Storby og grænseudfordringer
Georgien er et land med store kontraster. Og det har vi haft rig mulighed for at se indtil nu. Både på vejen fra sted til sted. Men også i lige så høj grad de steder, hvor vi har overnattet – fra vinlandet i øst over bjergene i nord og senest i hovedstaden Tbilisi i midten af landet.
I mandags sagde vi farvel til hestene og køerne ved vores hytte i Stepantsminda og kørte de godt 150 kilometer mod Tbilisi.
Turen til Kaukasus havde taget ret lang tid på grund af meget lastbiltrafik. Men selvom vi kørte en stor del af den samme vej tilbage, så var trafikken heldigvis ikke så tæt. Og vi kom derfor hurtigt frem – også igennem de små byer.
Der var dog et par enkelte steder, hvor vi måtte holde i kø for at vente – enten forbi vejbanen var skredet ned i den ene side ved en bjergskråning. Eller fordi der pludselig var køer på vejbanen – hvor de særligt havde en forkærlighed for broerne.
I den anden retning var der dog igen rigtig mange lastbiler, der holdt stille inde i siden – helt frem til 140 kilometer fra den russiske grænse. På et tidspunkt talte vi dem – og kom op på over hundrede. Så et ikke urimeligt gæt er, at der holdt over 500 lastbiler i vejsiden.
Vi har siden fået bekræftet, at de holder og venter på tilladelse til at køre op i bjergene og over grænsen. For hvis de alle kørte på samme tid, ville trafikken bryde totalt sammen.
Problemet er nemlig, at der kun er en grænseovergang mellem Georgien og Rusland (på grund af konflikter i store grænseområder mellem de to lande). Og det er jo ikke kun de georgiske lastbiler, der skal over der. Lastbiler fra blandt andet Armenien og Tyrkiet kører også den vej.
Da vi kom tættere på Tbilisi, begyndte der at komme mere trafik. Og med tre spor, hvor bilerne zigzagger ind og ud, skal man holde tungen lige i munden – specielt når man så også skal finde vej samtidig.
Men bortset fra en enkelt tur igennem nogle smalle gader på grund af en forkert afkørsel gik det nu fint. Og vi kom sikkert frem til vores hotel ”Sheraton Grand Tbilisi Metechi Palace” – der på både godt og ondt er et typisk kædehotel (og noget af en kontrast til vores hytte i Stepantsminda).
Da vi steg ud af bilen, kunne vi også konstatere, at vi igen var kommet ned i lavlandet. For det var meget varmt. Vores vejrapp sagde da også omkring 38 grader.
På hotellet fik vi to værelser ved siden af hinanden. Og Marianne og jeg blev endda opgraderet til et større værelse, for at det kunne lade sig gøre.
Vi startede med at bestille frokost. Og efter meget lang ventetid fik vi vores burgere – der var ok. Bagefter gik Marianne og jeg ud for at handle lidt, mens pigerne blev på værelset. Og så sluttede vi dagen af med en tur til poolen med Vilde – mens Frida hellere ville blive på værelset.
Dagen efter skulle vi så ud for at kigge på byen. Her startede vi med at gå forbi et durum-sted for at få lidt at spise. Og bagefter tog vi kabelbanen op til en gammel borg – med en flot udsigt over byen.
Efterfølgende gik vi ned til den gamle del af Tbilisi – som vi kunne konstatere var meget anderledes end Baku i Azerbaijan. Her var mere nedslidt og fyldt med graffiti. Og der var også en del tiggere og gadebørn – noget som vi stort set ikke havde set i Baku.
Da det stadig var meget varmt, sørgede vi for at få lidt at drikke på en restaurant. Og bagefter gik vi til vores biludlejningsbureau, hvor vi fik de nødvendige dokumenter til at krydse grænsen til Armenien.
Efter vi havde gået yderligere rundt i byen og kigget (og fået lidt mere at drikke), fandt vi en restaurant fra guidebogen, hvor vi spiste nogle lækre, lokale retter med god vin til. Og så gik vi tilbage mod hotellet igen.
Det sidste stykke til hotellet blev vi fulgt af en af byens mange gadehunde – noget som vi har prøvet før her i Georgien. Hvor vi tidligere har oplevet meget sky hunde i andre lande, er det dog tydeligt, at hundene bliver behandlet godt her. De er meget tillidsfulde og vil rigtig gerne klappes.
Hunden fulgte os hele vejen tilbage til hotellet – og lagde sig lige uden for indgangen. Da vi kiggede lidt senere, var den dog væk igen.
Mens pigerne slappede af på værelset, satte Marianne og jeg os i hotellets bar og fik en kold øl – og nød den flotte udsigt ud over byen. Og så var det igen ved at være sovetid.
I forgårs havde vi så sidste hele dag i Tbilisi. Her startede vi med en lækker morgenmad på hotellet – noget som vi havde fået som kompensation for en dårligt fungerende aircon på vores værelse.
Bagefter gik vi i hotellets spa-afdeling – hvor der både var pool, boblebad, sauna, dampbad og koldvandsbassin. Det var en virkelig afslappende oplevelse.
Efter et par timer gik vi så ned til byen igen for at besøge ”Museum of Illusions”, hvor der var en masse sjov og ikke mindst fotovenlige effekter – ved hjælp af spejle, skæve vinkler og andre tricks.
Inden vi gik tilbage mod vores hotel, spiste vi også tidlig aftensmad på en restaurant – hvor vi endnu engang fik god mad med god øl til.
Selvom det ikke rigtig kunne betale sig, valgte vi at tage metroen ét stop hjemad. For det er altid sjovt at prøve en bys metro – fordi det ofte siger en del om byen. Og den her var ingen undtagelse. Efter at have kørt med rulletrappe langt ned under jorden, steg vi ombord på et ret gammelt metrotog – igen noget af en kontrast til metroen i København.
Tilbage i vores egen bydel handlede vi nogle småting. Og så slappede vi af på værelset, inden det igen var sovetid.
I går skulle vi så rejse videre på Dilijan i Armenien – en tur der ifølge Google Maps skulle tage omkring fire timer. Vi kom dog til at bruge noget længere tid.
Efter vi havde spist morgenmad, pakket og checket ud, kørte vi endnu engang igennem den hektiske by og sydpå mod grænsen. Turen dertil tog godt halvanden time – med et enkelt stop på en tankstation, hvor vi fik brugt de sidste af vores georgiske lari.
Vi havde fået indtryk af, at det ikke var noget særligt at køre i en udlejningsbil fra Georgien til Armenien. Men det skulle vise sig, at vi havde taget fejl.
For da vi kom til den første (af mange) paskontroller og viste vores pas og dokumenter, fik vi at vide, at vi manglede bilens ”car passport” – og at vi ikke kom ud af Georgien uden.
Ingen af os vidste, hvad det var. Men det var i hvert fald ikke noget, som vi havde fået udleveret af udlejningsbureauet. Og der var ikke meget hjælp at hente hos de arrogante toldere.
Mens jeg prøvede at finde ud af, hvad der var op og ned her, blev Marianne og pigerne sendt til fods igennem en anden paskontrol – noget som alle passagerer åbenbart skal.
Det endte dog med, at tolderne mistede tålmodigheden og sendte mig tilbage over grænsen – med besked om, at jeg ikke kunne komme igennem.
Det kunne jeg ikke rigtig bruge til noget. Så jeg valgte at parkere lige på den anden side og ringede derefter til udlejningsbureauet (til den dyre udlandstakst på 15 kroner i minuttet).
Her kunne de efter lidt kort forvirring fortælle mig, at det nødvendige bilpas lå i et lille rum ved bakspejlet. Det havde nu været meget rart at vide. Men med dette lille plastikkort i hånden kunne jeg så endelig få lov til at køre ud af Georgien.
Imens var Marianne blevet tilbageholdt i paskontrollen på grund af problemerne med bildokumenterne. Men nu da der var styr på den del, kunne hun også få sit stempel – og vi kunne køre mod den armenske del af grænsen.
Her kom vi så til at bruge endnu længere tid på diverse kontroller. Men til gengæld var tolderne noget mere venlige end på den georgiske side.
Først blev vores bagagerum tjekket. Derefter blev Marianne og pigerne igen bedt om at gå igennem paskontrollen. Efterfølgende skulle jeg så vise pas og bilens dokumenter. Og så skulle bagagerummet lige tjekkes endnu engang.
Det var dog den hurtige del. For bagefter måtte jeg ind på en kontor for igen at vise bilens dokumenter. Her skulle der skrives en masse ting ind i en computer, printes en masse papirer og tages en masse kopier. Og samtidig tror jeg aldrig, at jeg har oplevet en taste så langsomt på en computer.
Men manden her var nu meget venlig. Og da det efter lidt tid gik op for ham, at vi kom fra Danmark, var han meget nysgerrig på at høre mere, hvor Danmark ligger og hvor varmt der er.
Han ville også gerne vide, hvad jeg arbejder med – og hvor meget jeg tjener. Og da jeg så samtidig fortalte ham, at der er dyrt i Danmark, skulle han også lige høre, hvad en et-værelses lejlighed koster at leje om måneden.
Så med alle disse informationer gik det ikke ligefrem hurtigere. Men til sidst var han færdig med alt tasteriet – og kunne udlevere et dokument, der gav tilladelse til at tage bilen ind i Armenien. Og så kunne vi (efter et sidste tjek af vores pas) endelig køre over grænsen.
Vi var dog endnu ikke helt færdige med papirarbejdet. For i Armenien er der en obligatorisk bilforsikring, som alle skal have. Så den skulle vi også lige købe. Men heldigvis tog det ikke så lang tid – og den kostede kun omkring 70 kroner.
Alt dette besvær havde taget halvanden time. Så vi var glade for igen at kunne sætte os ind i bilen og køre af sted mod vores hotel.
I Danmark snakker man meget om Udkantsdanmark. Det er dog ingen ting i forhold til det Udkantsarmenien, som vi oplevede lige på den anden side af grænsen.
Her var hele boligblokke, der stod helt forladt. Der var kæmpe fabrikker, der bare stod og forfaldte. Og over vejen var der flere steder kabelbaner, der tydeligvis ikke havde været brugt i årevis. Samtidig boede der så mennesker lige ved siden af disse forladte steder. Det var et ret absurd syn.
Vejen var nu heller ikke specielt imponerende – specielt taget i betragtning af, at det er hovedvejen mellem de to hovedstæder i henholdsvis Georgien og Armenien. Samtidig var der også en del lastbiler – som det så galt om at overhale, når der en gang imellem var et kort, lige stykke på de ellers ret snoede bjergveje.
Derfor tænkte vi også, at det ville blive endnu værre, da vi drejede væk fra hovedvejen og kørte imod Dilijan. Men til vores store overraskelse var vejen væsentlig bedre og meget bredere. Og da der samtidig ikke var meget trafik, kom vi hurtigt fremad.
Klokken 17 var vi så fremme ved vores hotel ”Dilijani Tun Hotel”, hvor vi har fået en suite i to etager – med et soveværelse og en opredning på sovesofa til pigerne.
Resten af eftermiddagen blev brugt på at se Jonas Vingegaard vinde Tour de France etapen på Hautacam. Og bagefter spiste vi en ok aftensmad på hotellets restaurant – inden det var sovetid.
Nu har vi så tre hele dage her i Dilijan, inden vi skal videre til hovedstaden Jerevan. Og derefter går turen videre til sidste stop, der er Antalya i Tyrkiet.