På den nordlige halvkugle – og tilbage igen

Efter ”brunch” på den samme indiske restaurant som aftenen før, var vi i går morges klar til at lege rigtige turister. Inden da havde vi fået en stærk karryret, samt gratis forret og mangojuice – sandsynligvis på grund af vores pæne drikkepenge aftenen før.

Efter lidt søgen lykkedes det os at finde bussen til ”La Mitad del Mundo” (”Jordens Midte”) – en lille park ved ækvator. Bussen var godt fyldt, men vi fik anvist pladser ved siden af chaufføren (efter at have takket nej til at sidde på en kontorstol midt i bussen).

Turen tog rigtig lang tid, for bussen stoppede hele tiden for at tage passagerer på. Alligevel kørte den forbi mindst det dobbelt antal uden at stoppe, selvom folk viftede med alt, hvad de havde at vifte med. Utroligt nok fandt de sig i det. Hvis det havde været i Danmark, havde man kunne se knyttede næver i bakspejlet. Underligt nok virkede det meget tilfældigt, hvem som var de heldige udvalgte.

Efter en god times tid var vi fremme. Hovedattraktionen er et stort monument med en jordklode øverst. Igennem løber en gul streg – symbolet på ækvator. Det er sjovt så fjollet folk kan opføre sig (os selv inklusiv), bare fordi der er en gul streg på jorden. Der blev poseret til den helt store guldmedalje, og vi fik da også taget turen til den nordlige halvkugle og tilbage igen adskillige gange. Men hvor fjollet det end virkede, var det nu meget sjovt at tænke på, at i det ene øjeblik stod vi på halvkuglen med bl.a. Afrika, Sydamerika og Australien – for et øjeblik efter at stå på halvkuglen med Nordamerika og Europa.

Der var også andre forlystelser – alt sammen noget der kostede penge – bl.a. en miniatureudgave af Quito og et planetarium. Vi var lidt i tvivl om vi gad bruge penge på det, men det blev afgjort på en nem måde. På grund af møde lukkede parken klokken fire i stedet for seks – noget de havde glemt at informere os om, da vi købte billetter kvarter i fire. Den var ikke gået i Danmark. Tænk hvis Tivoli pludselig lukkede alle forlystelser to timer før end normalt på grund af møde.

Men faktisk var det også koldt – til trods for vi befandt os lige på ækvator. Når man befinder sig i højderne, hjælper det ikke meget, at man samtidig befinder sig det sted, hvor der teoretisk set burde være varmest – så det passede os fint at tage tilbage til Quito.

Vi havde tænkt os at stige af ved endnu et shopping center, for at få købt det sidste på vores indkøbsliste, men der gik lidt kludder i det, så vi endte der, hvor vi havde taget bussen fra. Men det var nu også fint nok, for så kunne vi prøve at få hævet de sidste penge til Galapagos-turen. Vi var spændte, da vi havde tastet vores kode, men heldigvis lød det dejlige lyd af penge, der bliver talt op. Så vi kunne bringe de sidste penge og rejsecheck til bureauet, så nu er alt betalt.

Derefter tog vi af sted mod centret med endnu en bus. Det viste sig at være kæmpe stort, og da vi kun havde halvanden time, havde vi travlt. Men på den korte tid fik vi da fundet et par solbriller – bikinien kniber det mere med.

Vi tog også bussen tilbage igen – troede vi. For da vi steg af, befandt vi os på et ukendt sted. Og da det samtidig var meget mørkt, gik der ikke lang tid før vi besluttede os for at tage en taxa. Godt nok kostede det os halvanden dollar, men til gengæld kom vi sikkert frem.

Godt trætte efter en lang dag, fik vi os et hurtigt aftensmåltid, og derefter var det på hovedet i seng.

Efter at have klaret endnu nogle formaliteter i forbindelse med Galapagos-turen samt spist morgenmad, tog vi her til formiddag en taxa mod busstationen. Alle taxaer har taxameter, men da vi bad chaufføren bruge det, viftede han bare afvisende med hånden. Det varede dog ikke længere end til Marianne tog i døren – så kunne det pludselig godt lade sig gøre. Han havde dog vækket vores mistænksomhed, så hele turen fulgte vi med på et kort. En af den slags ting, der er anstrengende ved at rejse.

Vi kom dog frem til terminalen uden nogle (synlige) omveje. Hvis vi havde haft tvivl om, hvor vi skulle købe billetter, så blev den meget hurtigt ryddet af vejen. I alle billetlugerne sad der kvinder og råbte efter os, så det var bare at finde det selskab, der kørt først. Det lykkedes, og ti minutter efter var vi på vej.

Vi fik plads forrest i bussen, hvor vi kunne sidde og more os over en skilt med regler. At det ikke var tilladt at ryge i bussen, er fint nok, men at der også er (et nedskrevet) forbud mod at ødelægge sæderne, kom som en stor overraskelse.

Den første del af turen gik meget langsomt, for hele tiden stod der passagerer på – efterfulgt af en hale af sælgere. En kvinde kom ind med en pose, og – hokus, pokus – så forvandlede posen sig med en hurtig håndbevægelse til fem grillspyd. De så lækre ud, men mon ikke de havde været gemt i posen ret længe.

I det hele taget er det utroligt, hvad der bliver solgt. Foruden mad, drikke og snack, bliver der solgt lodsedler – selv bamser kan åbenbart afsættes. Den sidste sælger nærmest rappede om en eller anden chokolades mange fortræffeligheder i flere minutter – og der var da vist også flere, som bed på.

Da det hele var overstået (troede vi), rejste en af passagerne sig op. Nu var det blevet tid til at sælge små parfumeflasker, der i bedste Tupperware-stil blev promoveret. Bl.a. kunne vi regne ud, at de var meget solide – demonstreret ved at hun bankede dem ind i hattehylden. Efterfølgende prøvede en anden passager at sælge CD’er. Men så var der også ro igen – indtil bussen igen standsede og det hele gentog sig endnu engang.

Efter fire timer nåede vi endelig frem til Riobamba, hvor vi er nu. Vi tog en taxa fra busterminalen til et forudbestemt hotel. Her fik vi et værelse til samme pris som i Quito (16 dollars), men i en helt anden klasse. Værelset er stort og lyst – og ikke mindst rent.

Efterfølgende fandt vi (med lidt besvær) togstationen – der åbenbart befandt sig midt i et omrejsende tivoli. Her fik vi købt billetter til en togtur i morgen.

Grunden til vi er taget til Riobamba er nemlig, at vi vil tage en togtur til ”El Nariz del Diablo” (”Djvælens Næse”) og tilbage igen. En tur der skulle være meget flot – og ikke mindst så er det tilladt at nyde udsigten fra togets tag.

De få timer der er tilbage af dagen, inden vi skal i seng (vækkeuret ringer i morgen omkring 5.30), vil vi bruge på at finde en restaurant og så ellers slappe af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.