Ikke flere Sticky Rice, tak

Så er vi kommet til Laos’ backpacker-by nummer 1, Vang Vieng. Da vi lige er ankommet, har vi ikke set andet end hovedgaden, der stort set kun består af barer og restauranter. Mange af dem viser film, og så kan man ellers ligge og nyde en drink samtidig. Det lyder sikkert meget godt, men vi vil formodentlig hellere bruge tiden på de huler, der skulle ligge i området.

Selve turen hertil var endnu lidt af en maratonforestilling. I stedet for bus havde vi denne gang valgt en “van” (en minibus med plads til 10 passagerer). I fugleflugtslinie er der ikke langt fra Luang Prabang, men da stort set alt kørsel foregår i bjergene, tog det ca. 6 timer at komme hertil (inklusiv påfyldning af koldt vand på køleren). Først skulle vi dog lige køre hele byen rundt i en times tid for at samle folk op (de havde vist ikke helt styr på det). Godt vi ikke havde valgt bussen – det havde helt sikkert taget et par timer mere. Det var nu ellers ikke fordi vores chauffør kørte langsomt. Endnu engang var vi med en den slags, vi kalder Playstation-chauffører. De finder den bedste kurve rundt i svingene, når de da ikke suser ind og ud mellem kvæg, cykler og andre stakler, der tilfældigvis er i vejen. Og de findes alle steder – her, i Bangkok og på Mekongfloden. Man kunne sikkert forbedre trafiksikkerheden væsentlig ved at uddele en Playstation til alle.

Egentlig kunne vi godt have brugt en dag mere i Luang Prabang. Der var nogle ting, vi endnu ikke havde set og det er en meget hyggelig by – men først og fremmest havde det været rart med en slappedag efter et par ret hårde trekking (mm.) dage.

Vi startede trekkingturen med mountainbike. En tur der ikke bød på det helt store udfordringer, da det hele foregik på grusveje. Det havde nu været lidt sjovt med en gang “offroad” – og stierne var der til det. På vejen besøgte vi det obligatoriske væveri, og så en lidt sjov ting – en grav midt i junglen. Manden der genfandt Angkor Wat i Cambodia døde af malaria i Laos (vist nok i 1865). Han blev begravet midt i junglen, og først i 1990 blev han fundet igen af nogle udenlandske nødhjælpsarbejdere.

Efter et par timers cykeltur nåede vi trekking-firmaets elefantlejr. Her fik vi det bedste mad på turen – et flute med skinke. Hvis vi havde kendt til resten af måltiderne, så havde vi nok nydt det lidt mere. Frokost og aftensmad bestod ellers for det meste af sticky rice (klisterris hedder det vist på dansk), som man dypper i lidt chilisovs – dertil nogle hele fisk i tomatsovs fra dåse og sødt, tørret kød. Alt sammen spist med fingrene. Morgenmaden var ikke mere spændende – tørt flute med syltetøj. Så da vi i går aftes var kommet tilbage til Luang Prabang og skulle have aftensmad, nød vi virkelig at kunne bestille lige hvad vi havde lyst til fra menukortet.

Mens vi sad i lejren og slappede lidt af, kunne vi se aske drysse ned fra himlen. I marts og april måned brænder laoterne en masse skov af for at gøre plads til rismarker. Så meget af tiden ligger der en røgdis i hele området – hvilket også kan mærkes i øjnene. Utroligt nok kommer det meget sjældent ud af kontrol – men når det gør, har de jo til gengæld ikke brandslukningsfly.

Efter en times trekking nåede vi vores overnatningssted – en lille landsby – den første af i alt tre, vi besøgte. Det er muligt at de er vant til turister, vi er stadig meget spændende. Når man kommer ind i byen og sætter sig, står alle børnene og kigger genert. Men her er et digitalkamera genialt. Først tager man et par billeder af dem, derefter viser man børnene (og senere de voksne) dem, og pludselig griner de og poserer for kameraet. På den måde fik vi begge to taget en masse gode billeder.

Det er tydeligt at de er meget fattige i landsbyerne. Alle går i slidt, møgbeskidt tøj (tit med store huller), og forældrene gør sig heller ikke den store ulejlighed med at tørre snotten af ugerne – de er alligevel så beskidte. Mange af dem har også de typiske underernærede, tykke maver (sandsynligvis er det også værst her i slutningen af tørketiden). Men på trods af fattigdommen leger de som alle andre børn – selv om det dog er med lidt andet legetøj end de danske. Et par dåser, vi havde drukket af, blev hurtigt lavet om til mål for stenkastning – og et gammel bildæk kan også bruges til en masse.

Efter at have overnattet den første nat (hvor vi faktisk sov udmærket i vores soveposer), var det videre næste dag til fods. Her fik vi mulighed for at lære vores to guider lidt bedre at kende (som vi havde for os selv, da vi var de eneste to på turen). Den ene var 24 – den anden 18. Sjovt nok var det den unge, som var den mest arbejdsomme, mens den anden var lidt af en klynker. Allerede på cykelturen havde han svært ved at følge med os (og så hurtigt cyklede vi altså ikke), og så blev han forkølet (hm, minder om cykelryttere inden starten på en Tour de France etape). Senere blev han så stukket af en bi, hvilket han ikke undlod at vise os hele tiden. Men bortset fra det var han nu utrolig flink (det samme var den anden), og da han snakkede udmærket engelsk, fik vi en del at vide (også om andre ting end det på turen). En gang imellem havde man dog på fornemmelsen, at han hellere ville komme med et (mere eller mindre) kvalificeret gæt end at sige “det ved jeg ikke” – eller også vidste han bare noget om alt. En af de ting han fortalte os var, at han tjener 50 dollars om måneden, hvilket er en god løn i Laos (man kan dog godt regne ud at ejeren må tjene endnu bedre, når vi betaler 115 dollars hver for tre dage). Til sammenligning fik hans kæreste 25 dollars for at arbejde på hotel og en lærer tjener cirka 15 dollars. Faktisk var vores anden guide startet som lærer, men da lønnen var bedre som guide, skiftede han job. Han var meget stille i starten, men efterhånden tøede han op, og den sidste dag fandt han på en masse practical jokes med at vi skulle en anden vej osv. Til sidst troede vi næsten ikke på, hvad han sagde.

Trekkingturen var på cirka syv timer, hvilket jo ikke havde været så slemt – hvis de da ikke lige havde været fordi det gik op og ned hele vejen (faktisk var det nærmere bjergvandring end trekking). Så da vi endelig nåede frem til vores overnatningssted, var vi godt smadrede (og havde fået os et par slidsår og nogle vabler). På vejen kravlede vi også lige op til en hule sammen med den unge guide, mens klynkeguiden “passede på vores bagage” (læs: tog sig en lur). Men det havde nu også været skidt hvis vores bagage var forsvundet, da vi selv slæbte alt hvad vi skulle bruge: sovepose, liggeunderlag, skiftetøj osv.

På et tidspunkt syntes Marianne også lige, hun ville stikke hånden ned i et hul i en sten. Et øjeblik trak hun den op med et skrig. Der var et eller andet ulækkert dyr dernede – der viste sig at være et stankelben. Hm, godt det ikke var en skorpion eller en slange.

I den anden landsby virkede “hvis børnene billeder på digitalkamera”-tricket også. Desværre så vi også en mere kedelig side af de primitive liv. Pludselig hører vi skrig og en lille pige drøner forbi, mens hun holder sig på maven. Først forstår vi ikke helt hvad der sker, mens så ser vi en mand med en bambusstok indhente pigen, hvorefter han giver hende endnu et slag. Formodentlig resultatet af for meget spiritus og sikkert også en form for afmagt over fattigdommen mm. Der blev helt stille i landsbyen, og så fik landsbylederen fat i manden og sagde, at han skulle holde op.

Man kan diskutere, hvor godt det er vi kommer forbi – og det har helt sikkert også både fordele og ulemper. Men de får nogle ekstra penge for at have os boende (og de har jo ikke for mange i forvejen) – og ved at vise vores foragt (for andet kunne vi jo desværre ikke gøre) for manden der tævede sin pige, kan man forhåbentlig på længere sigt stoppe den slags.

Heldigvis havde vi også positive oplevelse. På et tidspunkt bliver vi kaldt hen til landsbytossen (det må han ha’ været). Først kan vi ikke helt finde ud af, hvad han vil, men så går det op for os, at han vil vise sin hjemmelavede armbrøst (af træ). Han sætter en blomst op på en pæl, går et par meter tilbage, skyder og rammer plet – og så skal vi prøve. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor længe han har været om at lave den pil, som vi et øjeblik senere muligvis vil skyde langt ud i skoven (forhåbentlig uden at ramme nogle). Men utroligt nok rammer vi begge to plet – og alle er meget imponeret. Men det var nu også en kvalitetsvåben.

Efter at have lært børnene at lave “high five” (det der som amerikanske basketball spillere altid gør, når de har scoret), er det tid til aftensmad i landsbylederens hytte. Mens vi spiser, kan vi høre byens eneste TV køre inde ved siden af (med en video – de kan ikke tage almindelig TV). Men vi bliver nu alligevel overraskede da vi går derind – alle byens børn (og der er rigtig mange) sidder samlet foran skærmen, totalt optagede af en eller anden thailandsk B-film. Det er deres aftenunderholdning (og sikkert den måde, lederen forsøger at blive genvalgt på).

Natten bliver lang. Vores slidsår gør ondt og det er utroligt koldt. Vores soveposer har en komforttemperatur på 15 grader, og der er formodentlig ikke mere end fem grader om natten. Men det værste er alligevel alle hanerne, der begynder at gale midt om natten. Hvis det ikke var fordi man var så træt, havde man lyst til at dreje halsen om på dem alle sammen. Nu forstår jeg bedre, at hanen udenfor hotellet var det store samtaleemne til en eller andet håndbold (eller var det fodbold) slutrunde. Men det giver mig bare lyst til at spise endnu mere fjerkræ, så vi kan få udryddet nogle af alle de larmende dyr.

Endelig blev det lyst, og vi fik den obligatoriske morgenmad. Den var nu at foretrække frem for det måltid, de var ved at forberede til dem selv – stegt rotte. Dyret blev sat på et spid og holdt ind over bålet, mens den langsomt blev pelset. Ikke særlig lækkert, men de må jo spise, hvad de kan få.

Efter en kort tur på en times tid, nåede vi elefantlejren igen – og så var det tid til elefantridning. Selv det at ride på elefanter er da meget sjovt, men også sådan lidt “så har vi prøvet det”. Det bedste var da vi red gennem den nærliggende landsby – alle børnene fulgte efter os (i passende afstand fra elefanterne, som de var ret bange for). På vejen ned til floden fik vi også set elefanternes evne til at gå ned af stejle skrænter. Imponerende at sådan et stor dyr kan styre sine ben så godt – vi havde haft svært ved at klare den samme tur.

Efter en sidste frokost (denne gang dog nudelsuppe) hoppede vi i kajakkerne for at tage sidste del af turen tilbage til Luang Prabang. I regntiden er der en del strøm (så man bare kan lade sig flyde med), men på denne tid af året må man bruge armene til at komme fremad det meste af tiden. Enkelte steder var der dog nogle steder med klipper og fart på. Problemet er bare, at i tørketiden er der også meget lavvandet, så man støder mod bunden. Heldigvis er kajakkerne solidt lavet, men vi sad da fast et par gange.

Efter tre timer på floden nåede vi Luang Prabang – våde og godt beskidte. De har nok tænkt deres på hotellet, men heldigvis havde vi bestilt værelse, så de kunne jo ikke rigtig smide os ud. Efter et varmt karbad og noget rent tøj var vi dog heldigvis mere os selv igen og klar til lidt aftensmad, inden vi faldt omkuld i sengen.

De tre dages trekkingtur har været en stor oplevelse. Sjovt nok at cykle og kajakke – og det med at gå er da også fint nok. Det mest spændende var dog at se landsbyerne, hvor de lever på en helt anden måde end os – meget fattigt os primitivt. Det giver lidt stof til eftertanke.

Vi har egentlig planlagt at bruge to hele dage her i Vang Vieng, men muligvis nøjes vi med en dag og så tager en dag mere Vientiane. Det ved vi nok mere om i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.