Pyh, hvor er her varmt
Her i Vang Vieng er der godt nok varmt. Muligvis skyldes det, at Vang Vieng ligger lavere end Luang Prabang – eller også er det bare blevet varmere i det hele taget. Da der samtidig ikke er en vind der rører sig, er man gennemblødt af sved efter kort tid. Men nu er det heldigvis blevet aften, og så er temperaturen lidt bedre.
Starten på dagen i dag var rigtigt dejlig. Vi sov længe uden at blive vækket af noget vækkeur (eller fjerkræ for den sags skyld). Da det efterhånden var godt op ad formiddagen inden vi kom ud af døren, blev det til brunch i stedet for morgenmad.
Planen var egentlig at vi ville leje et par cykler og så tage ud for at se tre forskellige grotter. Men vi trængte vist begge til en slappe-dag, så i stedet blev vi enige om bare at gå lidt rundt i området uden den helt store plan.
Vi krydsede floden og lidt efter så vi et skilt, der vist hen mod to grotter (ikke nogle af dem, vi oprindelig havde planlagt). Efter at have betalt en mindre sum penge, blev vi vist hen til indgangen og fik udleveret en lommelygte. Her stod det meget hurtigt klart, at denne grotte ikke adskilte sig meget fra den vi så på vores trekkingtur – ikke specielt stor, ikke specielt dyb og absolut ikke specielt spændende.
Den anden grotte lå et par hundrede meter oppe ad bjerget, så vi måtte ned på alle fire og klatre. Da vi kom var vi fuldstændig gennemblødte af sved – og inde i grotten var der godt nok køligt, men også så fugtigt, at sveden overhoved ikke fordampede. Selve grotten var heller ikke noget særlig, men udsigten fra indgangen ud over Vang Vieng og omegn var nu klatreturen værd.
Da vi kom ud igen havde det jo været rart med en kold cola – også selv om det ville ha’ været til overpris. Og her er det man igen kan undre sig over laoternes manglende handelstalent. På markedet i Luang Prabang solgte alle boder præcis det samme, sådan at de faktisk konkurrerede mod hinanden – i stedet for at finde på nogle forskellige ting, med det resultat at turisterne måske købte lidt mere. På samme måde er det her i byen. Alle de små boder fører næsten uden undtagelse det samme – hvilket gør at man går til de lidt større steder med et bedre udvalg. Hvis manden ved indgangen til grotten (eller i det mindste bare der hvor man betalte) havde medbragt noget koldt at drikke, kunne han have tjent en formue. Meget mærkeligt.
Men da vi ikke kunne få noget der, måtte vi tørstige gå til den nærmeste restaurant i stedet. Vi har efterhånden fundet ud af, at de bedste frugtdrikke man kan få, er med vandmelon. Desværre kan man ikke få det alle steder, men lige udenfor restauranten lå der en masse hele vandmeloner, så det burde jo ikke være noget problem. Manden forstod ikke helt, hvad vi sagde ud over det var noget med “shake”, så Marianne pegede på vandmelonerne – og så burde det jo være klart. Men resultatet blev ikke helt som beregnet. I stedet for to “watermelon shake” fik vi en hel vandmelon skæret i skiver og en banan shake!
Efter at have kæmpet os igennem det meste af vandmelonen (hvilket vel svarer til at drikke et par liter vand), smuttede vi tilbage til hotellet, hentede en bog og gik op i byen. En af de (få) gode ting ved at denne by har udviklet sig til et rigtigt backpackersted er, at mange af restauranterne har lagt madrasser på gulvet. Der kan man så ligge med en god bog og nyde en kold drink. Desværre kan man også “nyde” en af de nye, piratkopierede film på TV’et. Da vi kom, var det slukket, men desværre gik der ikke længe før der kom nogle andre, som gerne ville se “den nye med Vin Diesel”. Og så var freden forbi. Heldigvis har man efterhånden vænnet sig til at læse under ret specielle forhold, så det var hyggeligt nok alligevel.
Resten af aftenen regner vi med at bruge på hotellet med et par “Beer Lao” (en udmærket øl på flaske i den behagelige størrelse af 65 ml.). I morgen tager vi så videre til Laos’ hovedstad Vientiane, hvor vi bliver indtil d. 15. marts – og så er det tilbage til Bangkok igen for en kort bemærkning.