Med Miss Barbados til Bounty-land

Flyselskabet LIAT gjorde det igen; forvandlede en simpel flyvetur på godt 20 minutter til en heldagsforestilling.

Inden vi kom så langt, skulle vi dog lige haveklaret ind-checkningen først. Og som sidste gang kunne vi ikke få lov til at checke Fridas taske ind. I stedet foreslog vi at tage den med som håndbagage. Det resulterede i, at den også skulle vejes, for man må kun have syv kilo håndbagage med pr. voksne passager.

Da Fridas taske vejede godt 11 kg, var det nødvendigt at flytte nogle ting fra tasken til pusletasken, som stort set intet vejede. Godt nok skal reglerne holdes, men det var en lidt absurd handling, da begge tasker jo skulle samme sted hen. Om én taske vejer 3 kg og den anden 11 kg, eller om begge vejer 7 kg, burde jo være lige meget.

Og så var der jo lige den detalje, at vi faktisk havde to styk håndbagage yderligere, der helt sikkert også vejede mere end de tilladte syv kilo. Men dem så den småsure checkin-dame heldigvis ikke. Og vi gjorde naturligvis heller ikke noget særligt for at gøre hende opmærksom på dem.

Efter at have klaret security, kom vi ind i den mindste afgangshal, vi nogensinde har set. Faktisk svarede den til en enkelt gate i Københavns Lufthavn. ”Underholdningen” bestod af et tv, der vist TV-Shop med fladjern og cd’er med kærlighedssange fra 70’erne. Og så var der utroligt nok gratis, trådløst Internet.

Fra vores pladser kunne vi også følge vores bagage, der blev placeret udenfor på en vogn; også da regnen begyndte at vælte ned. Det var faktisk den eneste gang, vi så noget som helst personale bevæge sig hurtigere end slowmotion-tempo. Alligevel lykkedes det dem ikke rigtig at få dækket bagagen til, før regnen var ovre (og taskerne var godt våde).

Mens vi sad og ventede, dukkede flere passagerer op; her i blandt tre kvinder, som var hhv. Miss Barbados, Miss Montserrat og Miss Dominica (sidstnævnte som vinder). Godt nok er Nevis en lille ø, men det forhindrede dem åbenbart ikke i at holde en international skønhedskonkurrence.

Ti minutter efter at vores fly skulle være fløjet, blev det så annonceret, at flyet var forsinket. Jo tak, det havde vi godt luret. Flere oplysninger fik vi dog ikke. Og da lufthavnen ikke var udstyret med informationstavler; eller en repræsentant for flyselskabet for den sags skyld, var det småt med information.

En time senere blev det så meddelt, at vores fly var annulleret. Hvorfor fandt vi aldrig helt ud af, men rygtet gik på maskinproblemer. I stedet ville vi blive hente af et andet fly. Og som kompensation for alle problemerne, ville vi få lidt mad.

Maden lod vente på sig, men da den endelig kom (i begrænset mængder), landede flyet også. Så sammen med Miss Barbados, Miss Montserrat og Miss Dominica samt en flamingoboks med vores burger, gik vi ombord i et lille 20 sæders fly.

Inden vi tog af sted, havde vi nok ikke regnet med, at vi skulle sidde og spise burgere i et fly med tre deltagere fra en skønhedskonkurrence. Så selvom vi var godt trætte af forsinkelsen, kunne vi også se det morsomme i den absurde situation. Specielt da Miss Dominica med stor troværdighed begyndte at oplyse resten af os om placeringen af nødudgange, redningsveste og sikkerhedsprocedurer.

Endelig var vi fremme på Antigua, og efter lidt toldformaliteter og en taxa-tur, nåede vi efter godt otte timers rejse frem til vores villa ”Contemporary Villa” i Jolly Harbour. Her blev vi mødt af ejeren Milton, som har vist sig at være en utrolig flink fyr.

Det er tydeligt, at villaen er hans hjertebarn, og han vil næsten gøre hvad som helst for at få os til at føle os godt tilpas. Han havde fyldt køleskabet med de mest basale varer (øl, bønner og bacon bl.a.). Og når vi har haft nogle spørgsmål, har han været klar til at hjælpe os lige med det samme. Han gør også selv rent her, for som han siger: ”der er ikke andre, som kan gøre det bedre”. Forhåbentlig lykkes hans projekt, selvom tiderne er dårlige i øjeblikket.

En enkelt vigtig ting glemte han dog: at slå airconditionen til; hvilket resulterede i en meget varm nat, inden vi fik det ordnet næste. Men med vores lange forsinkelse, var han lovligt undskyldt for den forglemmelse.

Villaen ligger i et lukket community, der på mange måder fungerer som sin egen lille landsby. Det betyder også, at alle folk er meget venlige og hilser, når man går forbi. Samtidig er der også et velforsynet supermarked, hvor man kan få stort set alt.

Nevis var et dejligt sted (specielt vores villa), men man savnede netop de to vigtige ting: et godt supermarked samt venlige og smilende mennesker (samt generelt noget mere liv). Og så er her heller ikke nær så mange myg, hvilket er en behagelig ting.

En anden vigtig ting her er stranden. Inden vi tog hjemmefra, havde vi en idé om, at strandene i Caribien ville være rene Bounty-strande med kridhvidt sand og azurblåt hav. Det fandt vi ikke på hverken Barbados eller Nevis. Men her er der den mest fantastiske strand, der er lige præcis som man forestiller sig en caribisk strand skal være. Og det bedste er, at vi stort set har den for os selv. Hvor alle andre er henne, ved vi ikke. Men på stranden er de i hvert fald ikke.

Forleden spiste vi frokost på strandbaren, og her blev vi advaret af tjeneren om, at en fyr luskede rundt og udgav sig for at samle penge ind til et lokalt fodboldhold. Det var dejligt at opleve, at de ikke havde den holdning, som vi ellers har oplevet på tidligere rejser, at ”hvis turisterne bliver snydt, så er det deres eget problem”. Og vi kunne da også afvise fyren, da vi mødte ham et par dage senere.

At man dog ikke skal tage alt for pålydende, fandt vi også ud af. En fyr ville sælge os en bådtur, der lød rigtig fin. Egentlig havde vi besluttet os for, at det kunne være en mulighed, indtil en anden fyr kom hen til os og fortalte, at disse sejlture involverede en masse sprut og druk. Pludselig lød det ikke som en så god idé alligevel.

Kort efter kom den første fyr dog tilbage og fortalte, at den anden fyr arbejde for en konkurrerende båd, og det var grunden til, at han fortalte os denne skræmmehistorie. Konklusionen på det hele blev, at vi efterhånden ikke vidste, hvad ”der var op og ned”.

For et par dage siden var der pludselig en mand, som spurgte om vi var danskere; det eneste dansk, som vi har hørt indtil nu (bortset fra to fyre i supermarkedet på Barbados). Det viste sig at være en midaldrende dansk mand, som bor her fast sammen med sin schweiziske kone. En nytårsaften havde de besluttet sig for, at der skulle ske noget; og til forskel for mange andre, havde de ikke fortrudt 1. januar. Så nu bor de i Jolly Harbour, hvor de lever af at arrangere dykkerture.

I går da vi gik en tur i området, kom han forbi igen og spurgte, om vi ville med hjem til dem og have en øl. Her fik vi lidt mere af deres historie.

Han havde været IT-direktør for Coca Cola i Schweiz og hun havde også arbejdet med IT for Swiss Air. De havde haft en båd liggende i Sydfrankrig, og da beslutningen om at der skulle ske noget nyt, var de lidt tilfældigt havnet i det dengang nybyggede Jolly Harbour; efter en sejltur over Atlanten.

Man kan ikke andet end have respekt for folk, som bliver trætte af deres liv og ”står af ræset”. Mange snakker om det, men få gør noget ved det. En del havde da også sagt til dem, at ”hvor var de heldige, at de havde muligheden”. Men i virkeligheden kan alle jo gøre det samme; specielt når børnene er flyttet hjemmefra. Der er bare få, som har modet til at føre det ud i livet.

Så selvom vi ikke ligefrem har planer om at bosætte os i udlandet, var det en stor inspiration at opleve nogle mennesker, som virkelig havde taget hånd om deres drømme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.