. Men ”tilfældigvis” kendte chaufføren et andet hotel, der var mindst lige så godt.

Nu er vi jo ikke født i går (heller ikke i rejsemæssig sammenhæng), så vi sagde, at vi selv ville kigge os omkring, hvorefter vi steg ud. Da vi gav ham en 10 sol, ”glemte” han at give os penge tilbage, men heldigvis kunne vi jo huske ham på det. I det mindste prøvede han ikke at fortælle os, at han desværre ikke havde småpenge – det eneste af de gamle tricks, han ellers manglede.

Vi gik ned til det hotel, vi på forhånd havde valgt – og det viste sig faktisk, at de ikke havde nogle værelser – men det var vist bare en tilfældighed. I stedet henviste de os til naboen, og efter at have kigget på et par værelser, tilbød de os et kæmpe rum (nærmere en hel lejlighed) med tre store senge (selvom vi nu kun har brug for to), TV og et lille køkken. Det hele for 25 dollars pr. dag – det er tydeligvis lavsæson.

Værelset var ikke helt klart, så vi smed vores ting og gik på jagt efter noget frokost. Da vi kom forbi et sted, der så hyggeligt ud, gik vi ind.

Det viste sig at være en vegetarrestaurant, hvilket nok gik an (selvom jeg nu foretrækker lidt kød i min mad), men det var værre, at de spillede Hara Krishna musik, så man følte sig helt hensat til Strøget en lørdag formiddag. Efterfølgende har vi da også fundet ud af, at restauranten ejes af Hara Krishna. Men det er trods alt en forholdsvis uskyldig ting at støtte – og maden var fin.

Efter frokosten begyndte tingene at gå galt. Først fandt vi det turbureau, hvor vi havde tænkt os at bestille et to-dages trek på Inkastien. Det var da heller ikke noget problem – den 5. april. Så længe havde vi ikke lyst til at vente, så vi valgte at tænke os.

Samtidig havde vi regnet på den kurs, vi havde fået for nogle argentinske penge i lufthavnen – og den var ringe. Normalt er lufthavnen jo ikke det bedste sted at veksle, men dette her var i omegnen af en 100 % forringelse. Det blev heller ikke bedre, da vi prøvede at veksle vores penge fra Bolivia hos et vekselbureau inde i byen. Her var kursen også utrolig dårlig, så det havde været en rigtig dum idé at hæve en del i La Paz dagen før. Åbenbart er det sådan, at hvis man ikke har dollars eller euro, så er kursen meget dårlig. I stedet gemmer vi vores penge fra Bolivia til bankerne åbner og ser, om de giver en bedre kurs.

Efterhånden var vi godt trætte af Peru – selvom vi lige var ankommet. Men som vi fik tingene lidt på afstand, kunne vi se lidt mere konstruktivt på det. At vi var blevet ”snydt” mht. til vekselkurserne – endda helt officielt – var der jo ikke noget at gøre ved. Det koster os en del penge, men sådan er det jo at rejse. Og hvad angik trekking-problemerne, måtte vi jo også finde en løsning.

Om aftenen gik vi i et supermarked og købte ind til vores køleskab – så vi havde noget til morgenmad. Bagefter fandt vi en restaurant, der var anbefalet i vores guidebog, og fik et lækkert, indisk måltid. Det er nu rart at få noget andet end pommes fritter.

Efter en god nats søvn og et dejligt, hjemmelavet morgenmåltid i vores lejlighed, så vi lidt lysere på tingene. Vi blev enige om, at forsøge at finde et andet bureau for at komme på Inkatrekket.

Først afleverede vi dog lige en stor pose vasketøj, og vi var også forbi posthuset med endnu en stor pakke fyldt med souvenir, der skulle sendes hjem. Efterhånden kendte vi proceduren og havde selv medbragt kasse, tape og sprittusch, så det gik noget nemmere.

Vi fandt et andet bureau, som faktisk så fint ud. Der havde de en to-dages tur allerede på torsdag, så vi slog til. Prisen var godt nok heftige 170 dollars (næsten tusind kroner) pr. mand, men en meget stor del af det skyldes andres grådighed.

For at komme til Machu Picchu, skal man tage en togtur. Den koster knap 70 dollars (for ”backpacker”-klassen). Desuden skal der købes en indgangsbillet til Machu Picchu til 20 dollars. Endelig skal man for at trekke have en trekkingtilladelse til et ukendt (men sikkert højt) beløb. Det vil sige at der ikke er mange penge tilbage til bureauet, der skal dække guide, mad og overnatning. Set i det lys er det en meget rimelig pris.

I det hele taget er Peru noget dyrere end Bolivia. Faktisk koster mange ting det samme i bolivianos (Bolivias møntfod) og sol (Perus møntfod). Forskellen er bare, at en sol koster lidt over det dobbelt i forhold til en bolivianos. Men Bolivia var nu også meget billigt.

Da vi først kan komme af sted torsdag, har vi nu nogle tiltrængte dage til at slappe af her i Cuzco. Men det gør nu heller ikke så meget, for Cuzco er en meget hyggelig by, selvom den også er meget turistet. Specielt hovedpladsen midt i byen er flot (det er tydeligt, der bliver gjort noget ud af den), og rundt om er der masser af restauranter med god mad. Og når vi samtidig har et godt hotelværelse med gode film i TV’et, er det jo ikke så skidt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.