Karneval i Antigua
Vi har været til karneval i Antigua. Og lad os bare slå fast med det samme; det er på ingen måde i nærheden af at være på højde med karnevallet i Rio de Janeiro.
Faktisk var det lidt tilfældigt, at vi havde fundet ud af, at der var karneval her i Antigua. For det er ikke ligefrem noget, som der gøres den store reklame for. På den hjemmeside, vi fandt om det, var programmet ikke opdateret siden 2009. Igennem vores Lonely Planet bog kunne vi dog læse, at afslutningen finder sted den første mandag og tirsdag i august.
Efter at havespurgt os lidt for flere steder; bl.a. hos ejeren af villaen, blev vi enige om at tage til hovedstaden St. John (hvor karnevallet foregår) i mandags.
Da bussen nærmede sig hovedstaden ved 11-tiden, var gaderne så fyldte med mennesker og biler, at vi blev rådet til at stå af og gå det sidste stykke. På vejen så vi nogle karnevalsvogne, men det helt store optog kunne vi ikke få øje på.
Efter at have spurgt os lidt for, fandt vi ud af, at optoget (tilsyneladende) var slut. Tilbage var der bare en del mennesker, som hang ud på gaden; og en stor bunke skrald (der på imponerende vis blev ryddet op på kort tid lidt senere). Vi undrede os dog over, at der stadig var så mange mennesker, som så ud til at vente på et eller andet.
Igen var det næsten umuligt at få noget at vide, men til sidst lykkedes det os at stykke nok informationer sammen til, at der ville være en parade, der (vist nok) skulle starte kl. 14 og (vist nok) ville slutte ved det lokale cricket-stadion (en sport der i øvrigt er meget stor på disse kanter).
Så vi skyndte os op til stadionet for at få en god plads. Og så ventede vi. Og ventede. Og det samme gjorde en del andre turister, som vidste lige så lidt som os. Tilsyneladende er karnevallet ikke for turisterne, for der bliver ikke gjort meget for at informere. De lokale ved formodentlig, hvordan det foregår.
Efter at have ventet i flere timer, kom der endelig en del af optoget. Men hvis vi havde forventet det helt store, så blev vi skuffede. En kvinde med et flag, nogle folk på stylter samt en lille gruppe dansere; og det vardet. Godt nok skulle grupperne komme fra forskellige steder og samles på stadionet, men dette var alligevel mindre, end vi havde regnet med.
Efter at have ventet lidt, blev vi enige om at gå; og det var en god beslutning. For det viste sig, at grupperne gik igennem centrum på vejen til cricket-stadionet. Så i stedet for at stå bag en indhegning sammen med en masse andre mennesker, kunne vi nu følge flere grupper på vores vej ud af byen.
De grupper, vi så på vejen, var meget forskellige. Fælles for dem alle var dog de overdimensionerede højtalere, hvor musikken spillede med en voldsom styrke. Tilsyneladende var der et særligt karnevalstema, der spillede igen og igen; hvilket var ret festligt, til trods for at nummeret faktisk var ret dårligt.
Hvad der har været mindre festlig er så, at vi også har været tvangsindlagt til at høre det ved poolen de sidste to dage. Det er faktisk ikke nemt at læse, når musikken kører i et tempo, der ville få selv Ole Henriksen til at synes, at det var lidt for overgearet.
Efterfølgende har vi snakket lidt om, hvad vores oplevelse af karnevallet var. Konklusionen er nok, at det da var festligt; men ikke noget man ligefrem skal rejse efter. På mange måder minder det lidt om karnevallet i København; et optog hvor deltagerne vist morer sig mere end tilskuerne.
Det værste var dog den manglende information. En ting er, at turisterne ikke får noget at vide; men selv politiet og pressefotograferne var ikke helt sikker på hverken rute eller tidspunkt. Det er muligvis ret caribisk; men ikke særlig tilskuervenligt.
Efter en hård mandag med meget larm og strabadser (specielt for Frida), besluttede vi os for at slappe af de sidste to dage her i Antigua. Så dagene har været ret ens; stranden om formiddagen og poolen om eftermiddagen.
I morgen tidlig er det så videre til vores sidste caribiske destination: St. Lucia. Endnu engang skal vi med flyselskabet LIAT, så det er jo spændende hvornår (og hvordan) vi kommer frem.