Fuld fart på i New York

Tidligere på vores rejse kunne vi bruge en hel dag på at gå til poolen og så evt. lave lidt aftensmad. Men efter at vi er kommet til New York, er der kommet noget mere fart på. Med kun 3½ dag til at opleve hele byen, kan vi ikke slappe alt for meget af.

Den sidste dag på St. Lucia tilbragte vi ved poolen. Om aftenen tog vi båden over bugten til en restaurant, der lå ved stranden. Her så vi den mest fantastiske solnedgang, inden vi fik et godt måltid mad.

Næste dag var det så tid til at tage afsked med Caribien. Først skulle vi dog lige på en 1½ times taxatur sydpå. Det var godt nok en lidt lang tur, men samtidig var det også en god måde at se lidt mere af St. Lucia. Og endnu engang blev vi bekræftet i, at øen byder på en fantastisk natur.

Indcheckning og selve flyveturen gik også smertefrit, og efter godt fem timer landede vi endnu  engang i JFK lufthavnen. Da vi skulle igennem paskontrollen, kom vi til at opleve to ting, som vi ikke havde troet var muligt.

For det første var der ingen kø. Vi kom til med det samme. Og for det andet havde paskontrolløren faktisk humor. Det er noget, som vi kun har oplevet få steder i verden; og aldrig havde troet, at vi skulle være vidner til i USA. Men en god start på et besøg, som mange andre lande kunne lære noget af.

Efter en tur i taxa, kom vi frem til vores lejede lejlighed i New York kaldet Morgans Loft. Det er det mindste sted, vi har boet og med kun ét soveværelse. Men den er fint indrettet, fungerer godt og ligger centralt på Manhattan. Så vi er yderst tilfredse. Eneste minus er, at der er en del larm fra skraldebiler, lastbiler mm. Men det er jo, hvad man kan forvente i en storby som New York; og ikke noget et par ørepropper ikke kan klare.

I forgårs startede vores sightseeing så for alvor. Første stop var togstationen Grand Central Terminal, der med sine 44 perroner og 67 spor i to etager er verdens største. Samtidig er den også utrolig flot indrettet.

Næste attraktion var Museum of Modern Art; også kaldet MoMA. Her havde vi set frem til at se den berømte udstilling af design. Men sikke en skuffelse. På forhånd havde vi hørt så meget om alle de produkter, der havde været udstillet på MoMA. Men rent faktisk var udstillingsområdet væsentlig mindre end f.eks. Dansk Design Center i København. Og så hjalp det altså ikke på skuffelsen at se store værker som f.eks. Andy Warhols billeder af dåsesupper.

Efter at have kigget på design, var det jo passende at besøge en af de ypperste firmaer indenfor netop dette område: Apple. Apple har en kæmpe butik liggende midt på en af New Yorks mest befærdede steder for enden af 5th Avenue lige ved Central Park. Eller rent faktisk ligger butikken under jorden. Det eneste, der er over, er en stor glaskasse med et Apple-logo; hvorfra der fører en trappe ned til underetagen.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Apple har mange fanatiske tilhængere. Og på mange måder minder Apple-butikken også mere om en helligdom end en butik. Og så har den åbent døgnet rundt alle ugens dage. Man må tage hatten af for firmaets evne til at brande sig selv.

Da vi kom forbi, stod der en lang række (hovedsageligt asiater) udenfor. Det viste sig, at de stod i kø for at få lov til at købe den nye iPhone 4. Én, som vi snakkede med, havde stået i kø i fire timer, for at få fingre i Apples nyeste produkt.

Hvis Fridas interesse var begrænset her, så livede hun til gengæld op hos naboen F.A.O Schwarz, der vel nok har en af verdens største samlinger af bamser. Alt blev krammet, og hun gik næsten helt amok af grin, da hun kom i nærkontakt med de største bamser, der var tre gange så lange som hende selv.

I går var det så det sydlige Manhattan, der stod for tur. Efter at have gået meget dagen før, besluttede vi os for at tage metroen. Og det er ikke svært at se, at den er noget ældre en den i København. Og noget langsommere. Og noget varmere. Og i det hele taget væsentlig mindre behagelig. Samtidig er skiltningen heller ikke noget at råbe hurra for, så det kan faktisk være svært at finde nedgangen til stationerne. Oveni kommer kortet over metroen, som er meget svært at overskue. Men der er jo også nogle flere ruter end i København.

Det lykkedes os dog at komme frem til færgeterminalen, hvorfra man kan tage den gratis færge til Staten Island. Fidusen ved den er, at den passerer forholdsvis tæt på Frihedsgudinden og samtidig giver et godt udsyn til New Yorks sydlige skyline. Vi kunne dog ikke lade være med at tænke ”er hun ikke større”, da vi så Frihedsgudinden; men måske det bare var afstanden.

Bagefter gik vi via Wall Street til Ground Zero, hvor vi rigtig kunne se, hvilket stort område, der var blevet ramt; og hvor meget byggeri, der nu var i gang. Frokosten blev spist ved Hudson Floden, hvor vi fantaserede om, hvordan absurd et syn det må have været at se et fly nødlande der.

Sidste seværdighed  var Brooklyn Bridge, som er åben for fodgængere. Herfra er der et flot syn ind over Manhattan og hele den sydlige del af New York. Vi var dog ikke de eneste, som havde fået den idé, så det var en lidt besværlig tur  med klapvogn.

Efterfølgende skulle vi ”bare lige” finde metroen. Endnu engang var det et problem, men til sidste lykkedes det, og vi kom tilbage fra Brooklyn til Manhattan. Eftermiddagen sluttede i MoMA’s museumsbutik.

Et af vores dilemmaer har været, om vi skulle se Time Squares mange lysreklamer i mørke (efter Fridas sengetid). Vi løste det dog på den måde, at vi lagde Frida til at sove; og efterfølgende flyttede hende over i klapvognen. Det gik også fint; hun vågnede først, lige da vi kom hjem igen.

Time Square er et imponerende syn med de mange lysreklamer. Samtidig er det også en kæmpe turistattraktion, så der var mennesker overalt. Den sjoveste (eller i hvert fald mest absurde) oplevelse kom dog, da vi så Svampebob blive anholdt. Formodentlig var det ikke tilladt for ham at stå og optræde for penge.

I dag var vi endnu engang tidligt af sted; det er fordelen ved at Frida vågner tidligt. Da vi kom ned på gaden, kunne vi se, at den var spæret af. Og det samme var en lang række andre gader. Det viste sig, at der skulle optages nogle scener til en ny film. For os var det sjovt at se; men med de mange film og serier, der foregår i New York, er det nok ikke noget specielt for en newyorker, at gaderne er spæret søndag morgen.

Efterfølgende brugte vi hver 120 kr. på at komme op på 70. etage af Rockefeller bygninger, hvorfra der var en fantastisk udsigt udover byen og ikke mindst Central Park. Her fik vi for første gang for alvor en fornemmelse af, hvor stor en by, vi egentlig befinder os i.

Næste stop var Trump Tower (der ejes af Donald Trump). Med sine guldfarvede spejle og marmorvægge, var det et studie i dårlig smag; men bortset fra det, var den nu ikke noget særligt.

Dagen sluttede i Central Park, der også kaldes New Yorks lunge. Det er ikke svært at se hvorfor. Her kan newyorkerne komme lidt væk fra biler og larm og komme ud i naturen. Samtidig er der mulighed for at se eller deltage i en række aktiviteter.

Vi så bl.a. baseball, robåde, street dans, teater og volleyball. Og vi var endda kun i en lille del af parken. Frida fik også prøvet en gammel karrusel; og så var hun på en legeplads for første gang i fem uger. Så til trods for at det regnede en del (for første gang), nød hun det meget.

På vejen tilbage til vores lejlighed gik vi forbi Magnolia Bakery, der er for kager (specielt ”cupcakes”) hvad Peter Beier er for chokolade i Danmark; et sted med kage i superkvalitet. Men også et sted med lange kø. Vi glæder os til at smage, om det var ventetiden værd.

Vi smuttede også lige ind i M&M-shoppen; en butik i tre etager med alt, hvad man overhoved kan finde på af produkter, der har noget med de efterhånden kendte M&M-figurer at gøre. Endnu et imponerende studie i branding.

I morgen har vi så en halv dag (eller nærmere trefjerdedel dag), inden vi skal med flyet tilbage til Danmark sidst på aftenen. Men vi har stort set heller ikke shoppet endnu, så der er masser at tage os til endnu her i New York.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.