Machu Picchu
Da vi stod op i går morges klokken lidt over fem, var vores tøj stadig vådt. Desværre havde vi ikke meget skiftetøj med, da vi selv skulle bære alt vores bagage på trekket. Så der var ikke andet at gøre, end at krybe i det klamme tøj.
Efter en gang morgenmad var vi klar til at tage af sted – desværre var vi de eneste. Vi var stået tidligt op, for at tage den første bus klokken seks til Machu Picchu, men fem minutter i seks, sad de andre stadig og spiste morgenmad og guiden stod med en tandbørste i hånden og spurgte hvad klokken var. Heldigvis fik de alle gjort sig færdige forholdsvis hurtigt, så ti minutter efter var vi på vej. Men det er nu utroligt, at vi skal argere ”barnepige” for både de andre og ikke mindst guiden.
I erkendelse af, at hans engelsk ikke var specielt godt, havde guiden skaffet en anden person til at vise os rundt på Machu Picchu. Og det var en god idé, for hun snakkede både godt engelsk, var vidende og fortalte meget levende. Så vi fik en masse interessante informationer.
Guiden kunne bl.a. fortælle, at Machu Picchu synker 2-3 centimeter hvert år, hvilket også er grunden til, at trekkere nu skal deponere deres store rygsække ved indgangen. Hvad mon næste skridt bliver? Forbud mod fede amerikanere og folk med store støvler. Mon ikke det ville være mere effektivt, hvis man begrænsede antallet af turister? På den anden side ville det jo betyde, at det kun var dem med mange penge, som kunne komme til at se stedet – og ikke mindst færre penge i statskassen. Nej, det er ikke nemt.
I øvrigt er vi ikke så imponerede af de trekkere, som tager 4-dages turen. I alt går de kun 45 kilometer – godt nok over nogle høje pas – men rekorden (sat af en bærer) er på tre timer og 45 minutter. Alligevel var vi nu glade for, at vi kun havde taget 2-dagesturen. Udsigten til at gå og ikke mindst ligge i telt i regnvejr, var ikke lige det mest tiltalende. Hvis man har den slags lyster, kan man jo lige så godt tage på Roskilde Festival.
Efter rundvisningen på godt to timer, havde vi stadig noget tid, inden pakketuristerne kom væltende ud af Cuzco-toget og op mod Machu Picchu. Efter at have gået lidt rundt, besluttede vi os at tage turen op til Wayna Picchu – et højt bjerg med nogle Inkaruiner og en fantastik udsigt ned over Machu Picchu. Marianne havde godt nok lidt problemer med sine knæ, og jeg var heller ikke helt upåvirket af gårsdagens strabadser, men op skulle vi.
Efter at have kæmpet os op af stier og stejle trapper i 40 minutter – en tur der var meget hårdere end dagen før – nåede vi endelig toppen. Og sikke en udsigt. Under os lå Machu Picchu og endnu engang kunne vi nyde synet af de flotte ruiner og ikke mindst de imponerende omgivelser. Det var helt sikkert besværet værd.
Turen ned var også hård – specielt koncentrationsmæssigt. Trapperne var flere steder ret stejle, og man skulle jo helst ikke træde meget forkert, for så gik det for alvor nedad. Men ned kom vi – godt svedige – så vi satte os for at få pusten. Imens kunne kigge på alle pakketuristerne, som i mellemtiden var ankommet.
Hvad er det der gør, at ellers normale mennesker pludselig skal have ekspeditionstøj på, som ville få Indiana Jones til at føle sig overdressed, så snart de skal lidt længere væk end ned til købmanden? Mændene skal åbenbart bære store fotoveste, der ellers kun bliver brugt af fotografer. Og kvinderne skal have kæmpe solskærme på – selv i gråvejr.
Men det er da rart de gør det, for så har vi andre noget at more os over – selvom vi nu godt kunne undvære de højrøstede amerikanere, som hele tiden skal gøre opmærksomme på sig selv.
Efter at have gået lidt rundt, tog vi ned mod byen – lige i tide inden regnen begyndte. Denne gang tog vi bussen, selvom det føltes som tyveri ved højlys dag. Man siger at Inkaerne ikke kendte værdien af guld – men det gør alle de officielle instanser, der har med Machu Picchu at gøre, tydeligvis i dag.
Et normalt besøg for en gennemsnits turist består af en togbillet fra Cuzco til 60 dollars. Dertil skal lægges to busture til seks dollars samt indgangen til 20 dollars. Så han får ikke meget tilbage på en 100 dollars seddel. Og så er der ikke engang betalt for sandwich (seks dollars) og toiletbesøg. Der er nogle, som skal være meget glade for, at Inkaerne engang valgte at bygge en seværdighed i Peru.
Da vi kom ned igen, satte vi os ind på en restaurant og fik et måltid mad. Her er konkurrencen tydeligvis stor, for det var ikke til Machu Picchu-priser. Imens tog regnen til, så vi var glade for, at vi var kommet helt ned – og ikke befandt os oppe på Wayna Picchu bjerget. Dem som siger, at regntiden består af få, korte men kraftige byger, lyver. Det vi har oplevet indtil nu, har været mange, lange og kraftige regnskyl – såvel i Rio som i Peru.
Vores guide havde sagt, at vi skulle møde ham på en bestemt restaurant klokken 15 – i god tid før toget tilbage til Cuzco skulle afgå. Men der kom ingen guide. Heldigvis havde vi selv fået vores togbilletter, så vi tog os ikke så meget af det. Vi var efterhånden blevet misinformeret så mange gange.
Da tiden nærmede sig, gik vi mod stationen – stadig uden guide. Men så slap vi da for at tage stilling til eventuelle drikkepenge – selvom det vist også blev mindre og mindre aktuelt.
Togturen forløb stille og roligt – folk var godt trætte, og da vi kom til Ollantaytambo, steg vi af. Herfra skulle vi videre med bus til Cuzco, og gentagende gange havde tre forskellige personer fortalt os, at der ville være en person med skilt, hvorpå vores navne ville stå, til at tage imod os. Der var da også mange personer med skilte, men ingen guide til os.
Heldigvis var der en form for kollegial følelse, hvor man hjælper hinanden, så vi blev taget med i en anden bus i stedet – hvorefter de formodentlig selv vil klare det økonomiske mellemværende imellem bureauerne.
Den sidste hændelse beviste bare, hvor uprofessionelt bureauet havde opført sig. Hele turen havde præget af fejlinformation, manglende koordinering og manglende oplysninger – lige fra afhentningstidspunkt til forkerte oplysninger omkring, hvilke måltider der var inkluderet til manglende afhentning.
Alligevel havde vi en god tur, men det skyldes kun at vi i virkeligheden kunne have klaret turen selv – hvis det ellers havde været tilladt. Inkastien gav sig selv, og et hotel kunne vi nok også have fundet. Og heldigvis fik vi togbilletterne i starten af turen.
Vejret havde også været nogenlunde på de vigtige tidspunkter. Godt nok regnede det i starten af trekket, man da vi nærmede os Machhu Picchu, klarede det op. Og næste dag var det også tørvejr indtil vi var nede igen. Så i betragtning af, at det faktisk er regntid, skal vi nok ikke klage.
Turen med bussen hjem gik også stille og roligt. Eneste højdepunkt var en dreng, som gjorde det mest ynkelige forsøg, vi endnu har set, på at tjene penge. Han stillede sig op og sang en sang, som kun de fem første rækker (bl.a. os) kunne høre – hvilket måske var meget godt, for sangtalent havde han ikke. Normalt giver vi ”lidt til musikken” – i visse tilfælde nødtvunget – men dette overskred selv vores ellers meget brede, moralske forpligtigelser. Det var simpelthen for dårligt.
Da vi kom tilbage til hotellet – hvor de heldigvis stadig havde vores værelse, smuttede Marianne ned til supermarkedet og købte lidt nudler, som vi kogte i mikroovnen. Derefter var det på hovedet i seng efter en hård tur.
At opleve Machu Picchu har været en stor oplevelse. På forhånd havde vi nok ikke de store forventninger, da vi efterhånden har set mange store bygningsværker (og måske også stadig er lidt ”tempeltrætte” efter turen til Sydøst Asien) – men det var helt sikkert de mange penge værd. Om det er flottere end f.eks. Bagan-templerne i Burma eller Angkor Wat i Cambodia er svært at sige – dertil er de for forskellige. Men stort det var det.
Specielt var den en fantastisk måde at se ruinerne på første gang, hvor de kom frem mellem skyerne – et stort øjeblik. Oprindeligt havde vi været meget i tvivl om, hvorvidt vi skulle vælge et 4-dages trek, et 2-dages trek eller en normal turisttur, men vi tror, vi valgte rigtigt. At gå i fire dage, var ikke nødvendigt (slet ikke i regnvejr) og at tage med de andre pakketurister, havde også været en flad fornemmelse, da man ikke havde fået storheden ind under huden på samme måde.
I dag er det så videre med fly til Lima for en kort bemærkning, inden turen går til Ecuador – med nye, store oplevelser.