Kaukasus

Efter nogle afslappende dage i Georgiens vinland har vi nu bevæget os til Kaukasus-bjergene i den nordlige del af Georgien, hvor vi har overnattet i en hytte med den mest fantastiske udsigt. Og samtidig har vi også rejst os fra liggestolene og været meget aktive de sidste par dage.

I tirsdags stod den dog stadig på afslapning på vores hotel i Tsinandali, hvor vi spiste aftensmad – og efterfølgende gik en tur i den kæmpe park. Her kom vi også forbi nogle meget søde hundehvalpe, der naturligvis skulle klappes. Og så sluttede dagen med dessert, inden det var sovetid.

Vores sidste dag i Tsinandali blev brugt på nogenlunde samme måde som de foregående. Først spiste vi en god morgenmad, og bagefter gik vi til poolen.

Her var vi så til ud på eftermiddagen, hvor vi gik ned på vores værelse for at slappe lidt af – og også lige se Jonas Vingegaard komme i gult i Tour de France.

Med en tidsforskel på to timer sluttede etapen lidt sent – og derfor spiste vi også ret sen aftensmad. Alligevel fik Marianne og jeg tid til at smage et par glas af den lokale, georgiske vin, mens pigerne hyggede på værelset. Så det blev lidt sent, inden alle var i seng.

I torsdags skulle vi så videre nordpå mod Stepantsminda, der ligger i de georgiske Kaukasus-bjerge – kun 15 kilometer fra den russiske grænse.

Så efter at have spist morgenmad og checket ud, startede vi den godt 200 kilometer lange tur – der ifølge Google Maps skulle tage omkring fire timer.

Turen skulle dog komme til at tage lidt længere tid. Og det skyldtes faktisk ikke den første del af turen, der ellers foregik af snoede bjergveje med lange stykker uden asfalt – hvor vi i stedet kørte på grusveje med store sten og masser af huller.

Og det skyldtes heller ikke, at vi både skulle tanke bilen og og ikke mindst købe en kæmpe vandmelon – til den mere rimelige pris af 15 kroner.

Forsinkelsen kom faktisk først, da vi kom ud på den større vej, der kører fra Tbilisi og nordpå – og som kaldes ”Den Georgiske Hærvej”.

For selvom vejen er god det meste af tiden, så går den også igennem en række mindre byer – hvor vejen er ret smal. Og da den samtidig er fyldt med lastbiler på vej til og fra Rusland, så propper det til nogle steder – hvor trafikken går helt i stå.

Så det skete flere gange, at vi måtte holde helt stille i længere tid og vente på, at vi kunne passere en lastbil med punkteret dæk. Ellers som bare kørte meget langsomt.

Og da vi nærmere os Stepantsminda, holdt der hundredevis af lastbiler inde i siden af vejen i en flere kilometer lang kø. Vi ved ikke helt hvorfor. Måske fordi de ventede på at få lov til at køre til grænsen. Men det gjorde det i hvert fald svært at komme forbi på den trods alt forholdsvis smalle vej, når der også var modkørende trafik – med endnu flere lastbiler.

Men endelig var vi fremme ved Stepantsminda. Og allerede inden vi kørte ind i byen, kunne vi se vores hytte, der på Airbnb går under det sigende navn “Memory Hut Kazbegi”. For den lå helt for sig selv på en stor mark lidt væk fra alt anden bebyggelse.

Normalt når vi booker overnatning via Airbnb, så vælger vi et sted med gode anmeldelser. Derfor havde vi også taget lidt af en chance her, fordi hytten var så ny, at den endnu ikke var blevet anmeldt. Men det har vi nu ikke fortrudt.

For vi bor meget privat med den mest fantastiske udsigt ud over Kazbegi-bjergkæden. Og det eneste selskab, som vi har, er en masse heste og køer.

Efter vi havde låst os ind og stillet vores bagage, kørte vi til centrum af Stepantsminda – hvilket i praksis består af en række restauranter og et par supermarkeder. Her fik vi en aftensmad, der desværre ikke kunne leve helt op til den, som vi havde fået på hotellet i Tsinandali – men vi var nu også blevet ret forvænte.

Bagefter fik vi handlet lidt, inden vi kørte tilbage til hytten for at slappe af efter en lang dag. Og så var vi tidligt i seng.

Næste morgen var vi dog ikke rigtig udhvilede. For kombinationen af en ret hård madras, en meget smal seng og nogle virkelig høje puder giver ikke den bedste nattesøvn.

Det glemte vi dog hurtigt, da vi satte os ud på terrassen for at nyde udsigten – og der så kort tid efter var fyldt med både køer og heste lige uden for vores hytte.

Så der blev både klappet og fodret dyr, inden vi spiste vores morgenmad bestående af kopnudler og vandmelon – noget som vi skulle komme til at spise en del af de næste par dage.

Efter denne naturoplevelse med heste og køer gik vi til centrum af byen, hvor vi spiste frokost på en hyggelig restaurant – med ok mad. Og bagefter handlede vi lidt, inden vi gik tilbage til hytten.

Om eftermiddagen gik Vilde, Frida og Marianne en tur ud for at plukke blomster. Her mødte de også en sødt og meget tamt æsel, der meget gerne ville klappes. Desværre fik det så også trådt på Fridas fod – uden der dog heldigvis skete den helt store skade.

Aftenen startede med endnu en solnedgang bag bjergene, inden vi spiste lidt aftensmad og sluttede dagen af med kortspil – inden det var sovetid.

I forgårs havde vi så planlagt en vandretur op til den lokale ”Gergeti Trinity Church” – der er en af Georgiens helt store seværdigheder.

Så efter en nærende morgenmåltid bestående af kopnudler og yoghurt kørte vi ned til centrum af byen – hvor vi provianterede lidt. Og så startede vi gåturen opad.

Stepantsminda ligger i forvejen i 1.740 meters højde. Men kirken ligger helt oppe i 2.170 meters højde. Så det var en noget anstrengende gåtur opad. Til gengæld blev vi belønnet med et flot tur langs brusende vandløb – og med de sneklædte bjerge i baggrunden.

Efter et par timers vandring opad nåede vi endelig kirken – hvor der var fyldt med turister. For man behøver nemlig ikke gå derop. Der er også en vej nede fra byen, der fører lige dertil. Alligevel var det dog en tilfredsstillelse af gå hele vejen i stedet for bare at sætte sig ind i en bil.

Da vi havde nydt udsigten ud over byen og også været inde i den lille men hyggelige kirke, gik vi nedad bjerget igen. På vejen satte vi os på en blomsterfyldt eng, hvor vi spiste en chokoladebar og nød den flotte udsigt endnu engang.

Vejen nedad var naturligvis ikke lige så hård. Men den krævede alligevel masser af koncentration, for der var ret stejlt og fyldt med løse sten.

En times tid senere var vi dog kommet sikkert ned og kunne fejre det med frokost på samme restaurant som dagen før. Og efter vi også havde handlet lidt nye forsyninger til næste dag, kørte vi tilbage til hytten, hvor vi nød en velfortjent øl.

Dagen i går startede med endnu en gang kopnudler og yoghurt. Og som de forrige dage kom der også masser af køer og heste forbi for at hilse på.

Vi fik dog pludselig meget travlt med at få flyttet bilen, der stod lige ved hytten. For på et tidspunkt var der en hest, der sparkede ud efter en anden hest – men i stedet ramte den vores lejebil. Heldigvis kom der ikke flere buler, end der allerede var. Men det var alligevel ikke noget, som vi havde lyst til blev gentaget.

Efter vi havde spist, kørte vi mod den afsidesliggende by Juta, der med sin beliggenhed i 2.200 meters højde er en af de højest beliggende byer i Europa. Herfra skulle vi nemlig på endnu en vandretur i bjergene.

Turen til Juta var dog noget af en udfordring. For godt nok ligger byen kun 20 kilometer væk. Men vejen dertil er ikke den nemmeste.

Den første del var der heldigvis asfalt. Men herfra skiftede underlaget til grus med kæmpe huller – så vi ofte ikke kunne køre mere end 10 kilometer i timen.

Og den sidste del af turen derop foregik ad smalle bjergveje med grus og en dyb afgrund ud til siden. Så de gange, hvor der kom en modkørende bil, galt det om ikke at komme alt for langt ud til kanten. Men alt gik heldigvis fint. Og efter 40 minutter kunne vi parkere i Juta – og gøre os klar til vandretur.

Den første del af turen gik ret stejlt opad. Men herefter fladede det ud. Og det blev derfor en noget nemmere vandretur end dagen før. Det forhindrede os dog ikke i at tage en del stop undervejs for bare at nyde den smukke udsigt.

På vejen krydsede vi også flere vandløb. De fleste kunne vi hoppe over via nogle flade sten. Men et sted måtte vi have skoene af – og krydse igennem det iskolde bjergvand.

Målet for turen var en lille bjergsø – der var fin uden dog at være noget helt specielt. Men det var nu heller ikke så vigtigt. For i dette tilfælde var det helt klart vejen dertil, der var målet i sig selv.

Efter vi havde siddet lidt ved søen, gik vi nedad igen – via en anden vej. Og også her måtte vi krydse et vandløb.

Men bortset fra den allersidste del af turen, så gik det ikke så stejlt nedad som dagen før. Og det var derfor en mere behagelig gåtur.

Til sidst nåede vi så ned til Juta igen – hvorfra vi kørte ad bjergvejen og grusvejen med de mange huller tilbage til Stepantsminda igen.

Denne gang gad vi ikke rigtig sidde og vente på vores mad på en restaurant. Så i stedet købte vi endnu flere kopnudler og skyndte os tilbage til hytten – hvor vi lige kunne nå at nyde en øl og et glas georgisk vin, inden solen forsvandt bag bjergene.

Og så nåede vi endda også at være lidt praktiske og få vasket noget tøj, inden det endnu engang var tid til at sove.

I dag går turen så videre til Tbilisi, der er vores sidste stop her i Georgien – inden vi sætter kursen mod Armenien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.