Travle dage i Azerbaijan

På grund af vores forsinkelse i Warszawa fik vi nogle ekstra travle dage i Azerbaijan – da vi jo gerne ville nå at opleve så meget som muligt, selvom vi havde en dag mindre end først planlagt. Til gengæld har vi så efterfølgende haft mulighed for at slappe lidt af de sidste par dage her i Georgien.

I torsdags, hvor vi var ankommet til Baku, prøvede vi at komme ordentlig tid i seng. Men alle havde svært ved at sove, selvom vi ikke havde jetlag (da tidsforskellen trods alt kun var på to timer). Til gengæld havde vi fået vendt op og ned på dag og nat, fordi vi de seneste dage var gået i seng sent om natten og først stået op igen ved middagstid.

Alligevel var vi oppe klokken halv ni om fredagen, så vi kunne få noget ud af dagen. Efter vi havde spist morgenmad, gik vi mod den gamle bydel – hvor vi startede med at bestille en tur til næste dag. Og bagefter var vi oppe i et gammelt tårn, hvorfra der var en flot udsigt ud over byen.

Herfra fulgte vi en gåtur fra vores guidebog, så vi var sikre på at få set alle seværdighederne. Turen startede med en tur igennem den gamle bydel – hvor vi blandt andet også var inde på et museum med miniaturebøger (inklusiv et par af H.C. Andersens eventyr på dansk).

Via byens torv, hvor vi havde spist dagen før, gik vi ned til vandet – som vi fulgte til en kabelbane. Den førte op til byens vartegn – de tre store tårne, der skal forestille flammer. Et symbol på landets kaldenavn ”Land of Fire”.

De tre flammende tårne var sidste stop på guidebogens rute. Så herfra gik vi tilbage til vores egen del af byen, hvor vi spiste kage og fik lidt at drikke. Og så gik pigerne til hotelværelset, mens Marianne og jeg fejrede vores fælles land nummer 100 med en drink på en bar.

Bagefter hentede vi pigerne, så vi kunne spiste aftensmad. Valget faldt på samme restaurant som dagen før, hvor vi fik en lang række retter og drikkevarer for lidt over 300 kroner. Det er ikke dyrt at spise i Azerbaijan.

Næste morgen var vi endnu tidligere op for at komme på tur. Her blev vi hentet af en minibus, hvor vi sammen med nogle andre turister kørte sydpå ud af Baku. På vejen kunne vi konstatere, at landskabet var meget goldt – og at Azerbaijan virkelig er et olieland. Overalt var der masser af olieboringer både i havet og på land.

Da vi stoppede første gang, holdt der en række gamle, russiske Lada’er klar til at transportere os videre. Hvad vi dog ikke lige havde forstået var, at de ville køre race. Det fandt vi dog hurtigt ud af, da den lokale chauffør speede op og drønede af sted med os som passagerer.

Den første del af turen gik ad almindelig vej. Men kort efter kørte vi ind på nogle hullede grusveje – hvilket dog ikke fik chaufføren til at sætte farten ned. Men han var tydeligvis professionel og vidste, hvad han gjorde. Så vi blev ikke nervøse.

Til gengæld blev pigerne lidt nervøse, da han spurgte, om jeg ville køre – hvilket jeg da gerne ville prøve. Eneste udfordring var, at det er noget tid siden, at jeg sidst har kørt med manuelt gear.

Chaufføren og jeg fandt dog ind i et fint samarbejde, hvor jeg koblede ud og ind – og han skiftede gear. Og så gik det ellers af sted i fuld fart.

Målet for køreturen var nogle såkaldte muddervulkaner – der var en slags boblende mudderhuller. De var ret sjove at kigge på. Men der er dog ingen tvivl om, at i dette tilfælde var vejen dertil sjovere end målet.

På vejen tilbage igen var det så Mariannes tur til at køre bilen – på samme måde som jeg havde gjort. Og til sidste satte chaufføren sig så bag rattet igen – muligvis fordi han ikke rigtig syntes, at det gik hurtigt nok, når vi kørte.

Næste stop var et hulemaleri-museum, hvor der var nogle fine illustrationer af, hvordan der var blevet lavet hulemalerier i området i tidligere tider – inklusiv malerier af vikingerne i deres skibe, der åbenbart også rejste hertil for at plyndre og/eller handle.

Efter museet kørte vi videre til et åbent område udenfor, hvor der var masser af hulemalerier på klipperne. Oprindeligt havde malerierne været inde i nogle huler. Men et stort jordskælv havde vendt op og ned på det hele.

Da vi havde set hulemalerierne, satte vi kursen mod Baku igen, hvor vi spiste en lidt kedelig frokost, inden turen gik videre østpå.

Her var første stop et ”Fire Temple” – der var et gammelt, religiøst sted. Midt på gårdspladsen var der en flamme, der i tidligere tider havde brændt naturligt via gas fra jordens indre. I dag var der åbenbart ikke mere gas tilbage, så den blev i stedet holdt kunstigt i live.

Templet var en lidt kedelig oplevelse, så vi glædede os til at komme videre til turens sidste stop – ”Burning Mountains”.

Det var et sted med ild, der brændte med store flammer på godt ti meter klippe. Og til forskel fra templet, så havde det brændt naturligt her i tusinder af år via gas fra undergrunden.

Tanken om den evige ild var ret interessant. Men ellers var det nu ikke så imponerende, som vi havde forventet.

Efter dette sidste stop gik turen så tilbage mod Baku, hvor vi var fremme omkring klokken 17. Det var ikke alle oplevelserne på turen, der havde været lige interessante. Men vi var nu alligevel glade for også at have set lidt andet af Azerbaijan end bare Baku. Og Lada-ræset havde været det hele værd.

Da vi var blevet sat af, spiste vi aftensmad lige ved hotellet. Og mens pigerne gik op på værelset, fik Marianne og jeg os lige en enkelt drink, inden det var tid til at sove – i ordentlig tid denne gang.

For i forgårs skulle vi nemlig op allerede klokken 6. Og tre kvarter senere checkede vi så ud – hvilket tog ret lang tid, da der ikke var helt styr på afregningen.

Dagen før havde vi bedt hotellet om at bestille en taxa til klokken 7. Men da den ikke var kommet fem minutter over, spurgte jeg hotellet, om den var på vej. Det viste sig så, at receptionisten troede, at vi selv havde bestilt en taxa. Dejligt hotel – men lidt for mange misforståelser.

Så vi kom først af sted næsten 20 minutter over 7 – hvilket gjorde, at vi havde lidt travlt i lufthavnen. Heldigvis var der næste ikke kø til hverken checkin, paskontrol eller sikkerhedskontrol. Så vi var hurtigt igennem den del.

Lufthavnen i Baku er meget flot. Men der er en underlig mangel på både kiosker og restauranter. Så vores morgenmad kom til at bestå af en dyr men meget kedelig croissant – som vi lige nåede at købe, inden vi skulle ombord på flyet.

Til gengæld lettede vi denne gang til tiden – og efter en kort flyvetur på en times tid landede vi i Tbilisi i Georgien. Her kom vi også hurtigt igennem paskontrollen og fik vores bagage, så vi kunne hente vores lejebil – hvilket til gengæld tog ret lang tid.

Vores lejebil viste sig at være en noget ældre model med en del buler og over 80.000 kilometer på vejene. Der var da også nogle problemer med en løs gummikant i bagagerummet og beskeden ”Malfunction” i displayet. Men indtil videre har den nu kørt fint, så vi håber, at det bliver ved sådan.

Fra lufthavnen kørte vi mod vores hotel ””Tsinandali Estate”. Turen tog godt to timer via bjergveje igennem et flot landskab. På forhånd var vi blevet advaret af flere om, at man tilsyneladende kører helt vanvittigt her i Georgien. Men det oplevede vi nu ikke noget af. Alle kørte rigtig pænt.

Fremme ved hotellet fik vi to værelser med en dør imellem. Og så kunne vi endelig spise en god frokost – efter den kedelige morgenmad.

Her kunne vi så også konstatere, at hotellet er fyldt med søde hunde – som specielt Frida og Vilde er helt vilde med at snakke med.

Bagefter gik vi op til poolen – hvor vi endelig kunne nyde lidt ferie uden alt for meget på programmet. Det er super fedt at opleve en masse. Men en gang imellem er det også rart at kunne slappe lidt af.

Sidste på eftermiddagen gik vi så ned på værelset for at gøre os klar. Og bagefter gik vi lidt rundt i området omkring hotellet – der blandt andet består af en kæmpe park.

Aftensmaden blev spist på hotellets restaurant. Her var der dog ikke helt styr på tingene. Marianne havde bestilt en fisk, der aldrig dukkede op. Først da vi spurgte tjeneren, hvor den blev af, fik vi at vide, at kokkene havde fået brændt alt maden af på deres barbecue-grill – og derfor måtte starte forfra med en lang række bestillinger.

Så vi droppede fisken, og Marianne spiste sig mæt i alt den anden mad, som vi havde fået rigeligt af – og som vi andre for længst var blevet færdige med at spise.

I går morges sov vi så længe – for første gang i noget tid. Og efter en lækker morgenmad, gik vi til poolen – hvor vi blev hele dagen.

Her startede vi dog også med at have problemer, da der ikke var flere liggestole – hvilket var ret irriterende, da der var masser af plads til at putte flere stole ind. Det lykkedes dog en fra personalet at skaffe to liggestole. Og efter lidt tid fik vi først en ekstra – og så endnu en, så vi alle fire til sidst kunne ligge ned.

Om aftenen spiste vi aftensmad på samme restaurant som dagen før. Her var der også en af Mariannes retter, der ikke dukkede op – hvilket begyndte at ligne en dårlig joke. Heldigvis kom den til sidst – inden vi behøvede at spørge efter den.

Bagefter hyggede vi med et par drinks og quiz-spil, inden det var tid til at gå op på værelset og få pigerne i seng.

Dagen i dag har indtil nu forløbet på samme måde som i går. Nemlig med god morgenmad efter fulgt af en tur til poolen (hvor der denne gang var liggestole nok).

Og om lidt går vi nok en tur i parken, inden vi spiser aftensmad på hotellets restaurant – forhåbentlig med alt maden serveret nogenlunde på samme tid.

I morgen har vi så den sidste dag her i Tsinandali, inden vi i overmorgen tager videre til næste destination i Georgien – der ligger oppe i bjergene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.