I Inkaernes fodspor

Efter fire dage, hvor vi absolut intet turistmæssigt havde foretaget os, nåede vi lige på falderebet at se en seværdighed. Valget faldt på Cuzcos katedral.

Efter at have betalt hhv. 13 og fire sol (prisen for en almindelig billet og for en billet for studerende) kunne vi betræde kirken. Sådan som vi forstod det, var der rundvisning med engelsk- og spansktalende guide, og det var først da guiden sagde noget i stil med ”som vi så tidligere i dag…”, at det gik op for os, at vi havde koblet os på en tur, som andre sikkert havde betalt i dyre domme for.

Derefter valgte vi at gå rundt for os selv, men hvis vi alligevel stod i nærheden af en gruppe, sneg vi os somme tider til at lytte med.

Det specielle i katedralen er maleriet af ”den sidste nadver”. At der er sådan et maleri i en kirke, er jo ikke så udsædvanligt. Det er det til gengæld, at der i stedet for lam bliver serveret marsvin – en specialitet i Peru. Endvidere er der også på maleriet et vindue, hvor man kan se Jesus hænge på korset – en begivenhed der jo foregår efter ”den sidste nadver”. På den måde springer maleriet i tiden og får to forskellige episoder med.

Om aftenen var det tid til en såkaldt briefing med vores guide før vores trek. Hvad det helt skulle gøre godt for, var lidt uklart for os, og det blev da også lidt af en parodi. For det første var vores guide der ikke, så i stedet blev briefingen foretaget af en anden guide, som eftersigende skulle snakke engelsk. Hans engelsk var dog ikke bedre end vores spansk – hvilket i praksis betød, at han havde lært sig nogle vigtige ord, han kunne sige. Hele sætninger var udelukket og da vi begyndte at stille spørgsmål (som f.eks. om vi selv skulle have vand med), kom han i problemer. Så vi var ikke meget klogere, da vi gik derfra, men vi havde i det mindste fundet ud af, at vi i første omgang havde fået forkert information om mødetidspunktet, der ikke var 5.30, men ”først” 6.30 – en time mere til at sove i.

Efter briefingen havde vi – muligvis inspireret af ”den sidste nadver” – besluttet os for at smage marsvin. Tidligere havde jeg jo smagt lama, hvilket havde været godt, så hvorfor ikke.

Held i uheld (skulle det vise sig), havde de kun et halvt marsvin tilbage på restauranten, så vi valgte at bestille det samt nogle grillspyd med kylling – så måtte vi jo dele.

Dyret blev serveret helt med hoved, øjne osv. Men bortset fra det, så var det ikke til at se, at det var et marsvin. Faktisk lignede stykkerne mere and, men skindet viste sig dog at være uspiseligt (med mindre man opfatter sejt gummi som en specialitet). Under skindet skulle man lede langt efter kødet, men det lykkedes dog at få noget af. Jeg fandt smagen meget besk, mens Marianne beskrev den som ”våd pels”. Under alle omstændigheder kunne vi godt blive enige om, at marsvin må peruanerne godt beholde for sig selv. Men nu har vi smagt det – for første og sidste gang.

På vejen tilbage skulle vi lige købe lidt ind. Overalt stod folk på gaden og så TV. Der var landskamp mellem Peru og Ecuador (arvefjendeopgør), og det gik de meget op i. Alligevel var det ikke på samme måde som i Danmark, hvor en landskamp lægger gaderne mere eller mindre øde. Her i Cuzco sad mange og surfede på Internettet eller foretog sig andre, ikke fodboldmæssige ting.

I supermarkedet blev vi endnu engang vidne til sydamerikanernes til tider mangel på respekt for andre. En kvinde havde lagt sine varer op på båndet, hvorefter hun fandt ud af, hun manglede noget, som hun stille og roligt gik af sted efter. Køen blev længere og længere, mens kassedamen febrilsk prøvede at kalde på hende. Efter at have ventet et godt stykke tid, kom kvinden gående stille og roligt tilbage med de ønskede varer, som om intet var hent. En meget mærkelig måde at opføre sig på.

Efter at have klaret indkøbene, gik vi i seng – næste dag var det jo tidligt op. Desværre skulle vores nye underboer ikke på trek næste dag, så de larmede hele natten, men det lykkedes os alligevel at sove nogenlunde.

I morges var det op klokken halv seks – og det regnede. Ikke lige det vejr, vi havde håbet på. Det samme havde været tilfældet dagen før, men der var det stoppet efter et par timer – så vi kunne jo være heldige.

Heldigvis havde vi fået lov til at efterlade vores ting i værelset, da vi havde reserveret det til vi kom tilbage og hotellet derfor ikke mente, at de kunne leje det ud for en nat. Så vi kunne nøjes med at pakke vores ting ned i rygsækkene og låse af.

Endnu engang kom afhentningen af os for tidligt, hvilket er næsten lige så irriterende, som når de kommer for sent. Derfor var der noget stress på, men vi kom af sted.

Efter at have kørt rundt om torvet flere gange på grund af ensretning, havde vi samlet to mere op, så vi sad ret klemt i bilen. Vi havde fået den opfattelse, at vi skulle med toget fra Cuzco, men det viste sig at vi skulle køre halvanden time i bil til Ollantaytambo, hvorfra toget til Machu Picchu også kørte – og til en noget billigere pris, der gør det attraktivt for turbureauerne at sende deres kunder dertil.

Ved toget mødte vi de to sidste fra vores gruppe, der kom til at bestå af en pige fra Holland, tre piger fra Argentina samt os to.

I toget faldt vi i snak med et par fra Bolivia (som vi først gættede på var fra USA). De tilhørte tydeligvis den bedre stillede del af befolkningen, som havde mulighed for at rejse, så det var meget interessant at høre om Bolivia gennem dem. Bl.a. kunne de fortælle, at de havde flere familiemedlemmer i lavlandet, som ikke kan tage til La Paz på grund af højden – så det er ikke kun turisterne, som bliver ramt.

Vi kom af toget og mødte vores guide. Efter et kaotisk pascheck, hvor vi opfangede ordet ”uprofessionelt” fra kontrollørerne til vores guide, kom vi af sted. Desværre regnede det stadigt – og det blev kun værre de næste par timer. Efter at have gået lidt, smed vi regnjakken, da vi alligevel blev våde – bare af sved – og så kunne vi lige så godt lade regnen gøre arbejdet.

Regnen gjorde desværre også, at vi ikke havde så meget overskud til at stoppe op og kigge os omkring. Når man er kold og våd, tænker man mere på at komme i ly. Så det gik i rask tempo opad, men engang imellem måtte vi lige stoppe op, hvor en af de argentinske piger kunne ikke følge med tempoet.

Efter et par timer kom vi til ”Huiñay Huayna” ruinen, der var utrolig flot. Men da frokost og tørvejr ventede lige om hjørnet i form af et hotel, gik vi hurtigt videre.

I løbet af frokosten blev vejret heldigvis bedre og efterhånden holdt regnen op. Derfra blev det en helt anden tur, hvor vi havde mere overskud til at kigge på naturen. Da stien samtidig gik mere ligeud end op, hjalp det også på vejrtrækningen.

Efter endnu et par timer med nogle kraftige stigninger til sidst, kom vi endelig til ”Intipunku” ruinen (også kaldet ”Solporten”) – stedet hvor man for første gang kan se Machu Picchu. Eller det vil sige, at det kan man under normale omstændigheder, men vi kunne kun se en stor, hvid masse af skyer. Efter at have gået så langt, lod vi os dog ikke umiddelbart slå ud, så vi satte os til at vente. Stille og roligt begyndte skyerne at gå i opløsning, og pludselig lå Machu Picchu under os. Et fantastiske syn.

Vi vidste ikke helt, hvad vi havde forventet, men vi var nok ikke forberedte på, at det var så imponerende. En ting var det utrolige byggeri, men det var beliggenheden på bjergene, der gjorde det til et specielt syn. Og at det var kommet frem mellem skyerne på den måde, gjorde det bare ekstra flot.

Efter at have nydt udsigten bevægede vi os ned til Machu Picchu. Alle pakketuristerne var taget hjem med det sidste tog, så os 2-dages trekkere, havde det for os selv. Det var nu ikke så meget vi så, for klokken var efterhånden blevet mange, så vi måtte bevæge os mod byen, hvor vi skulle overnatte – og i øvrigt havde vi jo hele næste dag til at udforske ruinerne.

Der er to muligheder for at komme ned fra Machu Picchu – en gåtur på halvanden time eller en bustur på 20 minutter. Den første er naturligvis gratis mens den anden koster seks dollars (godt 35 kroner) pr. person. For at spare pengene valgte vi at gå ned, hvilket viste sig at være ret hårdt.

Men ned kom vi da. Desværre havde vores guide ikke været så god til at fortælle os, hvor vi skulle møde ham, så vi valgte at gå ind mod byen for at se, om han skulle dukke op.

Lige udenfor byen sad han der, og vi blev indkvarteret på vores hotel – et udmærket sted med dejligt, varmt bad.

Aftensmaden kunne vi selv vælge fra menukortet (inkluderet i turprisen), hvilket var rart i forhold til de påtvungne måltider vi har oplevet tidligere.

Nu gælder det om at sove ”fem kvarter i timen”, for i morgen skal vi op klokken fem, så vi kan ankomme i god tid før alle pakketuristerne fra Cuzco.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.