Stroppetur

Det blev en meget lang dag i går med 13 timers transport i tog, bus, taxa og til fods.

Første transportmiddel i går var toget, hvor det var tilladt at sidde på taget. Faktisk virkede det nærmest som om man var underlig, hvis man ikke som turist satte sig derop. Og det gjorde vi da også.

Da vi kom, sad der allerede en masse turister på taget – alle sammen i den ene side. Vi havde godt nok ikke læst noget om det, men vi regnede med at den åbenbart havde den bedste udsigt. Men da der ikke var flere pladser, måtte vi nøjes med den anden side. Det viste sig dog siden hen, at udsigten var mindst lige så god der. Måske var der bare en enkelt, som havde sat sig, og så havde alle andre fulgt trop.

De fleste var backpackere som om, men der var nogle stykker, som skilte sig ud. Ud over et par amerikanere, som så ud som om de hellere skulle have været på en pakketur, var der en fyr klædt i lokale klædedragter. Eller det vil sige, hvis man tager ponchoen fra en lokal og tilsætter et par spraglede bukser fra Goa og en grim hue, så er man ved at have billedet. Samtidig gik han rundt i bare tæer og pudsede på en sten med sandpapir. En meget mærkelig type.

Toget startede midt i Riobamba, så første strækning var ud af byen. Alle steder stod børnene og vinkede, og vi skulle senere finde ud af hvorfor. På toget var der (naturligvis) også sælgere. Og de solgte slikkepinde – fem styk for en dollar – som turisterne så kunne smide ud til børnene.

Det kan altid diskuteres, om man skal give slik til børnene – noget vi har gjort nogle gange. Men dette her overskred helt klart vores grænser. Turisterne kom kørende med ”sliktoget”, hvorefter de som julemænd kastede slik ud til børnene. Det værste var næsten alle de skuffede børn i flokken, som ikke var heldige at få tilkæmpet sig en slikkepind. Et sted stod der 17 børn og hoppede, som var det var sidste skoledag – eller som en flok ænder, der bliver fodret. Og børn er jo ikke altid lige opmærksomme, så det kan gå rigtig galt i kombination med et tog. Det var godt nok en situation, der gav os en dårlig smag i munden.

Ellers gik togturen godt – så længe det varede. Landskabet var flot, og selvom det var koldt, var det nu sjovt at sidde på taget. Der var da også et lille rækværk, så til trods for det gik hurtigere end vi havde regnet med, var det helt sikkert.

På et tidspunkt mærkede vi dog et bump, og det viste sig at et af hjulene er røget af sporet. Mændene på toget tog det dog stille og roligt, og ved hjælp af en form for rampe, fik de hjulet på igen.

Vi kørte videre mens vejret blev bedre. Det startede med gråvejr og lidt regn, men efterhånden begyndte solen at skinne. Endnu engang kom der et bump – denne gang noget voldsommere. Flere hjul var røget af, men mændene begyndte igen at arbejde. Imens nød vi solen på taget.

På et tidspunkt sagde fyren med ponchoen og Goa-tøjet, at toget ikke kom til at køre videre, og at vi måtte gå resten af vejen. Sådan noget skal man ikke spøge med – men det viste sig desværre at være rigtigt. Så der var ikke andet at gøre end at hanke op i hver vores bagage – en stor samt en mindre rygsæk – i alt vel 25-30 kg. hver.

Det blev en hård tur. De lokale havde fortalt, at nærmest by lå mindst halvanden times gang derfra. Heldigvis var det tørvejr og ikke for varmt.

Den første time fulgte vi sporerne. Engang imellem skulle vi over en flod, og så galt det om at holde tungen lige i munden, for der var store huller imellem de bjælker, der holder sporerne på plads.

På et tidspunkt kom vi ud på et åbent område, hvor vi kunne se andre af passagerne gå på en vej højt over os. Der var desværre ingen vej udenom – vi skulle op. Vi kæmpede en sej kamp, hvor vi næsten ikke kunne løfte benene mere. Endelig langt om længe nåede vi op til toppen, hvor byen heldigvis viste sig. I alt en gåtur på en time og fyrre minutter.

Umiddelbart så vi ud til at have den tungeste bagage. Alligevel var der folk, som klynkede meget. En engelsk dreng kunne ikke bære en lille rygsæk – den måtte storesøsteren tage (sammen med den hun bar i forvejen). Men det værste var alligevel de to amerikanere. De havde intet bagage. Alligevel måtte en af mændene fra toget bære deres kamera. Hele tiden sakkede de bagud, og mens alle andre accepterede skæbnen, stod de og klynkede og kunne ikke mere. Til sidst havde de det åbenbart så hårdt, at de tilsyneladende var villige til at lægge sig til at dø. I hvert fald blev en bil lidt udenfor byen stoppet, og de kom med. To piger, som gik sammen med dem med alt deres bagage, var der til gengæld ikke plads til – til trods for at det var en varevogn, der var blevet stoppet. Vi var dybt forargede over den form for særbehandling.

Efter den lange gåtur, var det eneste vi tænkte på at komme tilbage til Quito. Godt nok havde vi ikke oplevet ”Djævlens Næse”, som vi ellers var kommet for at se – men det var der ikke noget at gøre ved.

Første del af turen var med lokalbussen, hvor vi måtte betale seks dollars for en times kørsel. Til sammenligning koster fire timers kørsel fra Riobamba til Quito 7,50 dollars. Noget af en overpris, som de lokale helt sikkert heller ikke betaler. Men det er svært at argumentere, når ens bagage allerede ligger nede i bagagerummet og man selv befinder sig i en kørende bus.

Til gengæld blev vi vidne til en form for svineri (ud over overpriser), der overgik alt hvad vi eller har set – og det er en del. En kvinde havde sin lille søn med, og han skulle åbenbart have skiftet ble. Så hvorfor ikke bruge busturen på det. Og den brugte ble – den røg naturligvis ud af vinduet. Føj for pokker.

Men vi nåede tilbage Riobamba – medbringende alt vores bagage, som vi nok havde ladet ligge på hotellet, hvis vi havde kendt risikoen for at skulle gå. Egentlig havde vi lyst til at kræve vores penge tilbage, men meget praktisk har billetbureauet kun åbent aftenen før og samme morgen, som togturen foretages. Og da det kun sker hver anden dag, var der ikke noget at komme efter.

Det værste er – har vi efterfølgende fundet ud af – at det åbenbart sker ofte, at toget afspores og ikke kan køre videre. Utroligt nok står der ikke noget i guidebøgerne om det.

Vi kom hurtigt med en bus fra Riobamba mod Quito. Desværre var vi ikke så heldige med vores (faste) plads. Det var i solsiden og vi sad ikke ved et vindue, der kunne åbnes. Sidst men ikke mindst var toilettet aflåst.

Af en eller anden grund vil ecuadorianerne ikke have vinduet åbent – så vil de hellere stege i solen. I bussen fra landsbyen til Riobamba, hvor vi i øvrigt måtte stå op, havde vi åbnet loftslugen for at få en smule vind. Det resulterede i at en kvinde meget fornærmet rejste sig op og smækkede den i igen. Det kom hun nu nok til at fortryde lidt, efter vi begge to stillede os lige op ad hende i vores svedige tøj.

Efter fire timer – bl.a. med en film med spansk synkronisering – kom vi endelig til Quito. Vi fik hurtigt en taxa, og endelig var vi på vores hotel – i øvrigt et andet end det møgbeskidte, vi havde haft tidligere.

Efter aftensmad på den thailandske restaurant, hvor vi havde spist før, gik vi på hovedet i seng. Totalt udmattede.

Her til morgen valgte vi at skifte hotel. Værelset var der sådan set ikke noget i vejen med. Sengen var godt nok lidt lille, men til gengæld var badet det bedste, vi havde haft i lang tid. Problemet var omgivelserne. Hotellet ligger lige midt i Quitos forlystelseskvarter – og når det er fredag, er der meget larm. I morgen skal vi tidligt op og derfor vil vi gerne have lidt fred og ro i aften – hvilket der nok ikke er på en lørdag.

Vi fik også vasket tøj og hentet flybilletterne til Galapagos. Og så var der kun en ting tilbage på listen over ting, vi skulle nå i Quito – den gamle by.

Den gamle by skulle være utrolig flot, men den gjorde nu ikke det store indtryk på os. Problemet er nok, at vi efterhånden har set en del pladser og katedraler – og da de alle ligner hinanden, er vi efterhånden ved at være trætte af dem. Forhåbentlig ser tingene anderledes ud i Centralamerika.

I morgen er det så af sted mod Galapagos – og det glæder vi os til. For det første er Quito ikke nogen særlig spændende by og for det andet trænger vi til nogle dage, hvor alt er planlagt. Vi skal ikke tænke på, hvor vi skal hen, hvor vi skal sove og hvor vi skal spise. Vi skal bare slappe af og opleve.

Resten af dagen i dag vil vi bruge på at få skrevet nogle mails – nu da vi ikke kan komme på Internettet i en uge, og så ellers lade op til forhåbentlig nogle fantastiske oplevelser.