Fra mudder til luksus

Der er noget af et spring fra den lille strandby Railay til storbyen Kuala Lumpur. Imidlertid er det et spring, vi har foretaget på nogle få timer i dag.

På vores rejser har vi som regel spist alle andre steder end på vores hotel – hvilket vi måske burde overveje at ændre på. I hvert fald fik vi en af de bedste betjeninger (samt den bedste vandmelon-drink) på turen, da vi i går aftes valgte at spise på hotellets egen restaurant. At portionerne så ikke var så store, gjorde ikke så meget.

Da jeg havde sovet dårligt natten før, og Marianne følte sig halvsløj, valgte vi efterfølgende at gå i seng. Vi skulle trods alt også tidligt op i morges.

Klokken lidt over ni i morges checkede vi så ud fra vores hotel i Railay og slæbte bagagen ned til øststranden, hvor vi skulle videre med en longtailbåd.

Vi har set store tidevandsforskelle her på vores rejse – men intet slår den på Railays øststrand. Når vandet står højest, går det næsten ind til restauranterne – og når det står lavest (som det gjorde hertil morgen), skal man vade i omegnen af hundrede meter gennem mudret jord.

Der er dog lavet en cement-vej – hvilket nu ikke er den store fordel, for pga. mudder og vand er den spejlglat. Det sidste stykke foregår endda i op til en halv meter vand.

Så det var ikke helt nemt at transportere al vores bagage ud til båden. Og hvor bådførerne tidligere har været meget behjælpelige, gad manden her ikke røre en finger. Han kunne allerhøjest lige holde båden en smule.

Sjovt nok er det ikke første gang at vi har oplevet et land med en utrolig venlig befolkning – for derefter at møde et usympatisk svin til sidst. Men så gælder det om at huske på alle de venlige mennesker – selvom de sidste indtryk oftest står klarest.

Umiddelbart troede vi, at vi var de eneste, som skulle med – men vi blev klogere. Flere og flere kom til, og til sidste var vi oppe på 17 personer. Vi blev derfor også nødt til at rykke tilbage i båden (hvilket bådføreren ”forklarede” ved at slå mig på skulderen, mens han mumlede nogle uforståelige thai-engelske ord).

Heldigvis havde vi skiftetøj med, for sæderne var våde og beskidte, og der stod en strid saltvandsregn ind fra båden (hvilket blev forstærket af de mange mennesker, da båden lå dybere end normalt). Af samme grund måtte vi også sejle ved lavere fart.

Derfor var glæden da også stor, da vi opdagede, at vi ikke skulle sejle hele vejen til Krabi (en tur på 40 minutter ved normal hastighed) – men sandsynligvis bare det nærmeste sted med en vej.

Endnu engang måtte vi ud i vand og mudder. Og her hjalp bådmanden rent faktisk med at bære Mariannes taske på land – en gestus vi undrede os over, indtil vi kom til at tænke på, at han nok bare gjorde det, for hurtigt at komme videre.

På land ventede vores chauffør, som skulle køre os til lufthavnen. En dejlig, afslappet tur – ikke helt. For mage til dårlig chauffør, skal man lede længe efter. Hvor han havde trukket sit kørekort, ved vi ikke – men det må have været billigt.

Vi har før kørt med aggressive chauffører (bl.a. i Bangkok) – men ingen af dem har kørt så meget yoyo-kørsel som ham her. Konstant trådte han speederen ned og slap den igen – og hvis man ikke allerede havde det skidt (som Marianne stadig havde) – så fik man det helt sikkert efter noget tid.

Men endelig nåede vi lufthavnen og fik checket ind. Denne gang slap vi med ét kilo overvægt – hvilket sandsynligvis skyldtes bagagevægtens begrænsede størrelse. Det meste af tasken hvilede på gulvet, således at det ikke var det hele, der blev vejet med. Immigrationskontrollen blev også klaret – selvom der faktisk ikke var noget personale til stede, da vi kom. Men vi var nok ikke sluppet ud af landet uden de nødvendige stempler, så vi måtte pænt vente.

I afgangshallen var der intet andet end en lang række stole (ikke engang mulighed for at købe noget at drikke) – så vi kunne ikke foretage os andet end at skifte tøj, og derefter vente.

Boardingen gik smertefrit og vi kom af sted til tiden. I det hele taget har vi kun haft gode oplevelser med lavprisselskabet ”Air Asia”, som til trods for prisen (Krabi til Kuala Lumpur for godt 350 kr. pr. person) har leveret et godt produkt.

Fem kvarter efter landede vi i Kuala Lumpur, hvor paskontrollen foregik forholdsvis hurtigt – og tolderen var endda venlig og spurgte interesseret til, hvad vi skulle se i byen. En venlig tolder – det har vi kun oplevet få gange før.

Måske skyldes venligheden, at Malaysia havde officielt turistår sidste år, hvor de med store kampagner prøvede at få folk til landet. De besværlige indrejseformularer er blevet afskaffet – og måske har tolderne været på charmekursus.

Vi fik hurtig en taxa, og prisen var meget rimelig for en lufthavnstur: under 100 kroner for de lidt over 50 kilometer.

Hvor man fra lufthavnen til Bangkok kører forbi slum, kører man til Kuala Lumpur af tresporede motorveje forbi palmer, grønne plæner og en masse nybyggeri. Malaysia (eller i hvert fald hovedstaden) virker noget mere moderne end Thailand på dette område.

Det mest bemærkelsesværdige var dog, at der var færre biler end på de nordjyske motorveje – til trods for, at det var mandag eftermiddag. Så her kom vi ikke til at holde i kø på noget tidspunkt (heller ikke inde i byen).

Fra at have startet turen med at slæbe vores bagage gennem mudder og vand til en longtailbåd ved Railay, stoppede vores taxa nu ved ”Traders Hotel” i Kuala Lumpur. Og inden vi nåede ud af taxaen, stod to piccoloer og hev vores bagage ud af bagagerummet (og mere så vi ikke til den, før de kom med den på værelset). Det tegnede lovende.

Hotellet var nøje udvalgt blandt mange på baggrund af gode anmeldelser på Internettet – samt den rimelige pris. Der er overkapacitet på hoteller i Kuala Lumpur, hvilket betyder lavere priser end mange andre, lignende byer. Så her fik vi et luksushotel for et lavere beløb end det, vi kom til at betale for vores ikke specielt interessante værelse i Patong.

Indcheckningen blev hurtigt klaret på 5. sal på hotellet, hvorefter vi blev henvist til et værelse på 21. etage. På forhånd havde vi valgt ”Park View”, hvor der er udsigt til de berømte ”Twin Towers”. Og det var et godt valg, for udsigten er fantastisk – specielt om aftenen, hvor tårnene bliver oplyst.

Vi glemte dog næsten at kigge på udsigten pga. alle de mange luksusprægede detaljer på værelset. Badeværelset er nok det mest gennemførte, vi endnu har oplevet med bl.a. halvgennemsigtigt toiletbord. Og overalt i værelset er der muligt at tænde lys (bl.a. læselys i loftet, der kun lyser den ene del af sengen op). I det hele taget er hotellet en ren designperle, hvor alt går op i en højere enhed. Det blev da også først indviet i 2006.

Frokosten/aftensmaden blev klaret i det nærliggende center, og resten af dagen er blevet brugt på hotellet.

Det meste af tiden har vi været på værelset, men vi har også kigget lidt rundt på resten af hotellet. Og alle steder, hvor vi er kommet for bare at kigge, er vi blevet vist rundt (selv i fitness-centret). Her er servicen i top, og vi er allerede enige om, at vi skal prøve hotellets buffet-restaurant (med alt fra pasta til sushi), samt ikke mindst ”Sky”-baren, der ligger på 33-etage (hvor pool-området om aftenen forvandles til en bar med en utrolig udsigt).

Og da vi bad om et kort over byen, var en ung fyr i informationen hurtig til at udpege gode shoppingsteder (og et par seværdigheder) – og endda med et overskud, så han så ud til at nyde sit arbejde (og ikke bare gav service fordi det nu engang var hans job).

Nu vil vi så gå i seng og nyde stilheden (uden en larmende aircon og høj barmusik). Og så er planen ellers (indtil videre), at der skal shoppes i morgen.