Vulkaner, svævebaner og surferdudes

Vi har nu efterhånden været af sted i en uges tid. Og på den korte tid har vi allerede oplevet rigtig meget.

I onsdags havde vi sat vækkeuret til klokken 7 for at være klar til at tage på tur. Det var dog ikke nødvendigt, for vi var allerede vågen tidligere, da vores jetlag ikke helt var forsvundet. Men ellers var vi nu nok også vågnet af de mange fugle på taget, som også var tidligt op – og som lød som blandt andet bakkende skraldebiler og housekeeping-telefoner.

Efter vi havde gjort os klar, kørte vi mod Santa Ana vulkanen, som vi havde planlagt at bestige. Køreturen tog godt en times tid, så vi var fremme omkring halv ti.

I vores guidebog plus på diverse blogs havde der stået, at den daglige, guidede tur startede klokken 11. Men da vi kom frem, fik vi at vide, at den var startet allerede klokken 9. Så gruppen var allerede gået – og vi skulle derfor skynde os at indhente dem.

Vi havde ellers planlagt at spise morgenmad inden. Men det blev der så ikke noget af. I stedet måtte vi klare os med lidt kiks og andet snack de næste mange timer.

Det tog dog ikke så lang tid at indhente gruppen. Tilsyneladende havde guiden fået besked om os – og ventede derfor lidt længere fremme.

Turen op til toppen af vulkanen tog et par timer – og var rigtig hård. Specielt fordi guiden satte et heftigt tempo med kun få pauser.

Den første del af turen gik igennem skov med dejlig skygge. Men den anden halvdel af turen var i åbent vulkanlandskab med masser af sten. Så selvom vi var godt oppe i højderne (hvilket ikke ligefrem hjalp på vejrtrækningen), var det alligevel ret varmt.

Til sidst nåede vi dog toppen og kunne nyde den smukke udsigt. Heldigvis var det skyfrit, så vi ikke kun kunne se den grønne svovlsø under os – men også Coatepeque-søen, hvor vi boede samt ikke mindst en række andre af El Salvadors i alt 170 vulkaner.

Vi havde forholdsvis lang tid på toppen, inden vi begyndte nedstigningen, der var lidt mindre fysisk krævende – bortset fra det sidste stykke, der gik opad igen. Og efter sammenlagt knap fem timers tur var vi tilbage ved parkeringspladsen igen – og kunne køre mod vores sø igen.

På vejen tilbage stoppede vi ved en restaurant med en flot udsigt over Coatepeque-søen – hvilket vist også var det bedste, som man kunne sige om det sted. For maden var ikke specielt god.

Efter at have handlet lidt på den lokale tankstation kunne vi så køre det sidste stykke til vores villa – hvor vi endelig kunne hoppe i søen efter en lang og hård dag. Og så blev resten af eftermiddagen og aftenen brugt ved poolen.

Dagen efter var igen oppe før vækkeuret ringede. Frida havde endda været oppe så længe, at vi igen fandt hende i en hængekøje nede ved søen – hvilket var blevet hendes morgenritual.

Efter vi havde taget en morgendukkert i søen og fået pakket vores ting, kørte vi af sted. Første stop var lidt morgenmad på en restaurant ud til søen. Og bagefter fortsatte vi mod ”Ruta de las Floras” – der skulle være en smuk rute med masser af blomster.

Desværre viste det sig, at de flest blomster var afblomstret. Så turen var ikke så imponerende, som den sikkert havde været et par måneder tidligere.

Midt på ruten havde vi booket et værelse på ”Hotel Juayua” – i byen med samme navn. Efter vi havde fået vores værelse, gik vi en tur rundt i Juayua, hvor vi både fik lidt at drikke og en lækker frokost. Og så brugte vi ellers resten af dagen på hotellet.

I forgårs skulle vi så videre igen. Så efter vi havde spist morgenmad og pakket vores ting, kørte vi en kort tur til Apaneca, hvor vi havde bestilt en zipline-tur.

Her kom vi op på ladet af en pickup-bil. Og så gik turen ellers op ad en stejl vej med meget dårlig belægning.

Oppe på toppen startede vores svævebane-tur – hvor vi skulle igennem 14 forskellige svævebaner. De første var ret korte øvebaner. Men efterhånden blev de både længere og var højere oppe. Den længste var på 420 meter og den højeste var oppe i 125 meters højde.

Så det var ret grænseoverskridende – specielt for Vilde. Men hun klarede den fint – og var vist ret stolt af sig selv bagefter. Og alle var enige om, at det havde været en sjov oplevelse.

Tilbage i Apaneca igen gik vi lidt rundt i byen, inden vi kørte videre mod Stillehavs- og surferbyen El Tunco – hvor vi er nu.

Turen tog et par timer. Og efter vi var kommet ned fra bjergene, kørte vi det sidste stykke langs Stillehavet – med en utrolig flot udsigt.

Fremme i El Tunco checkede vi ind på vores hotel ”Boca Olas Ressort & Villa”, hvor vi fik en lille lejlighed med et soveværelse og en opholdsstue.

Bagefter gik vi en tur ud i byen og ned til stranden, hvor vi kunne se de mange surfere ride på de store bølger – med mere eller mindre succes. Her spiste vi også tidlig aftensmad. Og så sluttede vi af med at nyde den flotte solnedgang, inden vi gik tilbage mod vores hotel.

I går var det Mariannes fødselsdag. Så her blev hun vækket med flag og sang – efterfulgt af udpakning af gaver.

Og efter en god morgenmad lagde vi os ved poolen et par timer. De første dage i El Salvador havde været ret hektiske og med mange oplevelser, så det var faktisk rart ikke rigtig at skulle noget.

Efter et par timer ved poolen gjorde vi os klar – og gik derefter til stranden igen. Her startede vi med at få et par drinks på en bar. Og bagefter købte vi os lidt drikke i et supermarked, som vi nød, mens vi så solen gå ned.

El Tunco er en rigtig surferby med masser af feststemning. Det betyder også, at de fleste steder er kombinerede restauranter og barer – med høj musik efter solnedgang.

Vi havde dog lyst til et lidt mere roligt sted. Så vi valgte at spise aftensmad på vores hotel – hvor der var både roligt og god mad.

I dag har vi så sidste hele dag i El Salvador, inden vi i morgen kører den korte tur til lufthavnen, hvor vi skal aflevere vores lejebil – og derefter flyver mod nye oplevelser i Belize.