Tåregas over McDonald’s
Vi kom af sted fra Limas lufthavn – med to timers forsinkelse. Og da vi samtidig skulle checke ind tre timer før afgang (hvilket virkede noget unødvendigt), var vi efterhånden godt trætte af at vente i lufthavnen. Men i det mindste havde vi god tid til at få brugt vores sidste Peru-penge i taxfree-shoppen.
På grund af den tidlige afgang, havde vi ikke fået morgenmad, og den man kunne købe i lufthavnen var (selv i forhold til normale lufthavnspriser) ekstremt dyr. Heldigvis bød flyselskabet på sandwich på grund af forsinkelsen. Samtidig fik vi også smagt den lokale ”Inka Cola”, der faktisk ikke har noget med cola at gøre. Den smager nærmere af en sød gang citronvand – hvilket ikke er et kompliment.
Endelig kom vi af sted med flyet. Normalt er underholdningen på de små skærme et afsnit af Mr. Bean, skjult kamera eller noget lignende. Men her var det et dokumentarprogram om leg gennem tiderne – bl.a. med et længere indslag om Lego. En god form for reklame.
Vi havde på forhånd fundet et værelse i vores guidebog til 36 dollars. Da vi kom frem, så det fint ud – godt nok lidt mørkt, men det var til at leve med, så vi tog det. Lige inden vi fik nøglen, blev prisen (lidt tilfældigt) nævnt – og den var på 51 dollars, hvilket var fuldstændig urimeligt – kvaliteten taget i betragtning – så vi hankede op i vores bagage igen. Her havde vi fundet et tydeligt eksempel på, at placeringen i guidebogen var blevet udnyttet. Forhåbentlig er de fjernet i næste version.
I stedet fandt vi et andet værelse lidt længere nede ad gaden til 16 dollars. Kvaliteten er da også derefter. Rent kan man absolut ikke kalde det, og vandet skifter hele tiden mellem at være brandvarmt og iskoldt. Dobbeltsengen er ikke meget bredere end én almindelig seng og sengelampen kan kun slukkes ved at hive stikket ud af kontakten (der sidder helt nede bag sengen). Så man får hvad man betaler for (hverken mere eller mindre).
Da vi havde lagt vores bagage, gik vi af sted for at finde et bureau, hvor vi kunne bestille vores rejse til Galapagos. Vi havde på forhånd udset os et i vores guidebog, og efter lidt søgen, fandt vi det da også.
Her havde de nogle ”sidste øjebliks”-tilbud, og efter at have kigget lidt på de forskellige muligheder, faldt valget på skibet ”Eden”. Vi havde på forhånd besluttet os for, at båden skulle være i orden – det var ikke et sted, vi ville spare. Forskellen i pris mellem de billige og de dyre både er relativt lille, mens forskellen i komfort er stor.
Så nu har vi booket en ottedages tur med afgang på søndag. Og det er absolut ikke billigt. Hvor meget vi har fået i rabat for at booke så sent, ved vi ikke – men det er under alle omstændigheder dyrt. Selve bådturen koster 1100 dollars, flybilletten 400 dollars og nationalparkgebyret er på 100 dollars. Dertil skal lægges omkring 40-50 dollars i drikkepenge. Alt sammen pr. person. Til gengæld er vi nok også sikre på at få ”vores livs oplevelse” (endnu en af dem).
Pengene har vi jo sådan set også afsat på forhånd, så det største problem er at få trukket dem ud af Visa-kortene. Der er jo en grænse på 20.000 kroner pr. måned, og da den sidste måned også bl.a. har budt på nogle dyre flybillet-indkøb, er vi ved at nå den grænse. Det er muligt at ophæve den, men så dækker PBS ikke for misbrug af kortet (noget der jo godt kan forekomme i denne del af verden).
Så planen er, at vi prøver at trække så meget som muligt på kort tid – forhåbentlig inden det bliver registreret i Danmark. Indtil nu er det lykkedes, og hvis vi også kan få nogle penge ud af maskinen i dag, har vi nok til at betale turen. Hvis ikke – så må vi jo tage det derfra.
Området, hvor vi bor, har et rigt udvalg af spændende restauranter, så det var med stor fornøjelse at vi spiste aftensmaden på en thairestaurant. Efter over to måneder med hovedsageligt kød og pommes frites (i forskellige afskygninger), var det rart at få noget andet.
I går satsede vi på at få handlet til Galapagos. Foruden solcreme og myggeolie, mangler vi også hhv. et par solbriller og en bikini, så vi gik på jagt efter et storcenter.
Da vi var i nærheden af, hvor vi mente det skulle ligge, kom vi igennem en demonstration. I guidebøgerne står der, at man skal holde sig fra dem, men der var ingen vej udenom. Desuden så den fredelig ud, selvom der var tændt nogle små bål. Og politiet passede jo også på.
Efterhånden var vi blevet godt sultne, så vi satte os ind på den nærliggende McDonald’s. Mens vi sad og spiste, kunne vi pludselig se en masse mennesker komme løbende – mænd med tørklæder for munden, mænd i jakkesæt, gamle, unge, mænd og kvinder. Samtidig steg der røg op fra forskellige steder, så vi kunne hurtigt regne ud, at politiet havde sendt tåregas efter flokken.
Så mens vi sad os spiste burgere, kunne vi følge ”gadekampene” fra første parket. Ikke på CNN – men direkte live lige udenfor. På intet tidspunkt var der dog optræk til problemer, og vi følte os da heller ikke urolige – nærmere lidt nysgerrige.
Det var da også tydeligt, at der kørte et eller andet form for spil mellem demonstranter og politi. Demonstranterne tændte bål, politiet smed tåregas, demonstranterne trak sig lidt væk og ventede – hvorefter det startede forfra. Efter at det havde gentaget sig nogle gange, begyndte det dog at trække i næsen inde i restauranten, da gasserne trængte ind via klimaanlægget. Heldigvis mente (de få) stenkastende unge ikke, at McDonald’s er en ”imperialistisk satan” (eller hvad det nu er de Nike-klædte autonome i Danmark vrøvler om), så det gik ikke ud over ruderne.
Hele baggrunden for demonstrationen kunne vi senere konstatere var, at ekspræsidenten var vendt tilbage til Ecuador efter otte år i eksil i Panama. Oprindeligt var han blevet fjernet efter kun seks måneder i embedet af højesteret med begrundelsen ”mentalt ustabil”. Nu efter otte år havde en anden højesteret erklæret dommen ugyldig, og han er vendt tilbage med den erklærede målsætning at lede ”Revolution of the Poor”.
Efter et stykke tid begyndte vi at kede os, så vi gik. Lige bagefter fandt vi også centret, men på grund af urolighederne var det blevet låst af, så vi kunne ikke komme derind.
I stedet lykkedes det os at finde et andet center – men desværre hverken bikini eller solbriller. Så vi må på jagt igen.
I går aftes spiste vi på en indisk restaurant. Efter at vi havde siddet der lidt, spørger en person ved nabobordet på dansk om vi vil have noget af deres brød. I den slags situationer kører man hurtigt en film inde i hovedet for at tænke over, om man har sagt noget, man ikke skulle have sagt – hvis man havde vidst at der var andre, som forstod én. Men det var der (vist nok) ikke.
De to danskere var næsten lige kommet tilbage fra Galapagos og kunne berette om nogle fantastiske oplevelser. Så det gør jo ikke forventningen mindre – selvom vi stadig nok ikke helt ved, hvad vi egentlig skal forvente.
De næste par dage skal vi bruge her i Ecuador, men nærmere har vi ikke planlagt det. I første omgang gælder det om at få skaffet pengene til Galapagosturen, men når det er klaret, kan vi begynde at overveje, hvad vi ellers skal få tiden til at gå med.