Kylling og karry (uden kylling)

Først en lille insider rapport fra fugleinfluenzaens hjemland – vi er ikke smittede, og holder os også fra levende kyllinger. Desværre bliver vi også mange steder nødt til at holde os fra tilberedt kylling. Mange steder er kyllingeretterne simpelthen taget af menuen. Af hvilken grund er lidt uvist, men mon ikke det skyldes, at de vil være ekstra sikre (og måske ikke er så godt informeret som i Vesten).

Nå, men som den kvikke læser sikkert har bemærket, så er vi stadig i Bangkok. Det skyldes lidt problemer med flybilletter til Burma (som vi ville have bestilt allerede i dag), samt en langsommelig visaprocedure. I formiddags tog vi til den burmesiske ambassade, for at få visum. Foran os var der ca. 20 andre, men det tog sin tid med hver enkelt. Og da vi sad forrest i køn (efter halvanden times ventetid), skulle de til frokost (“kom igen kl. 2”). Heldigvis blev vi skrevet op på en liste, så vi kom forrest i køn, da vi kom tilbage – dvs. næsten forrest, for foran os sad fire thaier. Ikke noget problem – bortset fra at de var turarrangører og havde 20-30 pas hver, som de lige skulle have ordnet. Men til sidst lykkedes det, og vi kan hente vores visum på mandag (hvilket forlænger vores ophold i Thailand med et par dage i forhold til planen).

Men hvis det går i orden med flybilletterne, planlægger vi at tage til Ko Samet i morgen (hvor internettet sandsynligvis ikke er helt så stabilt/billigt). Men man ved jo aldrig – tingene ændrer sig hele tiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *