Fra strand til jungle

Efter godt en uges rejse har vi nu bevæget os fra El Salvador og til Belize – og dermed også fra strand til jungle.

El Salvador besøgte vi også på vores fem-måneders rejse tilbage i 2005. Men mens vi dengang kun var et par dage i hovedstaden San Salvador, har vi denne gang været mere rundt i landet.

Og det har været et godt valg. For El Salvador er helt klart et land, der er værd at besøge – både på grund af den flotte natur, men ikke mindst også på på grund af den enormt venlige befolkning. Vi har ikke mødt andet en venlighed – selv i paskontrollen (hvilket vi normalt ikke er forvænte med).

I en del år har El Salvador været det land i verden med flest mord. Men deres nye præsident har slået hårdt ned på alt kriminalitet – således at alle med tilknytning til bander er blevet spærret inde.

Faktisk kunne vi læse i Berlingske Tidende for et par dage siden, at El Salvador de seneste måneder har været det sikrest land i Nordamerika – en titel som Canada ellers har siddet på.

Så selvom alle retsprincipper måske ikke bliver holdt, har det været enormt effektivt. Og vi har da heller ikke på noget tidspunkt følt os det mindste utrygge. At præsidentens beslutning om at gøre Bitcoin til officiel valuta ikke er faldet lige så heldigt ud er en anden sag.

Trygheden gælder i øvrigt også i trafikken, hvor alle kører enormt pænt og tager hensyn til hinanden. Derfor har El Salvador også uden sammenligning været det land, som har været nemmest at køre rundt i lejebil i.

Vores sidste hele dag i El Salvador i forgårs blev brugt på badning og afslapning. Vilde og jeg var ved poolen, mens Marianne og Frida badede i bølgerne i havet.

Sidst på eftermiddagen spiste vi så tidlig aftensmad. Bagefter gik vi alle fire til stranden for at se solnedgang og badede samtidig – lige til det blev mørkt. Og så nåede vi også en tur i poolbaren (efter Vildes ønske), inden det var tid til at sove.

I går skulle vi så videre til Belize – men dog først med et eftermiddagsfly. Derfor brugte vi lidt tid på hotellet med skolearbejde (efter at vi havde spist morgenmad, pakket og checket ud), inden vi kørte en lille time mod lufthavnen.

Her fik vi afleveret vores lejebil – hvorefter vi kunne checke ind i den moderne lufthavn med både Burger King og Subway.

Vi nåede dog kun lige at spise vores frokost her, inden vi blev kaldt til gaten. Og kort tid efter boardede vi det lille 19-personers fly – og fløj af sted en halv time før tid.

Den første del af turen over El Salvador var virkelig flot med udsigt til både strand og vulkaner. Men desværre kom der flere skyer, så vi ikke rigtig kunne se Belize før kort tid inden landing en times tid senere.

I paskontrollen kom vi til med det samme. Og bagefter var bagagen også kommet. Så vi var hurtigt på vej af sted med den minibus, som vi havde booket gennem vores hotel.

Desværre var det helt mørkt. Så vi fik ikke set meget i løbet af den godt halvanden times tur til vores hotel ”Jaguar Creek”. Men da vi stod ud af minibussen, var vi dog ikke i tvivl om, at vi var midt i junglen – på grund af alle lydene.

Fremme ved hotellet blev vi budt på en utrolig lækker aftensmad (hvilket har været kendetegnende for alle måltiderne her). Og bagefter kunne vi så trække os tilbage til vores hytte – hvor vi kunne falde i søvn til dyrelyde og kraftig regn på hyttens bliktag.

Her til morgen har vi så været oppe klokken halv syv. For når morgenmaden slutter klokken otte, skal man tidligt op. Til gengæld har der så været rig mulighed for at få noget ud af dagen.

Først gik vi en tur på en times tid rundt i området ved hotellet. Der var dog ikke en helt nem opgave. For på grund af den meget regn var der rigtig mudret. Så det var svært at stå fast.

Inden frokost nåede vi også at spille et par spil. Og bagefter hoppede vi i badetøjet og gik ned til en lille flod, hvor vi kunne flyde i baderinge – lavet af slangerne fra traktordæk.

Resten af dagen har vi slappet af med læsning og et par gin & tonic – efterfulgt af aftensmad. Og nu er det snart ved at være sovetid igen. For man står tidligt op og går tidligt i seng her.

I morgen (og sandsynligvis også i overmorgen) skal vi så på tur. Og derefter går turen videre til nye oplevelser ved vandet her i Belize.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *