I cowboyland

Efter at have sagt farvel til Arthur, Ellinor, Mette og Casper dagen før var det lørdag i sidste uge tid for os til at forlade Culebra.

Dagen startede derfor tidligt med at få pakke det sidste og spise en smule morgenmad, inden vi kørte af sted for at aflevere vores lejebil. På vejen satte jeg Marianne, Frida og Vilde af ved lufthavnen, der lå godt 100 meter fra udlejningsbureauet.

Lufthavnen var lille – og det samme var det fly, som vi skulle flyve til San Juan med. Der kunne kun være 10 i flyet – inklusiv den kvindelige pilot.

Og det viste sig også, at der var begrænset med bagageplads. Faktisk var der så lidt plads, at vi blev bedt om at prioritere vores bagage. For det var ikke sikkert, at det hele ville komme med. Det havde nu været rart at vide, for så havde vi nok pakket anderledes.

Da vi fløj af sted, stod der da også en af vores tasker tilbage. Heldigvis fortalte de os, at der ville lette et fly med vores (samt en masse andre passageres) bagage lidt efter.

Flyveturen tog godt en halv time – og var en sjov oplevelse. Flyet fløj ret lavt, så vi havde god udsigt til en stor det af Puerto Rico.

Da vi landede i San Juan og henvendte os vedrørende vores manglende bagage, fik vi at vide, at det andet fly ville lande få minutter efter. Alligevel måtte vi vente 50 minutter og henvende os igen, før det hentede tasken – som sandsynligvis havde kørte rundt på bagagebåndet i lang tid.

Men endelig kunne vi komme med en taxa (der også blev kørt af en kvindelig chauffør) mod vores hotel Caribe Hilton.

Her ankom vi allerede klokken 11.30, og derfor var vores værelse ikke klar. Så i stedet satte vi os til at vente ved poolen – hvor pigerne også kom i vandet. Bagefter spiste vi frokost samme sted.

Efter nogle timer spurgte vi igen til vores værelse – der tilsyneladende stadig ikke var klar til os – men de forsikrede os om, at de ville ringe til os. Så vi satte os til at vente igen.

Der blev ikke ringet til os. Så derfor gik vi endnu en gang op i receptionen for at spørge. Og pludselig var vores værelse klar. Hvor længe det havde været det, kan vi jo bare gætte på.

Vi fik taget vores bagage op på værelset, og bagefter gik vi til poolen igen. Aftensmaden blev spist på hotellets italienske restaurant – hvor pigerne fik feriens første spaghetti carbonara. Og for en gang skyld kom de faktisk i seng i ordentlig tid.

Næste morgen var det skyet og regnede lidt – hvilket faktisk var det første dårlige vejr, som vi oplevede på ferien.

Så vi brugte formiddagen til at fordele bagagen imellem os – fordi vi ikke skulle rejse videre sammen til Dallas.

Sidst på formiddagen tog vi en taxa ind til den gamle del af San Juan, hvor vi startede med at spise frokost. Og i mellemtiden var det heldigvis klaret op og solen skinnede.

Efter frokosten gik vi lidt rundt i den faktisk hyggelige by (til forskel fra de fleste andre caribiske byer, som vi har været i).

Vi endte ved en stor græsplæne, hvor alle de lokale fløj med drager – sandsynligvis i anledning af, at det var søndag. Her var der også et gammelt fort, som vi kiggede lidt nærmere på – og så en gammel kanon blive skudt af.

Bagefter gik vi tilbage mod taxaholdepladsen. På vejen spiste vi en is og fik også handlet lidt, inden vi tog tilbage mod hotellet. Resten af eftermiddagen var vi ved poolen, inden vi spiste aftensmad på en asiatisk restaurant om aftenen.

Næste morgen skulle jeg tidligt op for at tage mod Dallas for at deltage i en online marketing konference – mens Marianne og pigerne skulle blive tilbage i Puerto Rico.

Så jeg fik pakket det sidste, sagt farvel og tog en taxa til lufthavnen, hvorfra der ventede en flyvetur på fem timer til Dallas. Heldigvis gik turen nemt, og efter endnu en taxatur ankom jeg til Hyatt Regency Dallas.

Her checkede jeg ind på både værelset og konferencen, inden jeg gik en tur rundt i byen. Resten af dagen slappede jeg af på værelset.

Mens jeg var på vej mod Dallas, brugte Marianne og pigerne hele dagen ved poolen – hvor vejret heldigvis var godt. Så de blev vist lidt røde.

De næste tre dage stod på konference fra morgen til aften for mit vedkommende. I alt blev det 34 timers information og viden. Så der var ikke overskud til meget andet end at sove, når dagen endelig var slut.

Marianne og pigerne havde det lidt mere afslappende. Om tirsdagen tog de igen ind til San Juan, hvor der skulle ligge et børnemuseum. Det viste sig dog ikke at eksistere mere. Så i stedet gik de lidt rundt, spiste is og købte souvenir.

Dagen efter var så sidste dag for Marianne og pigerne i Puerto Rico. Dagen startede med Uno på værelset, inden de gik til poolen, hvor de var resten af dagen. Pigerne havde fået lov til at vælge spisesteder – så frokosten blev spist ved poolen, mens aftensmaden blev indtaget på den italienske restaurant.

Torsdag sluttede min konference så omkring klokken 17.30. Da der var 1.500 deltagere, hvoraf mange skulle videre med taxa, besluttede jeg mig for at gå den godt ene kilometer til det nye hotel The Adolphus.

Mens jeg var til konferencens sidste dag, fløj Marianne og pigerne mod Dallas. Og udover at de var lidt forsinkede, gik deres flyvetur heldigvis også fint.

Så klokken 19.30 var de også fremme ved hotellet, hvor vi igen kunne samles. På vejen dertil var pigerne faldet i søvn i taxaen. Men da vi mødtes igen, vågnede de op og skulle rigtig fortælle. Det var rigtig dejligt at se hinanden igen.

Det ændrede dog ikke ved, at pigerne var godt trætte. For der var en tidsforskel på to timer – og for Frida og Vilde var klokken derfor rigtig mange. Så efter vi havde snakket lidt, faldt de hurtigt i søvn.

I forgårs skulle vi se lidt af Dallas. Så efter morgenmaden (af tvivlsom karakter) på hotellet, gik vi ud i byen – nu iklædt noget varmere tøj end i Puerto Rico. For hvor det dagen før havde været op imod 30 grader i Dallas, var temperaturen henover natten faldet til godt det halve. Det er tilsyneladende meget typisk i Texas.

Derfor besluttede vi os også for at tilbringe dagen indenfor på Perot Museum of Nature and Science – et natur- og fysikmuseum lidt i stil med Experimentariet.

Museum var ret imponerende med udstillinger om alt fra atomer til hele universet. Noget af det mest imponerende var dog skelletter af dinosaurer – i fuld størrelse.

Efter nogle timer på museet, gik vi ud for at finde noget at spise. Det endte med burgere på restauranter Hooters, hvor vi talte over 60 tv-skærme i loftet.

På restauranten faldt vi i snak med en australier, som var med sin datter til cheerleader-konkurrence. I det hele taget er byen fyldt med cheerleaders – mange af dem i fuldt udstyr. Konkurrencen er en meget stor begivenhed herovre.

Da vi havde spist frokost, gik vi tilbage mod vores hotel. På vejen var vi inde i en rigtig cowboy-butik, hvor der var alt fra støvler i slangeskind til rigtige cowboyhatte til 600-700 kroner. Vi nøjedes dog med en køleskabsmagnet og noget barbecue-sovs i en sjov flaske.

Efter en lang dag ude ude i byen besluttede vi os for en enkel aftensmad bestående af cornflakes med mælk. Og efter lidt X-Factor på tv’et var det ellers sovetid for pigerne.

I går startede dagen med kombineret morgenmad og frokost på en restaurant i nærheden. Her var der lige som de andre steder også fyldt med skærme i loftet. Folk her i Dallas kan åbenbart ikke spise uden også at se tv samtidig.

Heldigvis fejlede betjeningen ikke noget. I det hele taget får man alle steder rigtig god service, når man er ude at spise. Sandsynligvis handler det til dels om drikkepenge (som nærmest forventes her). Men det er også vores fornemmelse, at det simpelhed ligger i den amerikanske kultur at give god service.

Bagefter gik vi en tur til Dallas Art District – hvor vi havnede på Dallas Museum of Art (med gratis entre). Her kiggede vi lidt på udstillingen, inden Marianne og pigerne kastede sig over toiletruller og farvet ståltråd på det kreative værksted.

Efter vi havde været på museet, fandt vi en legeplads i nærheden. Mens pigerne legede der, nød vi solen – der mindede os om en dejlig forårsdag i Danmark. Forhåbentlig er det også sådan, når vi kommer hjem om godt halvanden måned.

Så gik turen tilbage til hotellet, hvor vi brugte resten af eftermiddagen med hygge (inklusiv X-Factor igen), inden vi gik ud igen for at finde en restaurant. Det var ikke helt nemt at få et bord – sandsynligvis på grund af en kombination af lørdag aften og masser af cheerleaders i byen.

Men til sidst lykkedes det at finde en mexicansk restaurant, hvor vi kunne få noget at spise. Der var meget larm – men alligevel faldt Frida i søvn ved bordet. Dagen og tidsforskellen havde taget hårdt på hende.

I dag har vi så sidste dag i USA. Og i morgen flyver vi så over Stillehavet til Taiwan – og Asien, hvor vi skal være resten af vores rejse.