Ildfluer og havskildpadder

De sidste par dage har vi oplevet det bedste, som Belize kan byde på – nemlig frodig jungle og smukke strande. Og ikke mindst alt det dyreliv, der er begge steder.

I onsdags skulle vi på tur. Så her forlod vi vores hotel i junglen sammen med et andet par og kørte godt en halv time til en parkeringsplads ved et supermarked – hvor vi skiftede til en anden minibus og bumpede af en dårlig vej de næste godt ti kilometer.

Målet var de berømte Actun Tunichil Muknal (også kaldet ATM) huler – som man kun kan opleve ved at gå og svømme igennem en masse vand.

Så efter at have skiftet til passende tøj, begyndte vi turen igennem junglen til hulerne. Og der gik da heller ikke lang tid, før vi skulle krydse en flod med vand til brystet – og derved få våde sko og sokker for første gang.

Efter at have krydset floden endnu to gange (dog med lavere vand), nåede vi indgangen til hulerne. Og så var det ellers bare at tænde for lamperne på vores hjelme – og hoppe i vandet og tage de første svømmetag.

Den næste times tid bevægede vi os så længere og længere ind i hulerne ad små gange – der enkelte steder var så smalle, at vi skulle dreje hovedet helt rigtigt for at komme igennem. Og med steder, hvor det var vigtigt at sætte fødderne helt rigtigt, når vi skulle kravle opad.

Hulerne var for Maya-indianerne et helligt sted. Og der lå derfor også både skelletter, kranier og masser af potteskår (og hele potter) spredt rundt på jorden. Af samme grund skulle vi også tage skoene af og holde os inden for nogle farvede bånd, da vi kom ind i det allerhelligste.

Selvom de tilladte gangstier var tydeligt markeret, var der alligevel inden for bare de seneste par uger blevet smadret uvurderlige potter af uforsigtige turister, som åbenbart lige ville skyde genvej.

Endnu værre var dog, at der var flere kranier, der var blevet ødelagt på grund af tabte kameraer. Blandt andet var hele underkæben fra et kranium blevet smadret, og et andet kranium havde fået to huller i hovedskallen.

Derfor er alle kameraer, mobiltelefoner og lignende nu også blevet forbudt – hvilket er en meget lille pris at betale for at kunne gå rundt imellem museumsgenstande, der normalt ligger bag glas på et museum.

Allerinderst i hulerne nåede vi så frem til ”The Crystal Maiden”, der er et fuldstændig bevaret skelet, som man kan se helt tæt på – kun adskilt af et par stålwire.

Som navnet antyder, har man ment, at det var en kvinde. En nylig undersøgelse har dog sået tvivl om dette, så nu er man i tvivl. Men da der kommer folk fra hele verden for at se det velbevarede skelet, har man valgt at holde fast i navnet.

Efter vi havde kigget lidt på skelettet, startede turen tilbage igen til hulernes åbning og videre igennem junglen tilbage til startstedet – hvor vi fik lidt frokost. Og efter endnu en tur ad den bumpede vej og et skifte af minibus kørte vi tilbage til hotellet.

Her kunne vi så få et bad – og bagefter slappe af med en gin & tonic inden aftensmaden. Mens vi nød drinken og skumringen, kunne vi også opleve et af naturens meget fascinerende fænomener – nemlig ildfluer. Det er ikke første gang, at vi ser dem. Men vi bliver aldrig trætte af den oplevelse.

Da vi havde spist aftensmad, kunne vi lige nå at slappe lidt mere af, inden det var sovetid – hvilket blev besværliggjort en smule af brøleabernes vilde og høje brøl, der lyder ret uhyggeligt (specielt hvis man ikke ved, hvad det er).

Næste dag havde vi ikke de store planer. Så her blev vi på junglehotellet, hvor der blandt andet blev lavet skolearbejde og løst kryds og tværs. Og efter frokost blev der badet i floden ved hotellet. Vi fik også læst og spillet kort (og drukket et par gin & tonic), inden dagen var ved at være gået.

Lige inden aftensmaden opdagede vi pludselig en række brøleaber i træerne lige ved hotellet (inklusiv en lille unge) – som ikke havde været der de andre dage.

Det var rigtig hyggeligt at ligge og kigge på dem – lige indtil en af hotellets andre gæster sendte en drone i luften for at filme dem. Så var den ro spoleret.

Jeg kan sådan set godt forstå, at hvis man har en drone, så vil man også gerne forsøge at filme aberne tæt på. Men at man slet ikke tager hensyn (eller i det mindste spørger om det er ok), der kan jeg ikke forstå.

For der findes ikke mange ting, der er mere forstyrrende end en larmende drone – hvilket vi desværre allerede har oplevet flere andre steder. Heldigvis virkede det dog ikke som om, at dronen forstyrrede aberne – da de først havde brølet lidt af den.

Efter aberne var forsvundet igen, spiste vi aftensmad. Og bagefter læste vi lidt, inden det igen var blevet sovetid.

I forgårs var det så blevet tid til at forlade junglen og tage mod stranden. Så efter vi havde spist morgenmad og pakket vores ting, kørte vi af sted mod Maya Beach.

Turen tog godt halvanden time og gik først ad ”Hummingbird Highway” – der er en utrolig smuk vej med frodig jungle og grønne plantager på begge sider. Senere nåede vi så vandet og kørte ad en smal tange imellem havet og en lagune.

Klokken halv tolv var vi så fremme ved vores hotel ”Umaya Resort & Adventures” – hvor de forståeligt nok ikke havde vores værelse klar endnu. Så mens vi ventede, spiste vi en lækker (men dyr) pizza til frokost.

Efter noget tid fik vi at vide, at vores værelse var klar. Det viste sig at være et værelse helt nede i bunden af hotellet – hvilket undrede os, da vi havde betalt en smule ekstra for et ”premium” værelse.

Så vi spurgte, hvorfor vi ikke havde fået det – hvilket de straks beklagede og sagde, at det var naturligvis en fejl. Desværre har vi oplevet den slags en del gange før – specielt når vi har booket et hotel igennem en booking-portal. Det virker lidt som om, at de tænker ”går den så går den” (og satser på at gæsterne ikke opdager ”fejlen”).

Det betød, at vi måtte vente yderligere en halv time, inden vores nye værelse var klar. Men her stoppede problemerne så ikke.

For da vi klagede over det første værelse, fik vi at vide, at vi ville få et nyt værelse øverst på tredje sal. Men nu var det så pludselig blevet til et værelse et midten af hotellet – hvilket vi stadig ikke mente var det, som vi havde betalt for.

Efter endnu en søforklaring om størrelsen på sengene og manglende ledige værelser fik vi dog diskuteret os frem til, at det så pludselig godt kunne lade sig gøre at få et værelse øverst alligevel.

Mens vi ventede, kom en anden mand hen til os og sagde, at han havde en god og en dårlig nyhed. Den dårlige nyhed var, at vi skulle vente yderligere på at værelset blev rengjort (hvilket vi også havde forventet). Til gengæld var den gode nyhed at, som han sagde, ”You have been upgraded…” (kunstpause) ”… to the room you have paid for”.

Så tak for at give os det værelse, som vi rent faktisk burde have fået fra starten. Bare ærgerligt at det skulle tage fire timer.

Værelset var dog værd at vente på. For fra vores altan har vi en flot udsigt ud over lagunen – hvilket er noget af en kontrast til det mørke værelse, som vi fik i første omgang.

Da vi endelig havde fået vores værelse, gik Marianne og jeg af sted til det nærmeste supermarked halvanden kilometer væk for at købe lidt drikke og snacks. Og så kunne vi endelig sætte os på på altanen med en lokalbrygget specialøl og nyde den smukke solnedgang.

Bagefter så vi alle fire X-Factor. Og så var det blevet tid til at sove efter en lang rejsedag med meget ventetid.

I går havde vi så booket en snorkeltur – og skulle derfor endnu engang tidligt op. Her startede vi med en middelmådig morgenmad på hotellet, inden vi blev hentet af en minibus klokken otte og kørt en halv times tid til havnen i Placencia.

Herfra skiftede vi til en båd sammen med en masse andre snorklere – og sejlede en times tid i høj søgang mod øen ”Silk Caye”.

Vi vidste godt, at det var en lille, øde ø, som vi skulle til. Men at den ville være så lille, havde vi ikke regnet med. Derfor var det noget af en overraskelse, da vi nærmede os øen – og kunne se, at den vel ikke var mere end godt 50 gange 100 meter.

Så det føltes virkelig som at gå i land på en lille, øde ø. Og heldigvis var vi den første båd fremme, så vi kunne få den fulde oplevelse.

Efter vi havde gjort vores snorkeludstyr klar, hoppede vi i vandet med en guide og tre andre – og snorklede så rundt om øen. Her så vi en masse koraller og en række flotte fisk.

Oppe på land igen spiste vi den frokost, som guiderne havde medbragt. Og efter lidt ventetid, hvor vi blandt andet kunne kigge på pelikaner eremitkrebs, hoppede vi i vandet igen. Her snorklede vi så en lidt anden tur, hvor vi også så en masse flotte koraller og fisk.

Begge snorkelture havde været fine – men også noget, som vi havde set før. Den sidste snorkeltur skulle til gengæld vise sig at blive meget spektakulær.

For her gik vi ombord på båden igen og sejlede en kort tur til et sted, hvor der var lokale fiskere – og hvor dyrene under vandet derfor også vidste var rig på føde.

Og vi var da også kun lige nået frem, før en af guiderne råbte, at der var en skildpadde i vandet. Så vi skyndte os at få udstyret på og hoppe i.

Og så kunne vi nyde det mest fantastiske dyreliv. For udover to kæmpe skildpadder, der svømmede helt tæt på, var der også både nurse sharks og ikke mindst rokker i en størrelse, som vi aldrig har set før.

Så det var en helt fantastisk oplevelse – der desværre stoppede alt for hurtigt, da vi skulle tilbage på båden. Vi kunne ellers godt have nydt synet meget længere.

Herfra gik turen så tilbage mod fastlandet, hvor vi blev hentet af minibussen igen og kørt tilbage til vores hotel. Og så kunne vi skylle saltvandet af og nyde en kold øl og en flot solnedgang.

Bagefter spiste vi aftensmad på hotellet. Og så sluttede dagen af med, at vi så MGP – hvor Sophia fra Fridas og Vildes skole vandt.

I dag har vi ikke de store planer. Så her skal vi sikkert en tur til pool og strand – hvis de mørke skyer ellers ikke udvikler sig til regn. Og i morgen går turen så videre til Antigua i Guatemala.