Holland og Frankrig i Sydamerika

Efter en række afslappende dage på Tobago er vi nu kommet til Sydamerika – hvor der sjovt nok bliver snakket hollandsk og fransk. Noget som man jo ellers ikke ligefrem forbinder med dette kontinent.

I onsdags fik vi pakket vores ting og gjort klar til at forlade Tobago. Inden vi tog af sted, kunne vi dog lige nå en sidste svømmetur i poolen.

Næste stop var vores billeje-bureau, hvor vi havde aftalt at aflevere vores bil klokken 11. Men da vi kom frem, blev vi mødt af en lukket og låst port. Og da vi havde et fly at nå, var der ikke andet at gøre end at køre mod lufthavnen.

Her parkerede vi bilen på en parkeringsplads og lagde nøglerne under måtten – og gjorde udlejningsbureauet opmærksomme på det. Senere fik vi en besked tilbage om, at det var fint – og at de (stik mod alle aftaler) havde været i lufthavnen.

Men med alle de kommunikationsproblemer, som vi har haft med dem, kan vi ikke ligefrem anbefale KCNN Rentals til andre, som skal til Tobago.

Heldigvis nåede vi det hele. Og ved indcheckning fik vi sendt bagagen hele vejen til Surinam – og fik også alle boardingpas. Så vi slap for at skulle tjekke ind igen på Trinidad.

Flyvetiden til Trinidad blev denne gang på hele 20 minutter. Men det gjorde ikke så meget. For vi havde omkring 9 timers ventetid foran – på grund af den ændring i vores rejseplaner, som vi måtte foretage, da Surinam Airways pludselig flyttede vores afgangstid med en dag.

Heldigvis var Trinidad lufthavnen en af de meste rolige, som vi har været i. Så det blev faktisk ikke så slemt. Ventetiden blev brugt på frokost og senere aftensmad – kombineret med iPad, læsning og lidt spil.

Da vi skulle flyve videre, begyndte lufthavnen stille og roligt at blive tømt – uden at det var ved vores gate. Så vi blev lidt mistænksomme. Og det viste sig da også, at vores fly afgik fra en anden gate end den, der stod på skærm og boardingpas.

Mens vi ventede på at komme ombord, snakkede vi med en svensker, som havde rejst i 187 lande – ret imponerende.

Klokken lidt over 22 kunne vi så endelig (med lidt forsinkelse) flyve mod Surinam. Og godt trætte efter en lang dag lukkede vi vist alle fire øjnene i flyet. Fem kvarter senere landede vi så i Surinam – hvilket samtidig blev mit land nummer 100.

Her var der ret lang ventetid ved paskontrollen. Men til gengæld fik vi så vores bagage med det samme og kunne mødes med den chauffør, som skulle køre os til vores hotel i Paramaribo.

Lufthavnen lå et godt stykke uden for byen. Så køreturen tog yderligere en time, inden vi kunne checke ind på Hotel Palacio – og endelig sove klokken 2.30 lokal tid (hvilket dog ”kun” var 1.30 for os).

Næste morgen valgte vi derfor at springe morgenmaden over og bare sove længe. Og da vi så var klar, gik vi ud i byen for at hæve nogle penge.

Det blev dog en ufrivillig lang byrundtur. For ingen af hæveautomaterne tog Visa-kort. Og det blev ikke nemmere af, at alle snakkede en form for dialekt af hollandsk. Så til sidst måtte vi opgive og i stedet hente nogle dollars på vores værelse.

Til gengæld fik jeg så en sms om, at begge mine kort var midlertidigt spærrede på grund af et mistænkeligt hæve-mønster – hvilket ikke rigtig kunne undre, sådan som vi var drønet rundt fra den ene hæveautomat til den anden. Heldigvis kunne det klares med en sms tilbage igen.

Efter den lange byrundtur uden morgenmad var vi godt sultne. Og derfor endte vi på den lokale Burger King, hvor vi kunne betale med dollars – lige som de fleste andre steder. Bagefter gik vi ned til floden, hvor vi satte os på en primitiv, lokal bar og fik en lokal øl.

Tilbage igen gik Marianne og jeg ud for at handle, mens pigerne blev på værelset. Og bagefter stod den på ompakning af vores ting – og derefter sovetid.

For næste morgen skulle vi op allerede klokken 4.20, for at tage mod Fransk Guyana. Og efter at have checket ud, blev vi hentet klokken 5.30.

Derefter gik turen ad Surinams mørke landeveje med op imod 130 kmt/t – fordi vi skulle nå en færge klokken 7.30. Heldigvis nåede vi frem i tide – så der også var tid til paskontrollen ud af Surinam.

For på den anden side af floden ventede Fransk Guyana. Og da Fransk Gyana er en del af Frankrig – og derved også EU, var det dejligt nemt at komme ind i landet. Helt uden at skulle udfylde de sædvanlige papirer.

Vores chauffør/guide havde medbragt lidt morgenmad, som vi spiste i regnvejr under et træ. Og derefter gik turen videre mod Kourou – en køretur på godt tre timer med et enkelt stop undervejs.

I Kourou havde vi lidt tid til at spise frokost på den lokale McDonald’s, inden vi igen skulle videre til Det Europæiske Rumfartcenter, hvor der ventede en rundtur.

Det kan måske undre, at man placerer et europæisk rumfartcenter så langt fra Europa. Men Fransk Guyana har flere fordele.

For det første ligger Fransk Guyana således, at man kan affyre i flere retninger ud over havet. For det andet er der ingen tropiske storme eller jordskælv. Og endelig giver beliggenheden tæt på Ækvator en ekstra rotationskraft, der gør, at man kan have mere last med (eller alternativt spare brændstof).

Det er da også ret tydeligt, at Kourou, hvor rumcentret ligger, er en by med mange nationaliteter. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at man var et sted i Europa eller USA.

Selve rundvisningen var dog ikke det helt store hit – hvilket skyldtes sproget. For vi blev kørt rundt i bus i området med en hel masse franskmænd. Og derfor var alt information på fransk.

Heldigvis var der et par stop undervejs, hvor vi lige havde mulighed for at få en smule information på engelsk – så besøget ikke var helt spildt.

Efter tre timers kørsel rundt i det kæmpe område, var vi tilbage ved udgangspunktet – og kunne køre til Hotel Atlantis Kourou og checke ind. Her var der til pigerne store glæde en pool, som de hurtigt hoppede i, mens Marianne og jeg fik os en kold Heineken.

Der var dog et enkelt udestående, inden vi rigtig kunne slappe af. For ved lidt af en tilfældighed fandt vi ud af, at vores guide var på en 3-dages tur, mens vi var på en 4-dages tur.

Af en eller anden grund var der sket en misforståelse, således at vi havde fået at vide, at det var en 4-dages tur – men vi havde kun betalt for en 3-dages tur. Så efter nogle overvejelser besluttede vi os for, at vi gerne ville betale ekstra for en dag mere.

Og så kunne vi endelig få lidt at spise på hotellets restaurant – der viste sig at være rigtig god. Men vi var jo også i Frankrig. Og kort efter var det sengetid efter en meget lang dag.

Næste morgen var det så op klokken 5.40 for at kunne nå morgenmad (der også viste sig at være god), inden vi blev hentet og kørt til havnen.

Her steg vi på en katamaranbåd sammen med en række andre turister og sejlede mod fængselsøerne Les Iles du Salut – der blandt andet er kendt fra bogen og filmen ”Papillon”.

Vi startede på øen Ile Royal, hvor vi blandt andet kunne se chefens bolig, militærhospitalet og mandskabets barakker. Og til stor fornøjelse for alle var der også både aber og et dyr, der kaldes en agouti (som som vi ellers kun kender fra zoo).

Inden vi skulle mødes ved båden klokken 13, nåede vi også lige at få en sandwich og lidt at drikke. Vi havde dog ikke behøvet at skynde os. For med vanlig fransk arrogance hentede bådens personale os først klokken 13.30. Til gengæld kunne vi så bruge ventetiden på at kigge på skildpadderne i vandet.

Derfra var der en 5 minutters sejltur, inden vi med gummibåd kunne gå på land på Ile Saint Joseph – hvor vi kunne se fangernes små fængselsceller. Og selvom det hele var overgroet og med væltede mure, var det alligevel ikke svært at forestille sig, hvor slemt det må have været.

På øen fik Vilde pludselig også øje på en ”myresti” med tusindvis af myrer, som bar blade frem og tilbage. Og da vi fulgte stien, viste den sig at være flere hundrede meter lang.

Øen med den grusomme historie, er nok et af de flotteste steder, som vi har været. Overalt var der høje kokospalmer. Og med udsigten til det turkisblå hav, var det et rigtigt tropeparadis – når man altså ikke lige var fængslet der.

De mange kokospalmer gjorde det dog også til et ikke helt ufarligt sted – skulle de vise sig. For pludselig lød der en knagen – og et øjeblik efter et dunk.

Det var en kokosnød, der havde revet sig løs fra palmen og var faldet til jorden – 10 centimeter fra Frida, Vilde og Marianne. Nødden kom med så voldsom kraft og var så tæt på, at den efter at havde ramt jorden, sprang op igen og ramte Frida på benet, så hun fik et blåt mærke.

Så der var ikke noget at sige til, at hun var ret chokeret lige bagefter. Og resten af turen kiggede vi lige op, når vi holdt pause et sted. Men heldigt at det trods alt ikke gik værre.

Tilbage på båden ventede der os en halvanden times sejltur tilbage til Kourou – der blev nydt i stævnen med en rompunch i hånden og synet af delfiner i vandet.

Inden vi kørte tilbage til hotellet, var vi lige på lidt sightseeing i bil rundt i byen – hvor vi blandt andet så det fængsel, hvor fangerne ventede, inden de blev transporteret til øen. Nu var det dog et fint hotel.

Tilbage på hotellet viste det sig, at vores guide ikke havde undersøgt, om vi kunne beholde vores værelser en ekstra nat – hvilket det så viste sig, at vi ikke kunne. Hvorfor han ikke havde spurgt allerede dagen før, kan undre lidt.

Men resultatet blev, at vi besluttede os for at holde os til 3-dages planen og tage tilbage til Paramaribo – i stedet for at tage en ekstra dag med en dagstur til Cayenne.

Dagen sluttede af med en tur i poolen og aftensmad på hotelles restaurant. Og efter endnu en lang og begivenhedsrig dag var det ikke svært at falde i søvn.

I går kunne vi så starte dagen stille og roligt med at sove halvlænge og spise morgenmad i ro og fred. Bagefter var der også tid for pigerne til en tur i poolen, inden vi pakkede vores ting og checkede ud. Og klokken 12 startede turen tilbage mod Surinam.

Den første del af turen havde vi tilsyneladende god tid til at stoppe og få en sandwich – hvilket i virkeligheden bare var et flute med smeltet ost.

Men pludselig havde vi så åbenbart meget travlt og måtte drøne af sted med 130 km/t af bumpede veje for at nå færgen – hvilket helt naturligt resulterede i, at Frida blev køresyg.

Hvorfor vi ikke var taget af sted i lidt bedre tid, var endnu et mysterium i forhold til vores guide, som vi ikke rigtig kunne blive kloge på. I det hele taget havde vi ikke meget fidus til hans manglende organisationsevner og manglede informationsformidling.

Men vi nåede frem til færgen i tide til at klare paskontrollen og køre ombord – hvor vi så lige blev et kvarter forsinket. For billetkontrolløren skulle åbenbart lige hente mad først, inden vi var klar til at sejle. Og så ventede alle da bare.

På Surinam-siden gik paskontrollen heldigvis også hurtigt. Og så kunne vi køre de sidste par timer mod Paramaribo. Hastigheden var stadig høj – men til gengæld var vejene overraskende nok bedre i Surinam end i Fransk Guyana.

Tilbage på det samme hotel (en dag tidligere end planlagt) fik vi det samme værelse – fra den samme person som havde checket os ind midt om natten, da vi ankom fra Trinidad. Og kom op til de samme, alt for bløde senge og vandhanen der hylede, når den ikke var lukket helt.

Og da alle var meget trætte, valgte vi igen den nemmeste løsning – og tog på Burger King for at spise aftensmad.

I dag har vi så en enkelt dag i Paramaribo, inden vi i morgen tager til et jungle lodge – hvor vi skal med fly for at komme frem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.