Hård rock – hård luksus
Hvis vi i stedet for at være kørt hertil, var blevet ført ud i et fly, blevet fløjet til et ukendt sted og derefter kastet ud med faldskærm, ville vi sandsynligvis have gættet på, at vi befandt os i Las Vegas.
Det gør vi dog ikke – selv om lighederne er slående. Vi er i stedet taget til Hollywood – Californiens ukendte fætter i Florida mellem Miami og Fort Lauderdale. Her er vi checket ind på ”Seminole Hard Rock Hotel & Casino”.
Egentlig havde vi besluttet os for vestkysten, men efter at have tænkt lidt nærmere over det, fandt vi ingen grund til at køre flere hundrede kilometer bare for at jagte solen (som vi alligevel ikke kunne være sikker på at finde). Så da muligheden bød sig for at kommer på Internettet på fast food restauranten ”Denny’s”, checkede vi hotellerne nord for Miami.
Her faldt vi over ovennævnte hotel, der er firestjernet og kun koster lidt mere end vores nedslidte motel i Key Largo. Hotellet har et kæmpe poolområde, der dog overgås i størrelse af casino-delen med hundredvis af blinkende spillemaskiner. Det sidste er sikkert også årsagen til den meget rimelige værelsespris.
Området er indianerreservat – og derfor også årsagen til de lempelige hasardspilsregler i forhold til resten af Florida. Af en eller anden årsag er reservaterne i USA ikke underlagt skrappe regler, og da de samtidig er fritaget for skatter, reklameres der med billige cigaretter langs vejen i nærheden af hotellet. Dette giver visse indianere en kæmpe indtægt – hvilket da også er grunden til, at de havde mulighed for at købe netop ”Hard Rock”-kæden for et par måneder siden.
Vores værelse er også noget for sig – noget af det bedste, vi nogensinde har boet på. Her er lækre seng, kæmpe tv og musikanlæg i mærket ”Tivoli Audio” (der i Danmark bl.a. sælges i Illums Bolighus i dyre domme). Badeværelset er i sammen klasse, men det er nu alligevel udsigten gennem de store ”gulv til loft” vinduer, der tager prisen som det bedste.
Det var dog ikke helt nemt at finde. GPS er som tidligere nævnt en super opfindelse – når den ellers virker. Men bedste som vi skulle køre mod hotellet (kun bevæbnet med en adresse), holdt vores GPS op med at virke (og det har den ikke gjort siden). Det betød, at vi nærmeste kørte i blinde, hvilket da også førte os gennem Miami Downtown i stedet for ud på den væsentlig hurtigere motorvej. Aldrig har vi kørt igennem så mange lyskryds.
Til sidst lykkedes det ved hjælp af en kombinationer af op til flere vejkort at finde vores hotel, og det var da heldigvis alt besværet værd.
Efter at have ventet i en times tid på at vores værelse skulle blive klart, lagde vi os ved poolen. I mellemtiden var det blevet sidste på eftermiddagen, så vi blev der ikke så længe.
Aftensmaden blev spist i hotellets ”Food Court”, hvor man kunne få en god gang thai-mad – rart for en gang skyld ikke at skulle vente på mad og regning. Derefter gik vi en tur i den tilstødende shoppinggade, der mest af alt minder om en del af en Disney-forlystelsespark. Her er nøje udvalgte butikker og restauranter, der passer ind i ”Hard Rock”-konceptet.
Dagen i dag er blevet brugt ved poolen. Vejret har ikke været super godt, men der har da i perioder været blå himmel. Under alle omstændigheder har det været rart at slappe af med en god bog.
Eneste minus er da også, at en spirende forkølelse for mit vedkommende er ved at bryde ud – sandsynligvis pga. den vanvittige brug af aircondition her i landet.
I aften går vi sandsynligvis ned i shoppinggaden igen, og i morgen er det så videre. Her har vi et forudbestilt hotel i nærheden af en stor park, hvor mange af beboerne i Miami fejrer nytårsaften.