Ved havet igen
Efter lidt over tre uger i højderne er vi nu kommet ned i nærheden af havets overflade igen – og derved også til nogle temperaturer, der er væsentligt højere, end vi har været vant til de sidste par uger.
Selvom det var en indenrigsflyvning, vi skulle foretage til Lima, var mødetiden i lufthavnen to timer før. Hvorfor er ikke godt at vide, for det var den mest ukomplicerede og stille indcheckning, vi endnu har været ude for. Måske var vi bare de eneste, som overholdt tidspunktet.
Efter en times flyvning nåede vi Lima, hvor vi kunne se hav for første gang siden Buenos Aires. Landingen gik fint, og vi bremsede stille og roligt op. Men pludselig kom der en hård opbremsning. Piloten havde tilsyneladende først fået øje på afkørslen i sidste øjeblik, for han drejede skarpt til venstre.
Da vi steg ud af flyet, slog varmen imod os, og det var tydeligvis et helt andet klima end Cuzco (og byerne i Bolivia). Landskabet var da også helt ørkenagtigt, og for første gang i lang tid så vi palmer.
Vi havde aftalt afhentning med vores hotel, men mens vi ventede på bagagen, kom vi pludselig til at tænke på, at vi havde angivet flyvetidspunktet som ankomsttidspunkt – noget af en brøler. Heldigvis var vores chauffør der alligevel, og han kommenterede det ikke – så enten havde de undersøgt det på forhånd eller også havde han pænt ventet.
På hotellet fik vi et værelse med privat bad – på gangen. Det skal forstås på den måde, at vi var de eneste, som havde adgang til badet (med egen nøgle). Men da det lå på gangen, betød det jo også, at man skulle have tøj på, før man kunne gå i bad eller på toilettet om natten. Så i praksis kunne vi lige så godt dele bad med andre.
Da værelsets størrelse samtidig kun var en fjerdedel af det, vi havde i Cuzco (som jo ellers er turistby nummer et) samt lå direkte ud til gaden, følte vi os ret snydt ved at betale 30 dollars per nat (fem dollars mere end i Cuzco).
Efter at have smidt vores bagage, gik vi en tur ned til det lokale forlystelsescenter, der specielt skiller sig ud ved beliggenheden. Hele centret er hugget ind i en klippe og har en fantastisk udsigt over havet. Det var tydeligvis også et sted, mange lokale tilbragte en lørdag aften. Derefter var det på hovedet i seng – stadigt godt udmattede efter Machu Picchu turen.
Da vi vågnede i morges, var vi enige om at spørge hotellet om de havde et andet værelse. Og det havde de heldigvis, så nu har vi et større værelse uden gadestøj med helt privat bad – godt nok til fem dollars mere, men det er nu det værd.
Vi har kun en hel dag her i Lima, hvilket muligvis er for kort tid, men der er jo så meget andet, vi også vil se. Derfor galt de også om at nå så meget som muligt i dag.
Efter at have vekslet nogle penge – hvor vi igen pruttede om kursen, var det af sted med taxa. Det var en ”gammel spand”, men den kunne køre og var billig – og det var jo det vigtigste.
Første stop var et kæmpe shoppingcenter lidt uden for byen i bedste amerikanske stil. Vi var på udkig efter bikini og solbriller, men kom derfra uden noget af det. Det er nok ikke så tit det sker, at vi kommer et sted med så mange indkøbsmuligheder uden at bruge nogle penge.
For at være lidt kulturelle, tog vi endnu en gammel taxa ind til Limas centrum, hvor den centrale ”Plaza de Armas” ligger. På grund af pavens død, var en del af pladsen spæret af, så katolikkerne kunne tage en sidste afsked med (et billede af) paven. Det er jo lidt svært at sætte sig ind i for en normalt-troende protestant, men det betød tydeligvis meget for dem. I hvert fald nok til at de ville investere i et billede, som nogle driftige forretningsfolk hurtigt havde fået trykt.
Derfra var det tilbage mod vores hotel – denne gang i en lidt bedre taxa. Endnu engang blev vi vidne til sydamerikanernes mærkelige trafikvaner. Bilisterne er normalt ikke blege for at bruge katastrofeblinket i alle mulige situationer – bortset fra ved uheld. Flere gange var der biler, der holdt midt på motorvejen og var gået i stå. Et sted var to personer ved at skubbe bilen ind til siden og et andet sted lå en person midt på vejbanen og skiftede dæk. Men katastrofeblinket – det var slukket. Utroligt at de tør.
Resten af eftermiddagen og aftenen vil vi bruge på at slappe af og få læst lidt om Ecuador. I morgen skal vi endnu engang tidligt op for at flyve klokken 10.40 – for ved internationale flyafgange skal man være i lufthavnen tre timer før. Selv amerikanere vil vel næsten finde det urimeligt, men der er jo ikke så meget at gøre ved det.