Armeniens kontraster

Noget af det, der gør det interessant at rejse til mere ”eksotiske” steder, er at opleve de store kontraster, der ofte er. Og her er Armenien ingen undtagelse – hvad enten vi snakker forskellen mellem rig og fattig, nyt og gammelt og ikke mindst land og by.

I fredags var vi stadig ude på landet i bjergbyen Dilijan – et sted der i stor stil besøges af indbyggerne fra hovedstaden Jerevan, så de kan komme væk fra sommervarmen og lidt op i højderne, hvor temperaturen er lavere.

Den dag var vejret dog ikke værd at køre efter. For vi oplevede regn for første gang på vores rejse. Og det var vel at mærke nærmest heldagsregn.

Så efter morgenmaden fik vi klaret nogle praktiske ting, inden vi gik de godt halvanden kilometer ned mod centrum – i en kort pause mellem bygerne.

Her satte vi os ind på en café for at få lidt at drikke – og Marianne fik også en meget tør muffin. I det hele taget er de elendige til desserter her i Armenien (hvilket vi også har oplevet ved morgenmaden).

Men den sidste del af et måltid er tilsyneladende heller ikke noget, som de går så meget op i – hvilket man egentlig godt kan forstå. For der er normalt rigelig mad i de andre retter, der bliver serveret.

I pausen mellem endnu to kraftige regnbyger gik vi videre til byens turistinformation for at høre nærmere om hiking-ture. Og bagefter fortsatte vi til en restaurant, hvor vi spiste tidlig aftensmad.

Mens vi spiste, begyndte det så at regne igen. Og det så ikke ud til at stoppe foreløbigt, så vi valgte at gå gennem regnen til det lokale supermarked, hvor vi handlede lidt – inden vi gik den lange tur opad til vores hotel igen.

Om aftenen hyggede vi med tv, hvor vi så programmet ”Nul Stjerner” om Georgien – efterfulgt af endnu et par afsnit af samme program.

Om lørdagen var vejret heldigvis lidt bedre – skyet men tørvejr. Så her besluttede vi os for at skulle ud af vandre lidt.

Vi startede med at køre ad endnu en elendig vej et stykke op i bjergene, hvor vi parkerede bilen og fortsatte til fods.

Den første del af turen gik stejlt opad. Men eller var det mere som at gå i en dansk bøgeskov end de franske Alper – som vi havde oplevet i Georgien. Og turen var derfor heller ikke nær så spetakulær.

Første stop var en kirke-ruin, hvor vi holdt en kort pause. Og derefter gik turen videre over et vandløb til endnu en ruin – der også var turens slutpunkt. Herfra fulgte vi vejen ned til vores bil igen.

I alt var vores gåtur kun på godt fire kilometer. Så vi havde masser af tid om eftermiddagen til at kigge på byens park, inden vi kørte tilbage på hotellet.

Her satte vi os udenfor i hotellets restaurant, hvor vi bestilte noget at drikke og gjorde klar til at spille kort.

Vi nåede dog kun et enkelt spil, inden en tjener kom og sagde, at vi ikke måtte spille kort det – fordi det var en restaurant.

Det var så absurd, at vi nærmest ikke vidste, om vi skulle grine eller græde. Vi sad udenfor midt på eftermiddagen ved nogle meget enkle træborde – hvor der ikke ligefrem var hvid dug og vinglas på.

Og det var åbenbart både tilladt at sidde med en laptop, spise i badetøfler og se børne-tv på iPad for fuld skrue. Men et kortspil var ikke fint nok.

Så vi valgte i stedet at gå op på værelset og læse lidt, inden vi spiste en tidlig aftensmad – så vi kunne nå at se en meget spændende Tour de France enkeltstart efterfulgt af endnu et afsnit ”Nul Stjerner”.

I forgårs tog vi så af sted på endnu en vandretur i omegnen af Dilijan. Denne gang gik turen til Lake Parz, der er et typisk forlystelsessted for de lokale – med vandcykler, klatrepark, svævebane og restaurant.

Og specielt om søndagen, hvor vi var der, er der rigtig mange mennesker. Men lige så snart vi kom ud på vandrestierne, mødte vi kun ganske få mennesker.

Den første del af turen gik igen opad igennem en lidt kedelig skov. Men efter et stykke tid kom vi ud på en græseng, hvor der var flot udsigt over bjergene – og masser af græshopper og sommerfugle.

Her gik vi lidt rundt, inden vi fulgte en anden (og lidt bedre) rute ned igennem skoven igen. Og efter lidt over 10 kilometer var vi så tilbage ved søen – hvor vi spiste tidlig aftensmad, inden vi gjorde klar til at køre tilbage mod Dilijan igen.

Det var dog ikke helt nemt at komme ud fra parkeringspladsen. For her foregik en live-version af spillet ”Parking Jam”, hvor en bil skal bakke, så en anden bil kan parkere, hvorefter den første bil skal køre frem, så endnu en anden bil kan komme til at bakke og efterfølgende parkere – alt sammen dirigeret af en enkelt, ung fyr, som havde stået der hele dagen.

Og så var der også lige en ung kvinde, som tydeligvis ikke kunne finde koblingspunktet. For hun kom nærmere og nærmere en parkeret bil – så en mand til sidst måtte sætte sig i førersædet.

Da hun overtog rattet igen, holdt hun så foran os – og begyndte igen at trille baglæns. Men heldigvis lykkedes det hende denne gang at komme fremad. Vi var dog først helt rolige, da vi kom forbi hende lidt længere oppe ad vejen – specielt fordi hun nærmest gik i stå, hver gang hun skulle skifte gear.

Tilbage i Dilijan handlede vi lidt ”hygge”, som vi spiste og drak, mens vi så Jonas Vingegaard vinde Tour de France og blive fejret efterfølgende. Og med to timers tidsforskel blev det ret sent, inden alle var i seng.

I går skulle vi så videre mod hovedstaden Jeravan. Og på grund af manglende gardiner og en sol, der for første gang skinnede kraftigt, vågnede vi tidligt.

Efter vi havde pakket, spist morgenmaden og checket ud, startede vi køreturen mod hovedstaden – en tur på under to timer ad rigtig fine veje, der en stor del af tiden endda var to-sporede.

Den sidste del af trækningen ind gennem byen blev det dog som forventet mere hektisk – med masser af trafik og fokus på at finde den rigtige vej. Og en enkelt gang kørte vi da også forkert. Så vi var glade for at have GPS her.

Planen var at køre forbi vores hotel først, inden vi skulle videre til udlejningsbureauet for at aflevere vores lejebil. Men det var umuligt at finde en parkeringsplads i nærheden, så den plan måtte vi opgive.

Det samme var så også tilfældet ved udlejningsbureauet. Derfor måtte vi parkere midt i et fodgængerfelt med katastrofeblinket tændt. Men den var ingen brok fra de andre bilister. Den slags er de tilsyneladende vant til.

I det hele taget har vi ikke rigtig kunne nikke genkendende til de beskrivelser af vanvittige bilister i Georgien og Armenien, som vi ellers er blevet advaret om fra flere sider. Ja, der er bilister, der foretager hasarderede overhalinger med dårligt udsyn oppe i bjergene. Men folk kører også meget hensynsfuldt. Og det er også meget begrænset med dytten, som vi har hørt – bortset fra når trafikken går helt i stå.

Måske skyldes vores anderledes oplevelse også, at vi er vant til heftig trafik og ”utraditionel” kørestil i udlandet – både som fører af lejebiler og som passagerer i lokale taxier. Men vi har i hvert fald ikke følt os utrygge på noget tidspunkt (måske bortset fra ad den hullede bjergvej ved Juta i Georgien).

Efter vi havde fået afleveret bilen, gik vi mod vores hotel Tufenkian Heritage Hotel. Det var heldigvis en kort tur. Men med alt vores bagage og en forholdsvis høj varme var det nu hårdt nok.

På hotellet fik vi to værelser ved siden af hinanden – med en lille, privat gang imellem. Pigerne fik et værelse med udsigt ud over byen, mens vores værelse havde udsigt til en byggeplads.

Jeg nåede lige at sige, at de i det mindste ikke var i gang med arbejdet, før en gravemaskine med et trykluftbor satte i gang. Og derfra var det så umuligt at opholde sig på værelset.

I receptionen kunne de fortælle os, at byggearbejdet ville vare fra klokken 8 om morgenen til 18 om aftenen – men at vi skulle føle os heldige, fordi de tidligere allerede var startet ved 6-7 tiden.

Egentlig kunne vi godt have brugt at slappe lidt af på værelset, inden vi skulle ud i den hektiske storby. Men byen skulle nu vise sig ikke at være så larmende som forventet.

For hvor Dilijans centrum består af kedeligt, russisk byggeri og en hovedgade fyldt med huller, er Jerevan en moderne storby barer, caféer, restauranter og butikker. Faktisk virker byen mere moderne en Tbilisi – i hvert fald den del, som vi så.

Så vi gik lidt rundt i centrum af byen, hvor en stor del er gågader og pladser – dejlig fri fra larmende og osende biler.

Første stop var en café, hvor vi alle sammen fik en kæmpe isdessert hver. Og bagefter fandt vi en hyggelig bar udenfor, hvor vi først fik lidt at drikke – og senere også spiste aftensmad.

Efter vi havde spist, gik vi tilbage til vores hotel for at slappe lidt af – hvor byggeriet heldigvis var stoppet. Så det var muligt at sove kort tid efter.

Her til morgen startede byggeriet så ”som aftalt” præcis klokken 8.00. Og efter en lidt kedelig morgenmad er vi nu klar til endnu en tur ud i byen.

I morgen er så vores sidste dag her i Armenien, inden vi i overmorgen flyver videre mod Tyrkiet – hvor vi skal slappe af på et rigtig all-inclusive charterhotel. Og det ser vi faktisk efterhånden frem til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.