Langt ude i regnskoven

Når den eneste måde at komme til et sted på er ved at flyve en time henover regnskoven, så ved man, at man er kommet langt væk fra civilisationen. Og det er lige præcis, hvad vi har været de seneste dage.

I mandags var vi dog stadig i Surinams hovedstad Paramaribo – hvor vi havde en dag ekstra på grund af den forkortede tur til Fransk Guyana.

Dagen startede med morgenmad på hotellet – der var ok, uden dog på nogen måde at komme i nærheden af den, som vi havde fået i det meget franske Fransk Guyana.

Derefter stod den på lidt praktisk arbejde ved computeren og noget skolearbejde, inden vi gik en tur ud for at kigge på byen.

Her fandt vi en par boder, der solgte souvenir. Og bagefter satte vi os på en hyggelig restaurant ved floden – med alt for dyr mad (i forhold til kvaliteten). Så vi var hurtigt videre til den bar med billige øl, hvor vi havde været tidligere – og som var perfekt til at lave skolearbejde på.

Senere fik vi også handlet lidt ting. Og så skulle vi ellers i gang med at pakke om endnu engang. For der var kraftige begrænsninger på det antal kilo, som vi måtte have med på flyet. Derefter var det sovetid for pigerne. Og kort efter sov Marianne og jeg også.

Næste morgen havde vi god tid, inden vi checkede ud og tog en taxa til lufthavnen midt i byen – til den meget rimelige pris af lidt over 20 kroner for godt syv kilometers kørsel.

Så det er lidt af en gåde, hvordan taxachaufføren havde haft råd til at spise sig så tyk, at han dårligt nok kunne bevæge sig. Og det er første gang, at jeg har oplevet en mand snorke, mens han var vågen.

I lufthavnen blev alt vejet – vores tasker, vores håndbagage og ikke mindst os selv. For det var meget vigtigt, at der var styr på vægten, og at tingene ikke vejede for meget. Så godt vores taxachauffør ikke skulle med.

Mens vi ventede på at flyet fra Gum Air blev klar, kunne vi kigge lidt på vores rejseselskab – som alle var noget (eller meget) ældre end os. Surinam er tilsyneladende normalt et sted, hvor (hovedsageligt hollandske) ældre mennesker tager til.

Efter flyet var blevet klargjort, kunne 14 mennesker stige ombord – og sammen med en masse fragt gøre sig klar til at flyve mod Kabalebo Nature Resort.

For det er ikke kun turisterne, som ankommer med fly. Det gør alt andet også. Fly er nemlig den eneste måde at få ting frem på.

Alt fra mad til madrasser skal med fly. Og det samme gjaldt byggematerialerne til alle de huse, som hotellet består af. Det eneste, der blev produceret på stedet, var trædelene. For træer er der masser af i regnskoven.

Vi undrede os over, at man ikke kunne sejle materialerne dertil. Men da vi hørte, at det tog fire uger med båd at komme bare til den nærmeste landsby – og et par måneder til den nærmeste, større by, gav det mere mening.

Da flyet var helt fuldt, var jeg så heldig at få lov til at sidde ved siden af piloten – hvilket var en stor oplevelse. For her kunne jeg virkelig nyde udsigten ud over den kæmpe regnskov, der startede lige uden for Paramaribo.

Samtidig kunne jeg også følge med på alle flyets instrumenter – og ærgre mig over, at jeg ikke havde spillet flysimulatorspil på computeren. For det kunne have været sjovt at vide, hvad de forskellige ting betød.

Efter en times flyvning henover regnskov og enkelte floder og jordveje, nærmede vi os hotellet – hvor vi landede på en lang græsmark, der var ryddet midt i skoven.

Sidste år ankom vi til vores hotel i Thailand direkte på stranden i en båd – hvilket var ret specielt. Men denne ankomst overgik det nu alligevel.

Efter en kort velkomst og frokost fik vi vores hytter. Vi havde valgt en større hytte med to dobbeltsenge. Og når man tænker på, at vi var midt i regnskoven, var den af virkelig høj standard. Det bedste var dog de to hængekøjer på terrassen.

Lidt senere var vi på en kort gåtur ved hotellet, hvor vi også kom tæt på regnskoven for første gang – og så både en ugle og ikke mindst termitter, der kan tage livet af et kæmpe træ.

Og så var der også et overgroet fly, der havde haft en uheld ved landingen – heldigvis uden personskade. Alligevel havde de dog valgt at flytte det ud i junglen, for at det ikke skulle gøre gæsterne alt for urolige, når de kom flyvende.

Flyet var overgroet med mos og viklet ind i lianer. Og det havde åbenbart også været med i en Indiana Jones film.

I øvrigt var flyet fra Surinam Airways – dem som havde brændt os af to gange. Så vi kunne ikke lade være med at fryde os bare en lille smule.

Efter gåturen skulle vi så på vores første sejltur på floden i nogle lange, smalle både. Det skulle dog åbenbart ikke være alt for ubekvemt. I hvert fald blev vi alle sammen placeret på hver vores havestol i båden.

Efter en kort sejltur nåede vi frem til et sted, hvor vi kunne bade. Det var dog lidt af en udfordring, for vandet var meget lavt. Så vi måtte nærmest mave os frem henover klipperne.

Tilbage igen på hotellet kunne vi slappe lidt af, inden der var aftensmad. På vejen hen til spisestedet, så vi pludselig en tapir, som kom for at spise de frugter, som personalet smed ud til den hver aften. Og selvom vi lyste på den med en kraftig lommelygte, spiste den bare videre.

Efter en rigtig fint aftenmåltid fik vi lidt informationer om, hvad der skulle ske næste dag. Og så var det tilbage til vores hytte for at sove.

Onsdag morgen var vi så oppe klokken lidt i halv syv. Og efter morgenmaden tog vi på tur op ad floden – bare os fire alene med to guider og en bådmand.

Det var den samme tur, som vi havde taget dagen før. Og da vi kom til badestedet, regnede vi ikke med, at vi skulle videre. For der var meget lavvandet – og vi forventede ikke, at båden kunne komme igennem.

Men det kunne den godt. Og yderligere et par gange sejlede vi igennem steder, der så ud til at være umulige at passere. Så vi blev meget imponerede af, hvordan bådmanden og guiderne i fællesskab kunne manøvrere båden mellem alle klipperne – uden at gå på grund.

På turen så vi en masse fugle – blandt andet papegøjer. Og også en lille alligator, der lå inde på land. Det sjoveste var dog at opleve en tapir, der krydsede floden tæt på vores båd.

Efter en længere sejltur stoppede vi ved nogle klipper, hvor vi kunne bade, inden vi vendte båden og sejlede ned ad floden igen.

Vi sejlede dog ikke hele vejen tilbage. I stedet stoppede vi af ved bredden, hvor vi spiste medbragt frokost, inden vi bevægede os til fods ind i junglen.

I løbet af de næste par timer så vi blandt andet den største sommerfugleart i Sydamerika, en frø kamufleret som et blad, en giftig frø, en kæmpe edderkop og en masse aber, som lignede hr. Nilsson fra Pippi Langstrømpe.

Og så præsenterede vores guider os også for en nød med ildfluelarver inden i – som man kunne spise.

Vores ene guide var helt frisk på at tage en bid af en af laverne – mens den anden guide, som var under oplæring, ikke havde den samme appetit. Så jeg sagde, at hvis han spiste den, så gjorde jeg også.

Så jeg tyggede larven i mig – der i øvrigt var lidt gummiagtig og ikke rigtig smagte af noget. Og så var der ikke nogen vej uden om for den nye guide. Men han var vist noget mere presset, end jeg var.

Endestationen for vores junglevandring var lige over for vores hotel. Og resten af dagen havde vi tid til afslapning og en tur i hotellets pool – som der også var blevet plads til her midt i junglen.

Efter aftensmaden blev vi endnu engang sat ind i næste dags program. Og så var det sovetid efter en lang, spændende dag.

Næste morgen var det endnu engang tidligt op. Og efter morgenmaden sejlede vi fire ned ad floden i kajakker – mens guiderne fulgte med i båd i god afstand til, at motoren ikke overdøvede alle junglelydene.

Efter et par timer stoppede vi ved nogle klipper, hvor vi kunne bade – og derefter klæde om til vores vandretøj, der bestod af lukkede sko og lange bukser. Og så bevægede vi os ind i junglen.

På vejen mod det vandfald, hvor vi skulle spise frokost, råbte Marianne pludselig stop. Og jeg stoppede min bevægelse med det samme – hvilket vist var meget godt. For midt på stien lå der en slange, som jeg havde været meget tæt på at træde på.

Godt nok var den ikke giftig. Men alligevel skulle det vist gøre ret ondt, hvis slangede huggede efter en.

Vandfaldet var ikke specielt imponerende – for der var ikke meget vand i det. Alligevel var det et fint sted at holde pause og spise frokost – og kigge på de par alligatorer, der lå i vandet. Guiderne fiskede også og fangede en del fisk. Men det var næsten også for nemt. For så snart de smed krogen i vandet, bed fiskene på.

Fra vandfaldet gik vi videre ad stien – så længe den var der. For pludselig kunne guiden ikke finde ud af, hvordan vi kom videre. Han prøvede at lede os videre – hvilket bare resulterede i, at vi kom tilbage til et sted, vi havde været før.

Guiden mente, at vi var gået i ring – mens Marianne og jeg var sikre på, at vi bare var gået tilbage ad den samme sti igen.

Så guiden fik lidt tid for sig selv, hvor han kunne tænke sig om – og vist også få en beroligende cigaret. Og så prøvede vi endnu engang at gå tilbage til det sted, hvor stien var blevet ”væk”.

Og til sidst lykkedes det guiden at finde stien videre. Det var dog ikke den eneste gang, hvor vi ikke kunne finde vej. For vi var de første i lang tid, som havde gået der. Og når et stor træ vælter og spærrer for stien, er det svært at finde den igen.

Vi var dog aldrig urolige. For vi kunne jo altid gå ud til floden og sætte os til at vente på, at der kom en båd efter os – om ikke andet, når de savnede os ved aftensmaden.

Det var dog ikke den eneste udfordring, som vi havde. For på et tidspunkt skulle vi over et mudderhul – hvilket resulterede i, at Vilde røg i med den ene fod, så hendes helt hvide sko pludselig blev meget brun. Men hun tog det nu ret pænt, selvom der var vådt mudder et godt stykke op ad benet.

Fordi guiden havde så travlt med at finde vej, så vi ikke så meget. Men vi fik blandt andet øje på en spætte og fandt også et skjold fra en skildpadde, der var blevet spist af en jaguar.

Jaguaren bruger det trick at vende skildpadden om, så den ligger på skjoldet. Og når den så forsigtig stikker et ben ud, river jaguaren det af, så skildpadden bløder til døde – og derefter kan spises i ro og mag.

Det mest spændende var dog et skelet fra en brøleabe – med et helt kranium. Vi snuppede en hjørnetand. Og resten tog guiden med hjem for at samle.

Efter en lang gåtur på tre timer igennem tæt jungle var vi endelig fremme – og kunne sejle det sidste stykke tilbage til vores hotel, hvor der ventede en fortjent tur i poolen (og en kold øl).

Bagefter var der læsning på terrassen, aftensmad og introduktion til næste dags tur, inden det igen var sovetid.

I forgårs havde vi så vores sidste hele dag i regnskoven. Her sejlede vi ned ad floden og kiggede på dyr imens – hvor vi så en alligator og en masse fugle. Og så kom der også en kraftig byge. Men heldigvis havde bådmanden regnslag med.

Efter yderligere en kort tur ned ad en lille flod, lagde vi til ved land, skiftede til vandretøjet og begav os endnu engang ind i junglen.

Denne sti var meget mere tydelig, og guiden havde derfor masser af tid til at vise os en masse planter.

Blandt andet så vi et træ, hvor man kunne lave cigaretpapir af barken. Det mest interessante var dog en palme, hvor der ikke var nogen stamme nederst – kun rødder. Det betød så, at palmen kunne ”vandre” mod lyset – med en hastighed på op til 10 centimeter om året.

Det var dog ikke kun planter, som vi så. På turen fik vi også øje på en gyanatukan tæt på (der åbenbart var meget sjælden). Og vi så også kæmpemyrer i en størrelse, som vi aldrig havde set før – samt en skorpion, en tapir og endnu et skildpaddeskjold.

Frokosten spiste vi ved en lille flod, hvor Frida også prøvede at fiske med guiden – og fangede en stor fisk, som de tog med hjem.

Desværre slap vi heller ikke helt for uheld på denne tur. For på vejen tilbage gled Frida på en rod – hvilket fik hende til at fægte med armene. Og meget uheldigt ramte hun så en palme med pigge. Så efterfølgende måtte vi pille otte store pigge ud af hendes hånd.

Tilbage på vores hotel stod den endnu engang på pool og afslapning i hængekøjen inden aftensmaden – og den efterfølgende information om næste dag.

I går skulle vi så tage afsked med junglen. Så efter morgenmaden fik vi pakket vores ting og checket ud.

Heldigvis var der stadig lidt tid tilbage til en sidste oplevelse. Så vi hoppede endnu engang i kajakkerne og sejlede ned ad floden i et par timer, inden vi kom ombord i båden og sejlede tilbage til hotellet.

Her fik vi frokost. Og bagefter satte vi os til at vente på at flyet fra Paramaribo kom med nye gæster – og kunne fragte os tilbage igen.

På turen ud havde jeg jo været så heldig at få plads lige ved siden af piloten. Og på hjemturen var Marianne næsten lige så heldig. For hun kom til at sidde lige bag ved ham.

Den næste time fløj vi så endnu engang over regnskoven – inden vi nærmere os civilisationen igen. Og indflyvningen til Paramaribo var en stor oplevelse, fordi vi kunne se, hvordan piloten landede på den forholdsvis lille landingsbane midt i byen. I øvrigt lidt ironisk lige ved siden af kirkegården.

I lufthavnen fik vi vores bagage – og blev derefter straks mødt af flere taxachauffører (som var væsentlig mere mobile end ham på vejen til lufthavnen).

Vi spurgte, om de brugte taxameter – og fik et bekræftende svar. Vores erfaring sagde os dog, at man ikke altid kan regne med 100 procent ærlighed fra chaufførerne.

Og ganske rigtigt. Da vi satte os ind i taxaen, var der ikke noget taxameter. I stedet ville chaufføren havde en pris, der var mere end tre gange det beløb, som vi havde betalt for at komme til lufthavnen.

Sådan en svindler gad vi ikke køre med. Så vi steg ud igen – og gik et stykke ned ad hovedvejen med vores bagage.

Her stoppede en taxa, som gerne ville tage os med. Godt nok var der allerede to ældre passagerer. Men de kunne tilsyneladende sagtens mase sig sammen med os fire plus bagage i den lille taxa.

Heldigvis stoppede en anden taxa næsten samtidig, så vi kunne komme alene med den i stedet. Og hans pris var kun lidt mere end den pris, som vi havde betalt til lufthavnen.

Tilbage på Hotel Palacio for tredje gang fik vi det samme værelse igen – med den samme lidt for bløde madras og den samme knirkende vandhane. Men heldigvis også med det samme meget venlige personale.

Resten af dagen brugte vi på at være på internettet igen – hvilket ikke rigtig havde været en mulighed i junglen. Godt nok betalte jeg knap 200 kroner for at komme på, så jeg kunne tjekke emails. Men når internetforbindelsen er via satellittelefon, så er den både ekstrem langsom og ustabil.

Vi fik også set et afsnit X-Factor (for første gang på rejsen), inden vi tog på Burger King endnu engang – andet gad vi ikke rigtig. Og efter lidt mere X-Factor var det sovetid.

Nu har vi så endnu en dag her i Paramaribo, inden vi i morgen flyver videre til Georgetown i Guyana.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *