Landehop

De seneste fire dage har vi bevæget os fra Belize via Guatemala og til Honduras, hvor vi befinder os nu. Så der har været en del transport involveret – og ikke mindst en del ventetid.

Vores sidste dag i Belize blev brugt på en kombination af praktiske ting og afslapning. For om morgenen regnede det, så her blev vi i lejligheden, hvor vi fik ordnet nogle ting ved computeren. Og da det så blev bedre vejr, gik vi til stranden, hvor vi fik en pizza på restauranten der.

Bagefter lå vi også lidt ved poolen – og fik en lækker drink i poolbaren. Og så sluttede vi endnu engang dagen af med en specialøl på altanen, mens solen gik ned.

Aftensmaden blev spist på hotellets restaurant, hvor vi måtte vente en time, før maden kom. Til gengæld var den flot anrettet – men smagte ret kedeligt. Så vi jokede lidt med, at kokken havde fået corona – og derfor ikke kunne tilsmage maden.

Næste morgen var vi så oppe allerede kvarter over seks for at rejse videre. Det planlagte bad blev dog ikke til noget, for der var intet vand i hanerne. Og receptionen blev først bemandet klokken syv. Så her var der heller ingen hjælp af hente.

Det var rigtig irriterende, for vi havde med vilje ventet med at gå i bad – selvom vi havde været i poolen dagen før. Så Marianne måtte vaske hår i drikkevand fra en stor tank på i køkkenet – mens jeg måtte udskyde mit bad.

Efter vi havde spist morgenmad (som ”kun” tog en halv time at tilberede), var vandet kommet igen – og jeg kunne derfor nå et hurtigt bad, inden vi skulle checke ud og køre mod lufthavnen. Jeg havde dog ikke behøvet at skynde mig så meget, for vores taxa kom først et kvarter efter det aftalte tidspunkt.

Køreturen til lufthavnen tog 2,5 timer. Og efter at have checket ind og gået igennem pas- og sikkerhedskontrollen, kunne vi sætte os til at vente i den lille men meget kaotiske lufthavn.

Heldigvis lettede vi til tiden – i endnu et lille fly. Og efter godt en times flyvning, startede indflyvningen til Guatemala City – hvor vi først fløj imellem flere bjerge og til sidst lavt henover byens tage, inden vi landede midt i byen.

Endnu engang var vi hurtigt igennem paskontrollen. Og da vores bagage også allerede var klar, kunne vi kort tid efter gå ud for at finde den taxa, som vi havde bestilt igennem vores næste hotel.

Men der var ingen personer, med et skilt med mit navn på. Og vi var da også til sidst tæt på at opgive, da vores chauffør endelig dukkede op – en halv time forsinket.

Fra lufthavnen kørte vi mod Antigua – der trods den korte afstand på 40 kilometer blev en ret lang tur på halvanden time på grund af trafikken. Det gjorde det dog heller ikke bedre, at vores taxa næsten ikke kunne trække op ad de stejleste bakker.

Til sidst nåede vi dog ”Hotel Boutique Los Pasos”, hvor vi fik to værelser ved siden af hinanden på det hyggelige hotel. Og da vi ikke havde fået noget at spise siden morgenmaden, gik vi derefter straks på jagt efter aftensmad.

Efter vi havde gået en del rundt uden at kunne vælge imellem de mange restauranter, gik vi tilbage til vores hotel – hvor vi fik en god burger med tilhørende lokalbrygget øl. Og så var det ellers op på værelset for at slappe af og sove.

Næste morgen blev vi vækket klokken seks til lyden af kirkeklokker. Vi faldt dog i søvn igen – indtil klokken otte. For her vågnede vi af en meget høj musik – som om vores naboer holdt fest. Det viste sig dog at være et lokalt karneval, der åbenbart startede meget tidligt på dagen.

Men så var vi jo vågen – og kunne lige så godt spise morgenmad. Det gjorde vi på hotelles tagterrasse, hvor vi fik en rigtig lækker (og stor) morgenmad.

Bagefter var planen at lave lidt skolearbejde, inden vi ville kigge nærmere på byen. Men den plan blev spoleret af, at Vilde var blevet småsyg – og derfor måtte slappe af på værelset lidt tid.

Senere gik vi dog ud for at kigge nærmere på Antigua. Og vi nåede da også et par butikker og en is på McDonald’s, inden Vilde følte sig for sløj til at fortsætte – og derfor måtte følges tilbage på hotellet.

Frida ville også helst blive på værelset. Så Marianne og jeg valgte selv at gå ud igen – hvor vi kom vidt omkring i den forholdsvis lille by. Vores gåtur sluttede på en ølbar med flot udsigt – og en sjov øl med chili.

Bagefter tog vi McDonald’s mad med hjem til pigerne, som de spiste på værelset – mens vi fandt en meget lille restaurant tæt på hotellet. Her fik vi de sidste to pladser – for både de tre borde oppe, de tre pladser i baren og de to pladser i døråbningen var allerede taget.

Så der var ikke meget plads på restauranten – inklusiv i køkkenet. Men maden var virkelig god, og der var en rigtig hyggelig stemning – som vi nød, inden det var tilbage for at putte børn.

Heldigvis var Vilde mere frisk dagen efter. Så da vi havde spist morgenmad, gik vi ud for at kigge på byen alle fire. Her var vi igen i en række butikker og fik også en is, inden vi sluttede på ølbaren fra dagen før – hvor vi fik en let frokost.

Bagefter gik vi tilbage til hotellet igen, hvor Marianne og jeg fik en gin & tonic på tagterrassen. Og så spiste vi aftensmad på en restaurant med god pizza og specialøl.

I går skulle vi så videre til Honduras. Så efter vi havde pakket og spist morgenmad, var vi klar til afgang klokken halv elleve.

Men da jeg skulle checke ud og betale, fornemmede jeg, at de ikke havde styr på den taxa, som vi havde bestilt dagen før. Og ganske rigtigt. Da jeg nævnte den, så de meget forvirrede ud – til trods for en af de to i receptionen faktisk var hende, som vi havde lavet aftalen med.

Så der blev ringet rundt – og med tyve minutters forsinkelse kom vores transport endelig. Til gengæld var det denne gang en større minibus – i stedet for en almindelig bil. Og da den samtidig kunne trække op ad bakken og vores chauffør kørte godt i den hektiske trafik, tog det ikke mere end en times tid, før vi var i lufthavnen.

Her kom vi så til gengæld til at vente i check-ind køen i en time – hovedsageligt på grund af to familier, som tog virkelig lang tid at få betjent ved den eneste skranke, der var at checke ind ved.

Da vi skulle checke ind, fik vi også at vide, at vi skulle udfylde en elektronisk ansøgning om indrejse til Honduras – men at vi bare kunne gøre det, mens vi ventede på afgang.

Det blev dog ikke helt så nemt, som det lød. For internettet var så dårligt ved gaten, at jeg måtte gå et andet sted hen i lufthavnen, for at få bedre signal.

Her var det en smule bedre – og jeg kunne starte ansøgningsprocessen. Den var dog enormt omfattende. For de skulle vide alt om nationalitet, fødselsdag, hvor vi skulle bo i Honduras, hvor vi kom fra, hvor vi ville lande, alle vores pasdata og en hel masse andet – for hver af os fire. Faktisk var skostørrelse og favorit-fodboldhold vel nærmest det eneste, som jeg ikke skulle skrive.

Så jeg nåede kun lige netop at udfylde alle informationerne, inden jeg fik en sms fra Marianne om, at næsten alle havde boardet flyet. Og efter jeg havde løbet tilbage til gaten, var vi de sidste, som gik ombord. Men missionen var lykkedes – trods alle udfordringerne.

I øvrigt tjekkede de ikke ansøgningerne ved gaten – som vi ellers havde fået at vide, at de ville. Så om det virkelig havde været nødvendigt at stresse så meget, finder vi nok aldrig ud af.

Flyveturen til San Pedro Sula i Honduras tog godt tre kvarter – hvor jeg kunne nå at slappe en smule af, inden vi landede.

Som i alle de andre mellemamerikanske lande (og til forskel fra i Miami) var paskontrollen også super effektiv her. Og efter vi havde ventet lidt, kunne vi også få vores bagage.

Egentlig havde vi planlagt at blive hentet og kørt til vores hotel. Men da vi undersøgte priserne nærmere, fandt vi ud af, at det faktisk var billigere at leje en bil i stedet. Og det havde så også den fordel, at vi nemmere kunne komme fra vores ret isolerede hotel og ind til den nærmeste by.

Så vi fik udleveret vores lejebil og startede turen mod vores overnatning i nærheden af byen Tela. Turen tog godt en times tid – og var en helt anden oplevelse end at køre i El Salvador.

For det første var vejene virkelig dårlige. Selvom vi kørte på en meget trafikkeret hovedvej, var der masser af dybe huller – som vi hver gang måtte undvige i sidste øjeblik. Og samtidig kører folk her i Honduras også noget vildere (og mindre hensynsfuldt) end i El Salvador.

Til sidst nåede vi dog frem – lige inden det blev helt mørkt. Og så kunne vi hente nøglerne til vores Airbnb-lejlighed, der ligger i forbindelse med hotellet ”Indura Beach & Golf Resort”. Her har vi en stor lejlighed med to soveværelse, en stue og et køkken.

Da vi havde checket ind, spiste vi på hotellets restaurant. Og så kunne vi endelig gå tilbage for at slappe lidt af, inden vi skulle sove – efter en meget lang og stressende rejsedag fyldt med alt for meget ventetid på grund af andre mennesker, som ikke havde styr på deres ting.

I nat fik vi så heller ikke den bedste nattesøvn. For vores aircon larmer så meget, at vi valgte at slukke den – hvilket i stedet gav et meget varm værelse. Så vi var ikke alt for friske, da vi vågnede her til morgen.

Efter vi havde gjort os klar, kørte vi til Tela – der er den nærmeste by 14 kilometer fra vores hotel. Så endnu engang var vi glade for vores beslutning om en lejebil.

I Tela startede vi med at hæve penge, inden vi spiste en god frokost på en lokale restaurant ved stranden. Der var dog rigtig mange sælgere, som ikke lige forstod et nej første gang. Så det blev en smule anstrengende til sidst.

Efter vi havde spist, fandt vi et supermarked i udkanten af byen, hvor vi købte lidt til køleskabet i lejligheden. Og så kørte vi tilbage igen.

Resten af dagen har vi brugt på at få lavet det skolearbejde, som vi ikke nåede i Antigua. Og om lidt er det så tid til at spise aftensmad igen.

Planen i morgen er, at vi skal på en sejltur – hvis vejret ellers tillader det. Og i overmorgen har vi så sidste hele dag på vores rejse – inden vi dagen efter starter den lange tur tilbage mod Danmark igen.