To dages benhård shopping

Kuala Lumpur har en lang række shopping-centre med alle de kendte mærkevarer. Og der er mange af dem, så en shopping-tur er ikke lige noget, man klarer på et par timer. Derfor er de sidste to dage blevet brugt på at shoppe fra morgen til aften.

Efter en god nats søvn (i befriende stilhed) kastede vi os i går morges over hotellets morgenmadsbuffet. Og det kan godt være, at servicen er ekstraordinær her på hotellet – men morgenmaden er nu også noget særligt.

Ud over de sædvanlige ting som æggeretter i alle afskygninger (omelet, spejlæg osv.), bød buffeten også mere særlige ting som f.eks. sushi. Det er alligevel første gang, at vi har prøvet det til morgenmad. Og når man så også kan få andre former for brød end toastbrød samt laks og pølse i stedet for marmelade, så måtte man jo forspise sig. Især efter man lige slutter af med fire forskellige former for melon samt et par af de vel i alt 12 forskellige stykker kage.

Efter at (sukker)depoterne var blevet fyldt godt op, var vi klar til at kaste os over shoppingen. Første mål var det næsten nye ”Pavilion”-shoppingcenter godt ti minutters gang fra vores hotel.

Thailand er uden tvivl et venligt folkefærd – men sådan virker malaysierne virkelig også. Vi var lidt spændt på, om det kun var på hotellet (hvor man jo dybest set betaler for det) – men allerede i første butik kunne vi konstatere, at det også var tilfældet her.

Alle seks ekspedienter hilste venligt på os, og konstant var der én lige efter os, til at tage imod det, vi ville prøve. Og det var ikke kun i den første butik – sådan har det stort set været alle steder.

At man bliver”ma ndsopdækket”, skal man lige vænne sig til. Det kan faktisk godt være en smule stressende – specielt når de så også gerne vil komme med gode forslag til, hvad man skal prøve. Men så må man jo bare tænke på, at det er for at yde en god service – noget danske ekspedienter kunne lære noget af.

Efter at have shoppet i godt syv timer, var vi klar til at tage tilbage til hotellet. Men da vi skulle til at forlade centrets egen lille verden, opdagede vi, at regnen væltede ned (som den kun kan på disse breddegrader). Og den så ikke ud til at stoppe foreløbig.

Så i stedet valgte vi et besøg på Pizza Hut. Da vi var færdige med at spise, regnede det stadig for meget til at gå hjem – men ikke for meget til lige at krydse vejen til endnu et center: ”KL Plaza”.

Det var dog ikke den store succes (for meget skrammel), så vi smuttede hurtige videre til ”Lot 10”-centret, hvor vi fik gjort de sidste indkøb.

I mellemtiden var regnet stort set holdt op, så vi endelig kunne bevæge os hjemad igen – efter næsten ti timers shopping. Godt ømme i skuldre og fødder, kunne vi endelig slappe af på værelset efter en hård dag.

I dag havde så planlagt at skulle se et par seværdigheder – men det kom til at gå lidt anderledes.

Kuala Lumpurs største seværdighed er uden tvivl tvillingetårnene ”Petronas Towers”, der med sine 452 meter (og 88 etager) var Verdens højeste i årene fra 1996 til 2003 (hvor de blev overgået af en bygning i Taiwan).

Det er ikke muligt at komme helt til tops, med mindre man arbejder for det malaysiske gasselskab Petronas, som har hovedsæde i bygningen. Men på 41. etage er der en gangbro mellem de to tårne, som kan besøges af turisterne.

Besøget er gratis, men vi havde læst, at man skulle hente sine billetter i god tid (helst om morgenen, når billetkøen åbner). Derfor havde vi ikke forventet, at vi kunne komme op i tårnene i dag. Vi prøvede dog alligevel, og fik til vores overraskelse en tid godt tre timer efter.

Det ødelagde lidt vores planer om sightseeing – men så var der jo heldigvis en anden måde at slå tiden ihjel på: shopping. For under tårnene befinder der sig endnu et shoppingcenter: ”Suria KLCC”.

Da de tre timer var gået, mødte vi op og blev vist ind i en lille udstilling, hvor man kunne læse om tårnene. Efter lidt tid, blev vi så vist ind i en lille biograf, hvor man skulle gennem en 3D-reklamefilm om Malaysias svar på Mærsk, Petronas. Men når billetterne nu var gratis, var det sådan set ok.

Til sidste ventede bare et sikkerhedscheck, inden vi endelig kunne tage med resten af gruppen de 41 etager op (godt 170 meter over jorden). Her fik vi at vide, at vi havde ti minutter, inden vi skulle ned igen, så det bare om at få taget sine fotos i en fart.

Oplevelsen var sådan lidt ”så har vi prøvet det”-agtig. Godt nok er det et af Verdens største bygninger, men når man kun kommer halvvejs op, er det ikke helt så imponerende. Og så brugte vi jo alt i alt godt 45 minutter på at få lov til at kigge ned i ti minutter.

Nu var dagen jo ”ødelagt”, og så kunne vi lige så godt fortsætte vores shopping – hvilket vi gjorde til ved 20-tiden her til aften. Men så er vi vist også ved at være færdige med den slags beskæftigelse. Mange af butikkerne er de samme i de forskellige centre – men én enkelt skilte sig ud: boghandlen på øverste etage.

Aldrig har jeg set så mange bøger samlet på ét sted (ikke engang på biblioteket). Hvis jeg troede, at boghandlen i Bangkok var stor, så var det ingenting i forhold til her. Der var bøger på et område svarende til godt og vel det meste af en etage i Magasin.

Eneste minus var, at alle bøgerne var pakket ind i plastic, så hvis man ville kigge i dem, skulle man op til en skranke, for at få pakket dem ud. Der var da også flere ”bibliotekarer”, som ikke foretog sig andet end at sætte bøger på plads igen.

Endnu et eksempel på den meget opmærksomhed fra de ansatte på hotellet fik vi, da vi vel hjemme igen løftede vores hovedpude. Her lå en håndskreven seddel fra vores stuepige (eller måske er det stuemand) med tak for drikkepengene. Vi har valgt at lægge 10 ringgit (godt 15 kroner) hver dag – hvilket åbenbart bliver meget værdsat. Det er nu rart at vide, at det faktisk betyder noget for dem.

I morgens står den så på seværdigheder (hvis da ikke vejret eller andre uforudsete begivenheder ødelægger planerne). Men inden da trænger vores ben vist til nogle timer på langs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.